Bh flash på omegle

Hej BB.

Jeg er en pige på 12 år som er ret fortivlet og bange. For nogle timer siden var mig og min veninde på Omegle (en hjemmeside hvor man kan chatte med fremmede med samme interesse som en selv).

Vi var der i noget tid før der kom et billede op med teksten, “Level 1. Make a peace sign. Make a heart sign. Show your tongue. Say your name”, min veninde fik mig overtalt til at lege med og gøre det, da vi så havde gjort det kom der et nyt billede.

“Level 2. Show your tummy. Tell me your bra size. Show your bra strap. Show your bra” min veninde sagde at hvis hun viste sin mave, så skulle jeg også vise min bh. Og det gjorde vi så.

Bagefter kom der et nyt billed, “Level 3. Show nipples. Pinch nipples. Squeeze boobs together. Show boobs” vi lukkede for omegle efter at have set det.

Nu er jeg bekymret for at den vi chattede med har taget et screenshot da jeg viste min bh. Jeg fortryder virkelig at have gjort det. Jeg er fortvivlet og bekymret. Selvom jeg kun løftede min trøje i et kvart sekundt. Jeg giver dog ikke min veninde skylden, da det var mit eget valg at gøre det. Har i nogen råd?

Pige, 12 år

Kære pige på 12 år

Tak for dit brev. Hvor var det bare godt, at du og din veninde holdt hovederne kolde og lukkede ned for chatten, da I kunne mærke, at jeres grænser blev overtrådt.

Lad mig starte med at sige, at jeg jævnligt hører lignende historier fra børn og unge, og at deres reaktioner meget har lignet dine.

Fælles for de ubehagelige chatoplevelser er, at det tit starter som en sjov og uforpligtende leg. Man gør noget, det virker uskyldigt og uforpligtende, og så langsomt og uden man når at opdage, hvad der sker, lokkes man til at gøre mere og mere, så man til sidst får gjort noget, som man bagefter fortryder.

Resultatet bliver som regel, at man, står tilbage med en angst for, om nogen offentliggør billederne, og at man føler sig snydt og/ krænket af den, man chattede med. Og rigtig tit føler man sig flov og har svært ved at få snakket med sine forældre (eller andre) om det. (Mon du kan genkende det?)

Jeg kan godt forstå, at du og din veninde fik lyst til at lege med. Jeg forestiller mig, at det både var spændende og lidt pirrende at gå med på legen. Personen I chattede med, gik langt over grænsen, så jeg kan godt forstå, du her bagefter blev nervøs for, om vedkommende evt. kunne have fundet på at optage det.

Desværre kan jeg ikke garantere dig for, at det ikke er sket; men heldigvis så nåede I jo at få stoppet “legen” forholdsvist tidligt… Derfor tror jeg ikke, det er sandsynligt, at personen vil lægge de billeder ud på nettet, (hvis de overhovedet eksisterer).

Du spørger, hvad du skal gøre. Nu er der jo gået noget tid, så måske har du allerede gjort det, jeg vil foreslå dig: Nemlig at få snakket med en af dine forældre (eller en anden voksen) om jeres oplevelse..?
 
Det er min erfaring, at de fleste forældre klart foretrækker, at deres børn kommer til dem, når de har oplevet noget ubehageligt. (Fremfor at gå alene og være bekymrede). Kan du mon det? Tit er det nemlig sådan, at ubehagelige tanker kommer til at fylde mindre, hvis man tør betro sig til nogen. Det vil sikkert også være en god ide at få snakket det hele igennem med din veninde og hjælpe hinanden med at finde på forslag til, hvordan I undgår en lignende situation i fremtiden…

Både du og din veninde er meget velkomne til at bruge BørneTelefonen (tlf 116 111) eller Chatten her på hjemmesiden, hvis I har brug for en mere personlig rådgivningssamtale. Vores rådgivere dømmer ikke og er vant til at snakke med børn og unge om alt muligt mellem himmel og jord.

Kærligst fra BørneTelefonen

Hvordan er dit digitale fællesskab?

Når man skriver sammen online, kan tonen hurtigt blive grovere, og vi kan nemt misforstå hinanden. Det kan være fordi, vi ikke kan se andres reaktioner, og derfor ikke opdager, at de måske er blevet kede af det.

Er du blevet mobbet, holdt udenfor eller talt grimt til på nettet, er det ikke okay. Og der er heldigvis en masse voksne, som skal hjælpe dig med at få det stoppet, så du kan få det bedre.

Klik dig videre her og få gode råd til dit digitale liv og fællesskab!

Trin for trin hjælp
Har du været udsat for ulovlig billeddeling? Få hjælp her, hvis nogen har delt et billede eller en video af dig.

Er dine private billeder blevet delt?

billeddeling

Er dine private billeder blevet delt? Eller har du selv delt billeder eller videoer?

Uanset om du selv har delt, har modtaget noget eller selv er blevet krænket, er det det vigtigt, at du reagerer.

Læs mere her og få hjælp til, hvad du kan gøre hvis du er stødt på det eller selv har været udsat for billeddeling. Du kan også få gode råd, læse andre børns breve, quizze eller se film om billeddeling.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat