Kære dreng på 12 år
Jeg kan godt forstå, du bliver rigtig bange, hvis du frygter, at din familie vil stene dig.
Det er rigtigt, at det desværre i nogle lande stadig er ulovligt at være sammen med en af sit eget køn. Nogle lande har også nogle forfærdelige straffe som fx stening.
I Danmark er det helt lovligt at være sammen med en af sit eget køn. Man kan også blive gift. Det er der flere, der er – både politikere, skolelærere, politibetjente og alle mulige andre helt almindelige mennesker.
I Danmark er det ulovligt at stene folk. Jeg kan forstå, du bliver bange for det, fordi det bliver gjort i det land dine forældre kommer fra. Men i Danmark må man ikke.
Det er slet ikke sikkert dine forældre har det på samme måde, som de har i deres hjemland. Mon du har prøvet at spørge dem, hvad de tænker? Du behøver ikke at fortælle dem noget om, at du måske er til drenge. Men du kunne jo godt spørge dem, hvad de synes om det?
Nogle forældre skal have tid til at vænne sig til tanken. Især hvis de kommer fra en kultur, hvor det ikke er almindeligt.
Hvis du finder ud af, du ikke kan snakke med din familie om, at du tror, du er til drenge, så kan du måske snakke med en anden voksen? Måske der er en sød lærer på din skole? Eller måske en af dine venners forældre?
Der findes også en særlig rådgivning kaldet EtniskUng, der er eksperter i at hjælpe unge med anden etnisk baggrund end dansk. De rådgiver om alt muligt, ligesom vi gør her på BørneTelefonen, men det kunne måske være interessant at høre dem, hvad de tænker.
Du finder dem ved at klikke her..
Hvis du er bange for din familie, så synes jeg også det er vigtigt at snakke med nogen om det.
Det er vigtigt, du ikke er bange derhjemme. Det er uanset om din familie ikke kan lide, du måske er til drenge eller ej. Helt generelt skal ingen børn eller unge være bange for sin familie derhjemme.
Hvis du bliver ved med at være bange, og du ikke ved, hvem du kan tale med, så vil vi gerne hjælpe dig igen. Du kan fx skrive eller ringe igen på tlf 116 111.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen