Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jaloux på bedste veninde

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Hvor er det godt, at du har fundet BørneTelefonens brevkasse og skrevet herind, om det der frustrerer dig. Det er for det første rigtig flot at du nu har fortalt til en anden, hvordan du har det – at du har sat ord på. Men også at du virker til at være meget bevidst om, hvad det, du oplever, gør ved dig. Det er slet ikke alle, der så fint kan beskrive og sætte ord på de følelser og tanker, der følger med det at være et ungt menneske.

Det du oplever, lyder helt normalt. Lad mig først understrege det. Den lækre veninde og følelsen af ikke selv at slå til. Den følelse er du slet ikke alene med. Herinde hører vi jævnligt fra børn og unge, som oplever netop det, at vennen og veninden opleves mere attraktiv.

Når jeg læser dit brev, er der særligt tre ting, jeg gerne vil gribe fat i; 1) måden du oplever din veninde taler til og om dig, og 2) din oplevelse af at hun er bedre end dig, og 3) at hun er alt det du ikke er.  Jeg vil starte i omvendt rækkefølge. Det sidste er nemlig allervigtigst.

3) At hun er alt det du ikke er.
Ja. Det er hun måske. Men du er også alt det hun ikke er. Du er værdifuld, fordi du er dig. Du er ikke “Emma”. Du skal ikke være “Emma”. Du skal være dig, for det er det, du er allerbedst til.

2) At hun er bedre end dig.
Jeg bemærker, at du i dit brev har fremhævet alle de ting, du tænker er positivt om “Emma”. Og alle de ting, du tænker er negativt om dig selv. Må jeg udfordre dig til at lave en liste over alle de ting (fx mindst 5 ting) som er godt ved dig? Vi er nemlig ikke alle ens, men vi kan alle sammen noget, og vi ER alle sammen noget. Nogle gange tænker jeg, at den største kunst vi som mennesker kan lære, er at vide, at jeg er ikke bedre end dig, og du er ikke bedre end mig. Men vi er forskellige. Og det er helt okay.

1) Måden du oplever din veninde taler til og om dig.
Det er ikke i orden, at “Emma” som du betragter som veninde, ikke taler pænt om dig til andre. Måske mener hun det kun for sjov, og tænker ikke over, hvor meget det sårer dig, og derfor tænker jeg, om du har fortalt hende, at du bliver ked af det, når hun taler sådan om dig? Hvis hun virkelig er din veninde og holder af dig, så stopper hun også med at såre dig, når du fortæller hende at du bliver ked af det.

Du fortæller at venskabet også “trækker dig et trin højere op” på popularitets-stigen, og det kan jeg sagtens følge. Det er meget normalt at finde venner og veninder, som løfter en lidt op, hvor man ikke synes, man kan nå op alene. Det er normalt og helt forståeligt. Det gør langt de fleste mennesker – både børn og voksne. Men det er vigtigt at mærke efter og være bevidst om, om man taber sig selv undervejs. Trives du i venskabet?

Jeg tænker, om det er noget du har snakket med dine forældre om? Du fortæller, at “Emma” har snakket med sin mor om dig. Har du snakket med din mor om “Emma”? Kunne det være en mulighed? Hun kender dig måske bedre, og har nogle ideer til, hvad du kan sige og gøre?

En anden mulighed kunne være at tale med din yndlingslærer, hvis du har sådan en? Dit brev fortæller mig, at du er god til at sætte ord på det du tænker og føler – og hvis det er svært at sige højt, kan du måske skrive det ned inden?

Jeg håber du finder ro i, at du er lige som du skal være, og at du finder mod til at snakke med en voksen du kender og er tryg ved. Ellers er du også altid velkommen til at skrive herind igen, eller til at ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du gerne vil snakke med en anonym voksen.

De bedste hilsner fra
BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat