Kære pige på 13,
Mange tak for dit fine brev. Du overvejer at skifte skole, men du er meget i tvivl. Du er faktisk splittet midt over, og har ingen ide om, hvad du skal gøre. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, så godt jeg kan.
Du skriver at du ikke har nogen venner i din klasse. Du føler dig overset. Til gengæld kan du godt lide din lærer, som du stoler meget på.
På den nye skole, er du bange for ikke at komme rigtigt ind i klassen. Du er også bange for, om du ikke kan finde en lærer på den nye skole, som du kan stole på.
Jeg kan godt forstå at du er splittet. Det er en stor beslutning at tage, og det er jo desværre også sådan med beslutninger, at man ikke ved hvordan det bliver, før man har truffet dem.
Men jeg synes det er så vigtigt at du går rundt med de tanker. Du tænker over, hvad der betyder noget for dig, og reflekterer over det. Det er det helt rigtige at gøre og mega sejt at du kan det!
Jeg går ud fra, at dine forældre allerede har været inde over, nu hvor du allerede godt ved, hvilken klasse du skal gå i, hvis du vil skifte skole. Men jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dem om, de tvivl og tanker du kan gå rundt med? Når man deler sine tanker med nogen, kan det tit hjælpe med, at tingene falder mere på plads i ens hoved. Giver det mon mening for dig?
Hvis du taler med dine forældre om det, kan i måske sammen lave en liste med fordele og ulemper ved at flytte skole. Hvis du fortæller dem, om at du er bange for at der ikke er en lærer du kan stole på, kan I måske sammen lægge en plan for det? Når du nu allerede ved, hvad det er for en klasse du måske skal starte i, kunne det jo være, du kunne få lov til at møde klasselærerne inden du beslutter om du vil starte i den nye klasse. Så har du en lidt bedre fornemmelse for, hvem de er. Kunne det mon være noget du havde lyst til?
Du kan også dele det med din søde dansklærer og høre hvad hun tænker om det. Hun ved jo rigtig meget om, hvordan du har det i skolen nu, og har måske nogle gode tanker om det, som kan hjælpe dig.
Måske kan du bruge nogle af tingene i denne guide til at skrive et brev, der kan gøre dig lidt mere klar til at tage et valg.
Jeg ved fra andre unge, at det kan hjælpe at skrive sine tanker ned i et brev – og du bestemmer jo om brevet skal sendes til nogen.
Jeg håber, du kan bruge mine tanker og ideer til noget. Husk at du altid kan skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på 116111. Det kan være meget godt, hvis du gerne vil snakke med nogen du ikke kender, om beslutningen. Vi sidder klar til at lytte og snakke døgnet rundt.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med at tage en beslutning.
Kærlig hilsen BørneTelefonen