Kondom problemer

Hejsa
Jeg er en pige på 18 år, jeg har en kæreste og har aldrig haft sex før. Vi vil begge to gerne og har endda forsøgt 4 gange, men hver gang oplever vi problemer med kondomet, vi har prøvet forskellige slags hver gang ( større og mærke, det var bare nogen vi havde fra sexualundervisning eller som vi har fået og som ikke var gået over dato ). Jeg ved ikke helt hvad det er der går galt hver gang, fordi måske er det kondomets størrelse, eller mangel på øvning, eller også er det nervøsitet der får pikken til at være mindre stiv. Jeg ved det ikke, og jeg er bange for at han tænker meget over det og så bliver pinlig berørt og nervøs og måske får endnu sværere ved at få kondomet på. Jeg har prøvet at snakke med han om at det ikke er pinligt og at vi bare prøve igen en anden gang og at det går nok og sådan noget. Men lige nu ved jeg faktisk ikke hvad vi kan gøre for at det lykkes næste gang.

Pige, 18 år

Hej 18-årige pige.

Tak for dit brev. Hvor er det godt du skriver!

Bekymringer omkring den første gang
Du fortæller at du har en kæreste og at I begge har lyst til at have sex med hinanden. Dejligt! Det er første gang for dig, jeg bliver i tvivl om det også er første gang for din kæreste?

I dit brev skriver du at I har forsøgt at have sex flere gange, men at noget går galt. At du er i tvivl om det handler om kondomet, træning eller om nervøsitet, men at pikken bliver mindre stiv og kondomet bliver svært at få på. Jeg tænker det er nogle gode og ret sandsynlige grunde. Måske er det lidt en kombination af alle tre ting?

Det lyder som om at dine tanker  om situationen også fylder meget. Det kan jeg godt forstå de gør. For selvfølgelig vil I begge rigtig gerne have det til at lykkes.

Jeg læser det som om at du spørger til hvad I nu kan gøre. Jeg vil forsøge at svare på det bedst muligt.

Kondom – rent praktisk

For det første vil jeg sige, jeg synes I er super gode, at I vil bruge kondom. Rigtig sejt! Det er en sikker præventionsform, der både beskytter mod kønssygdomme og graviditet, når det bruges korrekt. Jeg er sikker på at det med lidt træning også vil kunne fungere for jer.

I forhold til den helt konkrete måde at bruge et kondom på kan du ved at klikke på det her link se en trin- for trin guide til påføring af et kondom:

Sexlinien

Måske det vil kunne hjælpe jer. Jeg vil foreslå at I sammen at kigger på siden og ser hvordan de foreslår at man bruger et kondom. Det kan være en god ide at I taler om det på et tidspunkt, hvor I ikke lige er ved at skulle forsøge at have sex.
Når man først ligger i sengen og har lyst til hinanden er det i hvert fald svært svært at læse en vejledning (uden at lysten nok også daler..).

Når det så er sagt har du helt ret i, at det kan være næsten umuligt at sætte et kondom på, hvis der ikke er en rejsning. Og en rejsning kan være svær at bestemme over. Du skriver både ordene ‘pinlig’, ‘nervøs’, ‘bange’ – ord der dækker over følelser som kan påvirke en rejsning.

Og det leder mig til det næste:

Nervøsitet

Det vigtigste du fortæller mig i dit brev er at I begge har lyst til sex. Så er jeg sikker på resten nok skal gå med lidt træning.

Mange oplever at de kan blive lidt nervøse den første gang. Nogen kan være bange for om de kan finde ud af det. Kan du genkende de tanker? Det er helt normalt at have det sådan. Måske din kæreste også kender til dem?
Tit kan det hjælpe at fortælle den anden, hvis man er nervøs. På den måde viser man også at man har følelser med i det – det er en god ting.

Hos drenge kan præstationsangst eller tankemylder og nervøsitet gøre at rejsningen falder. Og så bliver kondomet svært at få på. Her kan det hjælpe at lægge kondomet lidt til side og ‘gå et par skridt tilbage’. Nusse og røre ved hinanden, kysse og kæle. Måske man så igen er klar til at prøve med kondomet lidt efter. Eller måske man skal vente med at have sex til næste gang?

Øvelse gør mester
Måske kan du huske dengang du var lille og skulle lære at cykle. Det er svært i starten, man skal både køre pedalerne rundt, holde balancen – og hvordan var det nu med bremsen? Og nu kan du nok slet ikke forstå, hvordan det kunne være så svært.

På samme måde er det med sex. Det skal læres, og heldigvis kan det godt være sjovt at lære undervejs hvis man er ærlig overfor hinanden og overfor sig selv.

Rigtig meget pøj pøj med det hele begge to.

Husk at du altid kan skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på 116111. Vi sidder klar til at lytte og snakke døgnet rundt.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat