Brev

Hjemvé

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,
Tak for dit brev. 
Jeg kan forstå på dit brev, at du er ked af at du får hjemve. Jeg kan godt forstå at det er noget du har lyst til at slippe af med, så du kan være mere fri til at sove hos dine veninder. Derfor er det også rigtigt fint, at du skriver herind og gør noget aktivt for at det skal ændre sig. 
Der er mange der oplever at have hjemve, så du er absolut ikke anderledes eller forkert. Langt de fleste vokser fra det med årerne.
Du skriver at du har haft nogle dårlige oplevelser med, at din far har tvunget dig til at sove ude, selvom du ikke har haft lyst. Det er jeg ked af at høre. Mon de oplevelser har gjort dig mere utryg ved at sove ude efterfølgende? Jeg tænker på, om du har talt med din far eller andre om hvordan du har haft det med de oplevelser og hvordan det er for dig når du får hjemve? Måske han ikke helt forstår, hvordan det føles for dig og derfor har sværere ved at støtte dig på en måde, der er god for dig. Måske er der en anden tæt på dig, som du tænker vil være meget bedre at snakke med om hjemve...og som også kan støtte dig i at sige fra over for din far, når du ikke lyst til at sove der. Det vil jo være bedst, at du sov der, når du er klar eller måske er hos ham og ikke sover der i det næste stykke tid. Mon det vil være muligt at sige eller skrive det til din far?
Det er helt forståeligt,  at du gerne snart vil sove ude og jeg tænker at det er noget du sagtens kan arbejde med at komme til. Nogle gange kan det hjælpe at blive klar over, om der er noget særligt der trigger hjemveen. Du skriver at du får ondt i maven, når du skal sove ude. Når vi bliver bange eller utrygge er det ofte fordi vi kommer til at tænke på noget, der fremkalder ubehagelige følelser. Nogle mærker det fysisk i kroppen som ondt i maven eller ondt i hovedet. Det kan f.eks. dække over angsten for, at der skal ske noget med dem derhjemme eller visheden om, at man skal undvære dem til dagen efter. Er det mon noget du kan genkende? Mon det vil være noget, du vil kunne snakke med dine forældre om?
Jeg tænker på om det kunne være en ide at skrive nogle af de tanker og følelser ned du oplever i forbindelse med hjemve? Samt noget af det du oplever hjælper til at dæmpe hjemveen. Nogle gange kan det hjælpe at skrive de ting, der er vanskelige ned og de ting som hjælper dig (de kan være at lyset er tændt, at det er aftalt at du kan komme hjem, hvis hjemveen dukker op - også om natten, eller ting som hjælper at gøre; det kan være en kop the, lytte til musik, snakke lidt) . Du kunne evt. vise dine forældre eller en anden voksen du stoler på, det du har skrevet, så i sammen kan snakke om hvordan de kan støtte dig til at få mod på at sove mere ude. Nogle oplever at det hjælper at have en aftale om, at de altid kan ringe hjem hvis de får hjemve. Måske du kunne lave en aftale med din mor om, at du ringer før du skal sove og hun kan sige noget der kan berolige dig? 
Jeg tænker også at det vil være en god idé at snakke med den veninde og hendes forældre, du skal sove ved om hjemve, så de kan støtte dig og du ikke føler du er nødt til at skjule det. Det vigtigste er at du får en god oplevelse med det at sove ude, så du oplever at du kan dæmpe hjemveen, frem for at hjemveen styrer og bestemmer. Jeg håber du fik nogle råd du kan bruge. 
Husk at du altid er velkommen til at skrive til os igen. Du er også altid velkommen til at ringe til Børnetelefonen på 116111 og tale med en rådgiver. Det er anonymt og gratis.
De bedste hilsner Børnetelefonen.

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat