Kære dig
Tak for dit brev, hvor du beskriver, hvad du er bange for, dine bekymringer, dit liv. Det er flot at du kan formulere det så fint.
Jeg bliver bekymret for dig, når du skriver, at du går og er bange for alting. Du har oplevet flere grænseoverskridende ting i dit liv og jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved at komme videre. Det godt, at du har skrevet om de voldtægtsforsøg, du har været udsat for. De oplevelser, vil helt klart præge dig og påvirke din omgang med andre mennesker.
Jeg tænker, det er forståeligt, at du føler dig mistroisk og utryg og det er så absolut noget, du skal have hjælp til, at få bearbejdet. Men det er tit svært at fortælle om, seksuelle overgreb og nogle prøver at ”glemme” det der skete, i første omgang. Det kan bare som regel bare ikke lade sig gøre, fordi forsøg på voldtægt er meget grænseoverskridende. Det er oplevelser, der tit fører til isolation, skam og mistillid. Jeg kan forstå, at det har det også betydet for dig? Ansvaret for en voldtægt eller forsøg på det, er altid er hos den person, der laver overgrebet. Der er altså ikke nogen grund til at skamme sig eller at være flov over, at være udsat for en voldtægt. Det er ham, der laver overgrebet, der har noget at være flov over. Jeg ved godt, at det er nemt nok, at sige, men det, jeg gerne vil pointere overfor dig er, at du er uden skyld, for det der skete.
Jeg kan forstå, at dine bekymringer, din utryghed også retter sig mod andet end de seksuelle overgreb, du har været udsat for. Du bekymrer dig også om din venindes liv, om at miste dem du holder af og om at blive ensom. I din livssituation er det fuldt forståelige bekymringer, som jeg helt afgjort, synes du skal have ”gjort mindre”. Jeg tænker at bekymringerne fylder for meget i dit liv, men det er vel også derfor du har skrevet hertil? Når det fylder så meget, tænker jeg altså, at du bør have noget hjælp fra en voksen, der kender dig og som du har tillid til. Jeg kan forstå, at du overvejer, at tale med din lærer om dine bekymringer, dit liv. Det synes jeg, vil være en rigtig god ide og jeg kan forstå, at det er en lærer, som du har tiltro til og det er nok det vigtigste, når man som du, skal bede en anden person om hjælp.
Jeg tror ikke, du vil fortryde det, hvis du får sagt til din lærer, at du har brug for hans/hendes hjælp. Tværtimod så tror jeg, at du vil opleve en lettelse over endelig, at få sagt det der er svært, det der tynger dig og få gjort noget ved dine problemer. Du er bange for igen at dumme dig, skriver du og det er en almindelig følelse at have, når man står i en situation, som du gør. Man tænker, at det er for svært, for sårbart tale, om det at være bange / gå i panik. Jeg kender ikke din lærer, men jeg tænker, at han/hun nok hurtigt vil fornemme, hvor meget det her fylder for dig og derfor tage din henvendelse alvorligt og støtte dig i at få fundet den rigtige hjælp til dig. Måske kan det være en idé at vise dit brev og mit svar, så din lærer kan se, hvor meget det faktisk fylder. Hvad tænker du mon om den idé?
Jeg håber, at det nu, hvor du er begyndt at fortælle om det, vil blive lettere for dig, at gå det næste skridt, og tale med din lærer. Måske kunne du også kikke på hjemmesiden www.voldtaegt.dk Her kan du bl.a. læse om reaktioner på voldtægt og du kan få råd til, hvad du kan gøre. Jeg tænker også, at det måske kan være en hjælp for dig, hvis du ringer ind til BørneTelefonen på 116 111 og snakker med en rådgiver? Jeg ved, at mange unge synes, det er et godt og sikkert sted at øve sig i at få fortalt andre om svære ting. Det er gratis at ringe derind, og du behøver ikke at fortælle, hvem du er.
Held og lykke fra
BørneBrevkassen
