Jeg ved ikke hvor jeg er.

Kære 18 årige dreng

Det er helt i orden, at du skriver til BørneTelefonen. Det er der mange der gør selvom de er 18 og derover, så du er ikke alene om det. Du kunne have skrevet du var 17 år, men vælger at være helt ærlig med din alder. Ligesom du åbent og ærligt, hele vejen igennem dit brev fortæller om din forvirring omkring hvem du er og din identitet.

Jeg tror de færreste mennesker har fuld kontrol over hvem de er. Det er ikke alle der tænker dybere over det, mange følger en plan de ikke selv har valgt og har det fint med det. Der hvor mange først stopper op og tænker dybere over livet, er oftest i en krise af den ene eller anden art.

Jeg fornemmer at du tænker mere end gennemsnittet gør, kan du genkende det?
Selv midt i en samtale omkring din forvirring, får du tænkt over hvad det er du vil formidle og får stoppet dig selv. Måske fordi du undervejs vurderer det, som du udtrykker, og måske endda får nedvurderet det og dermed dig selv?

Ligesom med den fling du havde for et par måneder siden. Du får tænkt en masse omkring det og analyseret forholdet og vurderet at, det er nok ikke kærestesorger, for det sluttede jo som det gør for andre, og så længe varede det jo heller ikke osv osv.

Men måske var det alligevel kærestesorg du følte, når du efterfølgende mærker at det gør noget ved din selvtillid. Og det ville være helt naturligt at føle det, uanset forholdets længde og om forhold normalt slutter for unge mennesker (og for gamle også)
Det er okay at føle sorg, uanset længde og dybde af et forhold. Måske var du forelsket i den dreng?

Måske får du lukket lidt ned for det du føler, og får overtænkt i forskellige situationer. Det er godt at kunne agere med fornuft og vælge udfra et rationale, men uden følelserne er det faktisk rigtig svært at vælge noget som helst. Følelserne er vores guideline til hvad vi kan lide og hvad vi har lyst til. Fornuften og tankerne er det, der hjælper os med at planlægge og opnå det vi gerne vil. Kan du følge mig?

Selvom du er forvirret lige nu, så formår du at fortælle om den forvirring på en meget præcis og også poetisk måde. Du skaber billeder med dine ord, når du fortæller om følelsen af at stå i en elevator og trykke på alle knapperne og alligevel ikke komme til din etage. Jeg oplever dit brev meget meningsfuldt.

Tanker kommer heller ikke i en lige og ordnet rækkefølge. De kan myldre inde i hovedet og nogen gange skal man snakke sig frem til hvad man mener og føler. Høre det sagt højt og få den der fornemmelse af “Hmm … det lød sørme rigtigt det der, jeg lige fik sagt”

Mit råd til dig er, at du får givet dig selv lov til at hakke lidt rundt i det du vil sige. At du får sagt til dig selv: “Ja lige nu er jeg forvirret, men det er alle mennesker ind imellem og det er fuldstændig okay”

Du får for hurtigt nedvurderet dig selv, når du stopper med at fortælle om dig selv til andre. Dine følelser får du måske også nedvurderet, når du ikke synes, at man kan have kærestesorger efter en fling? Kan du følge mig?

Du skal igang med at vise verden hvem du er, forvirret eller ej. Man kan ikke kun tænke sig til, hvem man er eller gerne vil være. Det skal der erfaring til at finde ud af. Erfaring får man ved at forsøge, mærke efter og prøve sig frem. Hvad gør dig glad?
Det kan være første skridt på vejen til at finde frem til, hvem du er.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Du er velkommen til at skrive igen eller ringe/sms på 116111. Jeg tror på dig. Jeg tror, at du har modet til at prøve dig frem. Præcis som når du skriver herind til os, det er der meget god vilje i at gøre.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen