Reaktion efter sex
BREV
Hej børnetelefonen
I går mistede jeg min mødom og alt gik fint og sådan, bortset fra, at jeg blødte en del.
Her i dag har jeg haft det lidt skidt, ikke fordi jeg fortryder eller noget, men jeg har ikke haft appetit, jeg har haft kvalme, rystet og jeg besvimede faktisk også tidligere.
Jeg har lidt ondt for neden og har opdaget en slags rift for enden af hullet, som jeg tror er skyld i mængden af blod, jeg mistede under akten i går.
Kan det have haft påvirkning på, hvordan min krop har reageret i dag (med hensyn til besvimelsen og det der)?
På forhånd tak :))
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære pige på 15 år
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du undrer dig over, hvorfor din krop reagerede sådan.
Når man “mister sin mødom”, betyder det ikke, at den sprænger. I stedet kan der ske det, at mødommen godt kan revne lidt eller få nogle rifter. Det kan gøre, at det bløder under akten, og nogle gange også lidt bagefter. Det er helt ufarligt, men det kan godt føles lidt ubehageligt. Mange piger vil også opleve, at de kan have lidt ondt for neden de første par gange, de har sex. Det kan skyldes, at skeden skal vænne sig til at blive udvidet, eller at man spænder i musklerne omkring skeden under samlejet.
Du har ret i, at man kan besvime, hvis man har blodmangel eller hvis kroppen mangler jern. Du skriver, at du blødte en del, og at du mistænker det for at hænge sammen med, at du besvimede. Nu ved jeg ikke, hvor meget, du blødte, men man skal miste en del blod for at besvime. Jeg tænker, at hvis du stadig oplever at have kvalme og føler, at du skal besvime, så vil det være en god idé, hvis du går en tur forbi sundhedsplejersken på din skole eller bestiller en tid hos din læge. Så kan du få en snak med dem om, hvad det evt. kan skyldes.
De bedste hilsner fra BørneTelefonen
Se videoer om sex, seksualitet og krop