Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.
Kære pige på 14 år,
Tak for dit brev, hvor du spørger om hjælp til hvad du skal gøre ved den vrede du oplever. Som jeg kan forstå på dit brev, gør dine venner, arbejde og sport dig glad, så vreden opstår mest, når du er sammen med din familie og nogle gange venner. Er det mon rigtigt forstået?
Kære dig, jeg kan godt forstå, du synes det er svært! Det er aldrig rart at blive vred og skændes. Og slet ikke fordi man jo holder af sin familie. Det kan også føles som om at man hele tiden bliver vred og kommer til at sige ting, man fortryder, som man så skal undskylde for bagefter. Det kan også være rigtig hårdt. Er det mon noget du kan genkende?
Hvor kommer vreden fra?
Du skriver, at du allerede selv har tænkt lidt over, hvor din vrede mon kommer fra. Du nævner søvn, krise med en dreng, og at du er drænet af skolen, selvom du også godt kan lide at være sammen med dine venner der. Jeg synes det lyder som om du er meget reflekteret og det er rigtig godt, at du selv har prøvet at tænke over, om der er nogle særlige situationer eller steder, hvor du ofte bliver vred. Jeg er glad for at høre, at du sover det antal timer, som en teenager normalt har brug for, og at du ikke oplever at der er specielle ting, eller dage som gør dig mere vred end andre. Det kan nemlig hjælpe med at udelukke hvad der i hvert fald ikke er grunden.
Jeg er også glad for at læse, at det ikke hænger sammen med din sport eller arbejde eller venner, at de alle er ting, der giver dig energi.
Du spørger om det kan være skolen, der gør dig vred, fordi du kan mærke, at den dræner dig for energi. Det er en mulighed, at skoletræthed kan slide dig ned energimæssigt. Det kan så videre gøre at du er træt, når du kommer hjem og ikke på samme måde kan tolerere de udfordringer der er ved at bo tæt med andre mennesker. Jeg hører fra mange unge på din alder, at skolen kan tage en masse energi, og det er naturligt, at det går ud over andre ting.
Hvis du tænker at det er skolen, der er årsagen, er det mon noget du kan snakke med en lærer om, en du har det godt med? Eller dine forældre?
Her på BørneTelefonen har vi en side om at fortælle noget svært. Der kan du få gode råd til samtalen.
Energi til hverdagen
Du skriver at din sport og dit arbejde tager meget tid, og jeg kan læse at med det og tid med dine venner, må du næsten lave rnoget hver eneste dag i ugen efter skole og i weekenden. Jeg ved at mange unge kan opleve at det i længden kan være slidende at man hele tiden skal så meget. Alle har brug for en fridag en gang mellem. Hvis du også har det på den måde, kan du overveje om det giver mening for dig at skære ned på fx antallet af dage du arbejder om ugen. Skolens tid kan man ikke sådan ændre på, men både sport og arbejde er jo noget, du har mulighed for at gøre mere eller mindre af. Hvad tænker du om det?
At være vred
Når jeg læser dit brev, tænker jeg at der ikke er noget galt med dig. Når man bliver teenager, ændrer hormonerne sig i kroppen og både din krop og din hjerne er i fuld udvikling lige nu. Måske har du aldrig rigtig været vred før og lige nu oplever du at du er vred rigtig tit. Det kan være ubehageligt. Men jeg får også lyst til at fortælle dig, at det er helt naturligt – og du er ikke alene om at have det sådan.
Vrede er en naturligt følelse, som mange unge først lærer at kende i din alder. Det er også meget naturligt at det er dine forældre og din mor, det går mest ud over, fordi du som ung også er ved at finde din plads i verden og ved at øve både dig selv og dine forældre i, at du nu er mindre barn og mere voksen. Det skaber naturligt konflikter og det hører til i et familieliv at man som teenager “kæmper” med sine forældres regler eller måder at sige ting på eller gøre ting på. Er det mon noget du kan genkende?
Grunden til at jeg fortæller dig det, er for at sige at det er helt ok, at du er vred. Og det er rigtig godt, at du selv kan mærke, hvornår det giver mening at sige undskyld bagefter. Jeg tror du vil opleve at vreden med tiden ændrer sig eller forsvinder. Det gør den nemlig for de fleste. Nogle oplever også at det er svært at bo med deres forældre, og at de når de bliver ældre, bliver bedre til at finde en god rytme med dem.
Er der mon noget af det jeg lige har skrevet, som du føler passer på dig?
Hvad kan man gøre med vreden?
Du spørger om råd til, hvad du kan gøre. Du fortæller at du har prøvet at snakke med dine forældre, men at det er svært. Måske kan du starte en snak med dem, ved at vise dem brevet her? Eller skrive et nyt brev til dem? Jeg ved fra mange andre, at det at skrive tingene ned først, gør det nemmere at få tingene sagt og man kan også bare lade dem læse det.
Det kan også være du kan spørge dine forældre, hvordan de husker det var at være teenager? Var de vrede på deres forældre? Havde de mange skænderier? Det kan være en måde at starte en snak om hvordan du har det lige nu.
Jeg tror i hvert fald at dine forældre kan være en stor støtte for dig, hvis I får snakket sammen om hvordan du har det.
Du kan også snakke med dine venner, måske er der nogle af dem, som også tit kan blive vrede på deres forældre?
Kære dig, jeg håber, du kan bruge mine tanker og ideer til noget. Husk at du altid kan skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på 116111. Vi sidder klar til at lytte og snakke døgnet rundt.
Kærlig hilsen, BørneTelefonen