Købe sex
BREV
Hej
jeg er en dreng på 15.
På det seneste er jeg begyndt at tænke meget på sex. Og vil rigtig gerne have sex med en pige. Men jeg kender ikke nogle der. Og har heller ikke nogle kæreste. Så derfor er jeg begyndt at tænke på at købe mig til det.
Har skrevet lidt med en pige på 17 og hun vil gerne mod betaling. Men er det forkert af mig at tænke sådan og burde jeg bare prøve at lade tanken forsvinde
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære dreng på 15
Det er helt normalt, at sex fylder meget i dine tanker. Det er også helt naturligt, at du gerne vil have sex med en pige nu. Så der er intet galt, i de tanker du har.
Der er mange på din alder, der endnu ikke har haft sex og som rigtig gerne vil have det. Så du er ikke alene om at have det sådan. Desværre skal man nogle gange være lidt tålmodig, før der byder sig en mulighed for at have sex. Selvom det godt kan være svært at vente.
At købe sex af nogen der er under 18, er ulovligt og strafbart. Så jeg vil fraråde dig, at lave en aftale med pigen på 17, som du skriver med.
Derudover er der mange overvejelser, som man skal gøre sig, hvis man vælger at købe sex:
Selvom det ikke er ulovligt at købe sex i Danmark (så længe personen er over 18), er der ofte meget kriminalitet forbundet med prostitutionsmiljøet. Mange kvinder er blevet handlet og har en alfons, der tjener deres penge. De steder der er mere “ordenlige”, det vil sige at kvinderne selv har valgt at være der, vil ofte ikke være tilgængelige, når man er under 18.
Det kan godt lyde meget voldsomt, men det er vigtigt at have alle overvejelser med. Når det så er sagt, vil jeg gerne gentage, at der intet er galt med dig, for at have de tanker. Du lyder til at være en reflekteret dreng, i og med at du skriver herind om råd.
Jeg håber, du vil tænke over det en gang mere og måske kan finde en ekstra portion tålmodighed frem. Sex er bedst når det er mellem to mennesker, der simpelthen ikke kan lade være med at have sex med hinanden. Det kan man ikke opnå, ved at købe det.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
Se videoer om sex, seksualitet og krop