Hvorfor er jeg så Hjetevarm?

Brevet er anonymiseret af brevkasseredaktionen 

Hej Modtager Mit Navn er X på 17 og har lige brug for at skrive til dig:)

Jeg forstår endlig ikke hvorfor jeg skriver her, men jeg har egentlig bare lyst til at dele mine frustrationer nu.

Jeg undskylder på forhold for det lange brev, men der er meget at skulle sige.

Jeg har aldrig været særlig “populær” hele min opvækst. Igennem det meste af min skoletid har jeg for det meste været alene, drillet eller bare aldrig følt at have rigtige venner. Derfor har jeg aldrig sagt nej til folk og har tit blevet udnyttet fra mange ( især piger) til at gøre noget jeg réelt ikke ville.

Desuden er jeg tit blevet rettet med hårde ord fra min familie for ikke at udføre opgaver på den rigtige måde f.eks rydde ordentligt af efter mad osv.
Jeg ønsker mig ikke bedre forældre da de ikke har gjordt mig noget og da de er de bedste i verden, men jeg tror bare at de småting har gjordt så meget ved mit selvværd at jeg snart ikke kan se mig selv længere.

Jeg startede så på efterskole for et år siden og havde et vældig fint år hvor jeg fik nogle gode venner. Jeg lærte dog også hvordan jeg kunne føle mig stærk og glad i svære tider (især ensomhed.)
på efterskolen følte jeg mig stadigvæk som den lille fjogede dreng der ingen rigtige venner havde, men de tætte jeg havde tog mig med ned i træningscenteret og har faktisk trænet lige siden.

Savner de gutter fra efterskolen, de gav mig så meget selvtillid og et mål i livet(blive stærkere;))

I sommerferien gik det også strålende.
Jeg begyndte at meditere, spise sundere og jeg stoppede med at bide negle, som jeg har kæmpet med hele livet.

Men nu er jeg startet på gymnasiet hvor jeg føler mig dummere end nogensinde.
Jeg træner mindre og mindre, fordi jeg ikke længere føler mig stærk og glad, da jeg ikke føler at det gavner mig på nogen måde.
nu ligger jeg bare på sociale medier hele dagen, går sent i seng og vågner op mere søvnløs næste dag.
Kammeraterne er for det meste fine nok (opføre sig mere voksent og respektfuldt)
Men der er aldrig nogen der har dissideret opsøgt mig fordi jeg er interesant at snakke med.

I dag har jeg så valgt at skrive da jeg ikke kan klare det længere. Jeg arbejder i en butik (som jeg er meget glad for at arbejde i) sammen med gamle bekendte fx gamle skolekammerater.

I dag var der så en pige der ringede til mig ( en gammel skolekammerat som jeg var vildt forelsket i, hvilket jeg ikke er længere.)

Hun spurgte om vi kunne bytte vagtplan så hun i sidste ende kunne få flere vagter end mig fordi hun ikke selv kunne arbejde hendes program grundet hun ikke har tid.
Hvor dum er jeg lige så at svare “jaja det kan jeg da nok godt” uden at tænke over at jeg også er et menneske der er lige meget værd, selvom hun har mere arbejdserfaring osv og at hun også har et arbejde som hun skal passe. Jeg mener enten siger hun op, ellers får hun f****** tid til hendes vagter ved at aflyse det hun nu laver(tror det er fodbold idk)

Pointen med det hele er at jeg er træt af at blive udnyttet uden selv at tænke mig om, jeg er træt af at blive kaldt et dovenhoved af mine forældre og jeg er træt af at have så lavt selvværd. Jeg føler ikke at jeg kan forsørge over mit eget liv på grund af jeg aldrig tror på mig selv og på grund af jeg aldrig tænker mig om.

Jeg siger tit til mig selv, hvorfor kan du ikke tænke dig mere om og lad være med at lave sådan dumme fejl, du er 17 år for faen.

ved godt du ikke er løsningen på problemet da det nok bare er en af livets store udfordringer som jeg åbenbart har svært ved at klare

Men jeg har det allerede lidt bedre nu efter at dele hele min livshistorie. Hved du måske hvad jeg kan gøre ?

håber ikke at jeg har spildt din tid. VH D på 17