Tror jeg kan li ham

Tror måske jeg kan li en fra min klasse men han er jo også en kæmpe idiot. Problemer er at vi hader hinanden som i ægte hader hinanden men vi er også venner nogle gange

Pige, 13 år

Kære dig,

Tak for dit ærlige brev. Du fortæller, at du måske tror, du kan lide en fra din klasse, men at han samtidig er en “kæmpe idiot”.

Du skriver også, at I både hader hinanden og nogle gange er venner. Det lyder som en ret forvirrende situation at stå i, og det er virkelig godt, at du skriver herind, når du er i tvivl.

Når drillerier er svære at forstå

Nogle gange kan det faktisk være sådan, at når man er lidt vild med nogen, så kan man også komme til at drille hinanden eller være lidt irriterende.

Det kan være en måde at få opmærksomhed på, især hvis man ikke helt ved, hvordan man ellers skal vise det. Måske er det noget, du kan genkende?

Samtidig kan drilleri være meget forskelligt, og derfor kan det være en god idé at mærke efter, hvordan det føles for dig.

Er det en sjov og let måde at være sammen på, hvor I begge griner, og det føles rart indeni. Eller er det nogle gange på en måde, hvor du bliver ked af det, usikker eller får ondt i maven?

Det er nemlig en vigtig forskel. Drilleri må gerne være sjovt og hyggeligt, men det skal aldrig gøre dig ked af det eller føles ubehageligt.

Hvis det er på den måde, hvor det gør ondt indeni er det vigtigt, at du ikke står alene i det.

Så er det en rigtig god idé at fortælle det til en voksen, som kan hjælpe dig. Det kan for eksempel være en lærer eller pædagog på din skole eller en forældre. Du skal ikke gå alene med det.

Her har vi samlet nogle gode forslag til, hvordan du kan fortælle noget svært.

Hvad tænker du selv, det mest er for dig lige nu, det sjove drilleri eller det drilleri der gør dig ked af det?

Læg mærke til dine følelser

Måske kan du også prøve at lægge mærke til, hvornår du føler, at du godt kan lide ham. Er det når I griner sammen, eller når han er sød på en bestemt måde og hvornår synes du, han er irriterende?

Du kan også prøve at skrive det ned for dig selv. Det kan være små ting i løbet af dagen. Det kan hjælpe dig med bedre at forstå dine følelser og finde ud af, hvad der egentlig fylder mest.

Det må godt tage tid at finde ud af

Det er også helt okay, at det tager tid at finde ud af, hvad du egentlig føler. Du behøver ikke beslutte det hele på én gang. Nogle gange bliver man først klogere på sine følelser, når man lærer den anden lidt bedre at kende på en rolig måde.

Måske kunne du en dag prøve at skrive en besked til ham eller spørge, om I skal lave noget sammen, bare jer to. Det behøver ikke være noget stort, det kan bare være at gå en tur, hænge ud eller lave noget hyggeligt.

Når man er sammen på tomandshånd, kan det nemlig være lettere at mærke efter. Ofte opfører man sig også lidt anderledes, end man gør foran andre i klassen, og man kan bedre være sig selv.

Det kan gøre det nemmere for dig at finde ud af, om du faktisk kan lide at være sammen med ham, og hvordan det føles indeni dig. Kunne det mon være en ide?

Et lille ekstra tip

Hvis du har brug for flere gode råd, kan du også tjekke vores Scoreguide her på BørneTelefonen. Der kan du få tips og tricks til at score, den du er vild med.

Vi er her for dig

Jeg håber at du kunne bruge min hjælp. Du er altid velkommen til at kontakte os igen. Du kan også kontakte os via BørneTelefonen på 116111.

Du kan også bruge vores chatfunktion her: Det kan nogle gange være rart at kunne tale lidt frem og tilbage om det og rådgiveren kan lære dig lidt bedre at kende, før vi kommer med gode råd.

Kærlige hilsner

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat