Kære pige på 15 år
Hvor er det godt at læse, at du tydeligt kan mærke, hvad du vil og ikke vil. Du skriver; Til fester vil jeg bare være mig selv, og vil gøre det jeg vil!
Hold fast i det. Du har nemlig alt mulig ret til kun at at kysse, hvis du har lyst til det.
Jeg kan ikke helt læse ud af dit brev, om du til sidst kyssede ham? Du skriver nemlig i overskriften Hvordan fortryder man et kys. Måske endte det derfor med, at du frivilligt eller måske med tvang gav ham et kys?
Uanset tænker jeg, at det må have været en ubehagelig oplevelse for dig, hvis du endte med at kysse ham uden at have lyst.
Du spørger nu, hvordan man får en dreng til at stoppe med at spørge. Og du spørger i overskriften, hvordan man fortryder et kys. Jeg vil forsøge at komme med et svar til begge spørgsmål.
Hvordan får man en dreng til at stoppe med at spørge
Jeg ved ikke, om du fik sagt fra overfor drengen. Måske viste du med kroppen, at du ikke havde lyst? Måske sagde du tydeligt nej? Og måske var det svært for dig at afvise ham.
Nogle gange er folk lidt “tungnemme” – særligt hvis de har fået noget at drikke. Det var måske også tilfældet for drengen her, hvis han blev ved med at presse sig på. Og måske blev han også fysisk påtrængende?
Hvis du en anden gang oplever noget lignende, har jeg følgende råd, du måske kan bruge:
- Kig ham direkte ind i øjnene og sig “Nej”. Skub ham eventuelt lidt væk.
- Gå fysisk væk fra drengen. Måske endda hjem, hvis han bliver for påtrængende. Selvom det er surt at gå hjem fra en fest, kan det være bedr, end at ende med at gøre noget, man ikke har lyst til
- Bed om hjælp fra nogle af de andre til festen. Bed fx hans venner om at følge ham hjem. Bed dine venner om at passe på dig.
- Tag kontakt til drengen efter festen og fortæl, hvor grænseoverskridende han har opført sig. Sig at du ikke finder dig i, at han opfører sig sådan overfor dig igen.
Hvad gør man, hvis man fortryder et kys
Desværre er det sådan, at mange oplever, at deres grænser rykker sig, når de får alkohol. Og det, man synes var ok til en fest, kan man derfor fortryde dagen efter.
Det lyder nu som om, at du allerede til festen vidste, at du ikke havde lyst til at kysse drengen.
Hvis du havde det sådan, men alligevel endte med at kysse ham, kan det være, at det skyldes, at det var svært for dig at sige fra? Måske tænkte du, at han ville lade dig være, hvis du gav ham det kys?
Hvis drengen nu tror, at der er noget mellem jer pga. det kys – så kan det måske være godt for dig at få forklaret ham, at du faktisk fortryder kysset. Det er nok bedst at sige eller skrive det direkte, som det er. Du kan fx skrive: Du blev ved med at spørge mig, om jeg ville kysse. Og til sidst kyssede vi. Men det fortryder jeg.
Det kan også være, at du føler, at dine venner eller andre skal vide, at du ikke lægger noget i kysset. Dem kan du derfor også være ærlige overfor.
Hvis du på nogen måde er blevet tvunget fysisk til at kysse – så er det et overgreb. Jeg læser ikke dit brev sådan. Men hvis jeg tager fejl, så vil jeg råde dig til at tale med nogen om det. Både fordi, det kan være en ret ubehagelig oplevelse at gå med selv. Men også fordi det er vigtigt, at drengen ikke gør det igen – hverken overfor dig eller andre.
Du er meget velkommen til at ringe til os på 116111, hvis du ikke har lyst til at tale med dine forældre eller andre voksne om det.
Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig. Og jeg håber, at dit nej altid fremover vil blive respekteret. Et nej er et nej! Husk derfor på dine egne kloge ord: Til fester vil jeg bare være mig selv, og vil gøre det jeg vil!
Jeg håber, du får nogle rigtig gode sjove fester fremover.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen