Brev

Føler sig ikke velkommen

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år.

Hvor er det godt, at du har skrevet herind. Det lyder ikke som om, at det er nemt at være dig på gymnasiet, sådan som det er nu.

Når jeg læser dit brev, så bliver jeg nysgerrig på, om der er sket noget særligt, siden det er begyndt at gå ned ad bakke efter sommerferien? Er der mon nogle af dem, du tidligere havde det godt med, som har det på samme måde? Nogle af dem, som du kan tale med det om?

Jeg synes, at det er så stærkt og godt, at du har forsøgt at tale med en lærer om det. Hvor er det ærgerligt, at det ikke blev bedre.

Du skriver, at du ikke har lyst til at tale med dine forældre om det. Derfor vil jeg foreslå dig, at du taler med dén uddannelsesvejleder eller mentor, som må være på dit gymnasium. Mange ungdomsuddannelser har nogle ordninger, som skal støtte elevernes trivsel. Du kan måske tale med dén lærer, som du tidligere har talt med. Han eller hun kan hjælpe dig med at tale med vejlederen på dit gymnasium.

Det er muligt at skifte gymnasium, hvis der er et andet gymnasium som har en plads til dig. Det kan være, at du skal tale med nogen om grunden til, at du vil skifte gymnasium. Nogen som også hjælper med at vurdere, sammen med dig, om det giver mening. Jeg ved fra andre unge, at det kan være en stor forandring at skifte skole/gymnasie. Særligt nu, hvor der ikke er længe til at du bliver student. Så selvom jeg godt kan forstå, at det er rigtig svært at have det som du beskriver, så tænker jeg også, at et gymnasieskift kan være en stor omvæltning.

Du kan tale med din lærer og vejlederen, måske også rektoren om, om der er noget andet I kan gøre. Måske går du på en bestemt linje, men jeg tænker på, om det kunne være muligt for dig at skifte klasse? Det kan også være, at du har nogle venner i de andre klasser, som du kunne hænge mere ud med?

Prøv at tage et kig på drengene og pigerne i din klasse. Er der nogle af dem, som du har mod på at hilse på og tale med, så I kan bygge en kontakt op igen? På mange gymnasier er der forskellige grupper eller udvalg, man kan gå ind i. Måske sker der nogle ting på tværs af klasserne, som interesserer dig og hvor du kan lære andre at kende?

Udover at der kan være et stort pres mht. til lektier i gymnasiet, så sker der mange andre ting med én i de år. I er alle i personlig udvikling og I udvikler jer forskelligt. Det er naturligt, at man vil måle sig med andre omkring én og man kan nemt tænke, at vi kun kan være accepterede, når vi er på nogle bestemte måder. Gad vide, om det spiller ind i den forandring du oplever fra 1.g til 2.g?

Jeg kunne ønske for dig, at du ville dele dine tanker med nogen der er tæt på dig. Måske med en én i din familie? Eller en voksen, som du kender? Det kunne også være, at din far eller din mor faktisk ville lytte, hvis du fortalte om, hvordan du har det. Selvom man er fyldt 18 år, er man ikke færdig med at have brug for at tale med sin forældre og få deres støtte.

Måske kan du bruge mine forslag til noget. Måske får du andre idéer, som du synes, dur bedre for dig. Du er altid velkommen til at ringe til os på Børnetelefonen og tale videre med os om din situation.

Jeg ønsker dig alt det bedste herfra.

Mange hilsner fra BørneTelefonen

 

 

læs mere om skoleskift

Tænker du på at skifte skole eller skal du snart skifte skole? Der kan være mange grunde til, hvorfor du vil skifte skole. Nogen børn skifter f.eks. skole, hvis de bliver mobbet eller ikke føler, at de passer ind i klassen. For andre handler det mere om undervisningen, og de har enten brug for mere hjælp eller flere udfordringer.

Det er en stor beslutning at skifte skole, og det er vigtigt, at du får talt med nogen om det. Måske er du usikker på, om et skoleskift er noget for dig? Måske har du brug for hjælp til at tage beslutningen? Det kan også være, du ikke helt ved, hvordan et skoleskift fungerer.

Hvis du snart skal skifte skole, kan det være du tænker over, hvordan du får sagt ordentligt farvel til dine gamle klassekammerater. Eller hvordan du får venner i den nye klasse.

Få svar på spørgsmålene om skoleskift og få en masse råd om, hvordan du får det sagt til dine forældre eller lærere. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner i en ny klasse eller læse breve fra andre børn, der går med samme overvejelser.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat