Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Droppet ud af efterskolen

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 16-årige

Det er virkelig forskelligt, hvordan unge har det med at starte på efterskole.

En del unge bliver helt vilde med det, men rigtig mange finder også ud af, at det slet ikke lige var dem. Det havde du en anelse om, før du startede. Det er ret godt gjort, at du lyttede til dine egne grænser så hurtigt og droppede ud efter en uge, fordi du slet ikke kunne finde dig til rette.

Jeg vil gerne prøve at hjælpe dig med at finde en god vej videre nu.

Jeg forstår det sådan, at du egentlig helst vil starte på gymnasiet – men der er ikke plads, som det ser ud lige nu.

Det er sådan, at alle 15-17-årige har pligt til at være i gang med uddannelse eller beskæftigelse, der har retning mod videre uddannelse. Derfor kan du desværre ikke bare være hjemme og tage et hvilket som helst job.

Faktisk skal dine forældre kontakte ungevejledningen i jeres kommune for at høre om mulighederne. Umiddelbart er mulighederne i din situation en 10. klasse eller gymnasie, hvis der er plads.

Men det ved vejlederne i kommunen meget mere om og kan fortælle om andre muligheder for uddannelse og andre tilbud, som kan hjælpe dig lidt videre.

Du kan sammen med dine forældre læse lidt mere om det her: UG

Jeg tror, jeg kan mærke på dig, at du ikke rigtig har lyst til at gå i 10. klasse. Men et år i 10. klasse kan måske være helt okay. Jeg ved i hvert fald, at der findes rigtig mange forskellige 10. klasser. Du kan enten vælge en gymnasieforberedende med mange timer på skolebænken med fag som samfundsfag, spansk og science.

Men du kan også vælge en 10. klasse, hvor du kan dyrke din sport eller udfordre dig selv med at prøve noget nyt som fx. adventure eller innovation og entreprenørskab. Måske det alligevel kan vise sig at være et helt okay år før gymnasiestart, hvor du lærer dig selv bedre at kende eller udforsker nye områder af livet.

En ny klasse er nu kun et par uger inde i skoleåret, så de andre har endnu ikke lært hinanden at kende. Jeg tænker helt sikkert, at du kan komme ind i klassen på en god måde og få gode venner.

Hvis dine forældre og du kontakter ungevejledningen, så kan I snakke om, om det er en mulighed at stå på venteliste til en ledig gymnasieplads, selvom du starter i 10. klasse. Det tænker jeg helt sikkert, er en mulighed. Kunne det måske give mening at gøre det på den måde? Så afskærer du ikke dig selv for nogle af mulighederne.

Jeg håber, du er blevet lidt klogere på dine muligheder – og så håber jeg, at du får et rigtig dejligt år; gymnasie eller ej.

Ud fra dit brev synes jeg, at jeg kan fornemme, at du har mod på at kaste dig ud i et nyt eventyr.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

læs mere om skoleskift

Tænker du på at skifte skole eller skal du snart skifte skole? Der kan være mange grunde til, hvorfor du vil skifte skole. Nogen børn skifter f.eks. skole, hvis de bliver mobbet eller ikke føler, at de passer ind i klassen. For andre handler det mere om undervisningen, og de har enten brug for mere hjælp eller flere udfordringer.

Det er en stor beslutning at skifte skole, og det er vigtigt, at du får talt med nogen om det. Måske er du usikker på, om et skoleskift er noget for dig? Måske har du brug for hjælp til at tage beslutningen? Det kan også være, du ikke helt ved, hvordan et skoleskift fungerer.

Hvis du snart skal skifte skole, kan det være du tænker over, hvordan du får sagt ordentligt farvel til dine gamle klassekammerater. Eller hvordan du får venner i den nye klasse.

Få svar på spørgsmålene om skoleskift og få en masse råd om, hvordan du får det sagt til dine forældre eller lærere. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner i en ny klasse eller læse breve fra andre børn, der går med samme overvejelser.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat