Brev

Kan ikke være migselv

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år,

Hvor er det bare godt, at du skriver til os, for jeg kan fornemme, at du føler dig alene med problemerne lige nu. Du beskriver meget klart, hvad der sker i dit liv for tiden.

Det lyder ikke rart, at føle at dine forældre “kontrollerer dig som en robot”, eller at du skal leve op til et ideal om “den perfekte datter”. Det forstår jeg godt, du synes er svært.

Dine forældre kan bestemme, hvordan de vil opdrage dig, og hvad de synes er bedst for dig. Det betyder, at de godt kan bestemme nogle ting, som du ikke er enig i, så længe de stadig passer godt på dig. De kan f.eks. godt bestemme, at du skal med til fredagsbøn.

Samtidigt, så har du ret til selv at bestemme, om du vil tro, og hvordan du vil gøre det. Det har du, fordi du har ret til at have din egen religion. Selvom de gerne vil have dig med til fredagsbøn, så styrer du helt selv, hvad du vil tænke indeni imens du gør det.

Det er også vigtigt for mig at sige, at du altid har ret til at sige din mening og fortælle dem, hvordan du har det med deres beslutninger. Jeg kan høre, at du faktisk har prøvet at tale med dine forældre om religion, og at deres reaktion desværre ikke var særlig god. Jeg ville ønske, at de var lidt bedre til at lytte til dig, for jeg kan høre, at du faktisk er rigtig god til at sætte ord på, hvordan du har det. Hvordan er det mon for dig at høre mig sige det?

Du har ret til et privatliv

Når du skriver, at de kontrollerer hvad du spiser, hvad du tager på og hvad du gerne vil, så forstår jeg godt, at du beskriver dig som en kontrolleret robot. Der er flere ting,  i dit privatliv, som bliver taget fra dig. Du har ret til et privatliv, og det er ikke meningen, at dine forældre skal kontrollere alt i dit liv.

Jeg ved ikke om reglerne kommer af religion, eller hvorfor der er de regler for dig. Er der noget, de er bange for eller bekymrer sig om? Det giver god mening, hvis dine forældre gør det, fordi de ønsker at passe på dig. Men i dit brev lyder det til at være i sådan en grad, at det er svært for dig, fordi du bare vil være dig selv.

Det kan være svært at fortælle dine forældre, hvis de mener du er for ung. Men for mig lyder det til, at du er meget velreflekteret i dit brev. Jeg forstår godt, hvorfor du har det som du har det.

Derfor tænker jeg faktisk, at du måske kan få brug for en voksen, som kan hjælpe dig og som også kan forstå dig. Måske du kan bruge den voksne til at snakke med dine forældre eller til en start, blot være en voksen du kan snakke med omkring det hele.

Hjælp

Her på BørneTelefonen ved vi fra erfaring med andre børn, at nogle bliver nervøse for, hvad der sker, når man beder om hjælp. Måske har du det også på den måde? Det er måske ikke noget, du har prøvet før, og derfor virker det måske også uoverskueligt. Derfor får jeg sådan lyst til at fortælle dig, at når jeg snakker om rettigheder, som retten til privatliv, så er det ikke noget, der findes for at straffe dine forældre. De er lavet for at passe på dig.

Det lyder til, at du længe har kæmpet med problemerne selv. Jeg ved fra andre børn og unge i situationer som din, at det kan føles næsten umuligt at forestille sig, at situationen derhjemme kan ændre sig. Men der er måder at få hjælp på – også til at bruge de rettigheder, du har. Har du lyst til, at jeg fortæller dig lidt mere om det?

Tal med en ven/voksen 

Jeg får lyst til at fortælle dig, hvor stærkt jeg synes, det er, at du mærker efter og reagerer ved at skrive til os, når der er noget, du ønsker anderledes. Men det virker også til, at det måske kan være svært at tale med dine forældre om. Du har i hvert fald prøvet at tale med dem om religion, og jeg kan fornemme på dig at de desværre ikke reagerede så godt på det.

Jeg kommer derfor til at tænke på, om du mon kender andre, der har stået lidt i samme situation som dig? Hvordan blev det taget imod af deres forældre, da de sagde det højt? Tror du, det kunne være nogen, der også kunne hjælpe dig?

Har du mon en nær voksen i dit netværk, som du ville kunne dele dine situation med? Det kan måske være en lærer, en pædagog, sundhedsplejersken på skolen eller en anden voksen, som du er tryg ved.  Nogle gange er det en stor hjælp at fortælle om problemerne til en voksen, da de nogle gange kan hjælpe med at støtte dig og finde en vej ud af problemerne.

Bisidder fra Børns Vilkår 

Du har mulighed for at få hjælp af en bisidder fra Børns Vilkår.

Vores bisiddere har hjulpet mange børn og unge, der har haft brug for hjælp. En bisidder er en voksen, der kan møde dig, hvor det passer dig: På en café, på biblioteket, i en park eller hvor som helst I to aftaler.

Bisidderen lytter til dig og fortæller dig om de muligheder der er for at få hjælp. Ikke kun til dig – men også til din familie.

Jeg giver dig her et link, hvor du kan læse mere om at få en Bisidder fra Børns Vilkår .

Jeg giver dig også et link til en video med Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår. Så kan du høre lidt om, hvad det vil sige at have en bisidder fra Børns Vilkår. Det er gratis at få en bisidder.

Hvis du føler dig klar til at få en bisidder, kan du ringe direkte til Bisidningen på tlf. 35555556. Du er anonym, når du ringer.

Hvis du beslutter, at du vil have en bisidder, så har vi brug for at vide, hvem du er.

Hvis du ringer til os, og vi bliver bekymrede for dig, så skal vi fortælle det til din kommune, så vi kan sikre os, at du får hjælp. Derfor har du også muligheden for først at ringe til os anonymt, hvis du gerne vil vide lidt mere om, hvordan vi kan hjælpe dig.

Men alt det kan du tale meget mere om med bisidderen. For nu kan du bare starte med at se det, som en samtale med én voksen, der kan hjælpe dig endnu mere end jeg kan her.

Andre der kan hjælpe 

Jeg får lyst til at dele BørneTelefonens side her,  hvor du kan læse om dine rettigheder indenfor religion. Her kan du også finde breve fra andre unge med problemer med religion og tro. Nogle gange kan det være rart at se og læse, at man ikke står helt alene. For du står nemlig ikke alene.

Du kan få hjælp hos RED rådgivning. Jeg giver dig her et link til deres hjemmeside her. Deres rådgivere er rigtig gode at snakke med, hvis det er svært, at snakke med en voksen i sit eget netværk. Deres rådgivere ved hvor svært det er, når man f.eks. oplever regler i sit hjem, som føles kontrollerende.

Hos Red Center kan du få anonym professionel rådgivning ved at ringe eller skrive til brevkassen. Du kan også få et personligt møde med en rådgiver, der har tavshedspligt. Jeg tænker, at det kan være rart at snakke med dem

Du har allerede vist, at du er god til at søge hjælp. Det tænker jeg, er en styrke du kan bruge, hvis du vælger at tale med en voksen, få hjælp af en bisidder fra Børns Vilkår eller få rådgivning fra RED Center, så du for fremtiden ikke skal føle dig så kontrolleret derhjemme.

Jeg ved, at der ofte er en vej ud af problemerne. Også selvom det ikke altid føles sådan.

Du kan altid starte med at ringe til BørneTelefonen 

Hvis det hele føles overvældende og du ikke ved hvor du skal starte, hvem du skal snakke med og hvad du skal sige, så ring til BørneTelefonen på 116111. Vi vil meget gerne hjælpe dig og finde den bedste hjælp til dig. Du ringer helt anonymt og kan lægge på når du har lyst.

Knus og kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råde om hvordan du kan slappe af og finde ro

Der er forskel på at have travlt med en masse ting og så at være stresset. Det er ikke farligt at opleve mindre mængder af stress, det gør vi alle sammen. Men hvis du oplever, at du ikke kan slappe af og at du hele tiden føler dig bagud, så er det rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Der er nemlig ingen børn, der skal have stress.

Måske du tænker: Hvorfor er jeg stresset? Hvordan undgår jeg stress? Hvad er symptomerne på stress? Hvordan ændrer jeg mine forventninger til mig selv? Hvordan siger jeg nej? Hvordan får jeg mere ro i min hverdag? Hvorfor føler jeg mig aldrig god nok?

Du kan blive stresset af forskellige årsager. Det kan fx være dine forældre pludselig skal skilles og den nye situation gør dig stresset og trist. Det kan også være, at du har alt for meget, du skal nå i din hverdag. Det kan også være, at du har for høje krav til dig selv.

Her på siden kan du få gode råd og læse andre børns breve og BørneTelefonens svar. Du kan også prøve en vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe af eller du kan lave en plan, der kan hjælpe dig med, at huske dig på, hvad der gør dig i godt humør.

Stem
Føler du dig presset eller stresset? Har du meget, du skal nå i din hverdag? Stem her og se hvad andre har svaret.

Føler du dig presset?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat