Mobning i skolen
Hej brevkassen.
Jeg har et lidt stort problem. Jeg er en frisk pige på knap 15 år, og jeg går i ottende klasse. Jeg har haft en rigtig hård periode på det sidste, som også har gjort mig nogle overvejelser.
I starten af femte klasse gik det overraskede godt, men som tiden gik begyndte jeg at blive mobbet. Jeg tænkte faktisk ikke så meget over det, altså jeg sagde det til min mor, og vi fik snakket om det derhjemme, og der blev gjort ting ved det, men det har bare aldrig hjulpet.
Jeg er blevet tæsket op til flere gange (Af de samme personer) Og jeg er blevet hakket ned. Det går ud over min skolegang, fordi det er så slemt, at jeg ikke tør at lukke munden op i min klasse, fordi nogle bestemte personer griner af mig uanset om jeg siger det rigtige svar, eller det forkerte. Så lige siden femte klasse, er jeg blevet mobbet.
Da jeg så kom i syvende klasse, blev vi delt op i klasser, og jeg kom ind i en ny klasse. Jeg var meget tryg i starten, og tænkte det nok skulle gå fremad. Men jeg tog fejl, for mobningen stoppede IKKE. Jeg bliver selvfølgelig ked af det, men jeg er ved at være vant til det efterhånden.
Jeg er blevet så stærk efter alle de år, at jeg bare fik nok til sidst (I syvende klasse) at jeg tog mobberne en efter en, og ”bankede” dem til de holdte op. Jeg ved godt, at det måske ikke er den helt perfekte måde at løse det på, men jeg kunne ikke mere. Efter jeg havde ”sat” dem på plads, hørte jeg ikke fra dem i lang tid.
Men som dagene gik, kom de igen i en periode, og stoppede igen. Og nu (Ottende klasse) Er jeg begyndt at blive det igen.. Eks: ”Du har en firkantet røv” – ”Du bruger push up, og sokker i dine bh’er” – ”Du har ingen venner” – ”Du ligner en luder”.
Jeg er blevet kaldt rigtig mange dumme og modbydelige ord, som har gjort mig rigtig ked af det. Inden jeg blev mobbet, havde jeg overhoved ikke dårligt selvværd, og selvtillid.. Men det har jeg nu. Jeg har virkelig taget skade af alt den mobning.
Jeg har prøvet at skære i mig selv, men jeg græd hvergang. Jeg cutter ikke mere, og har heller ikke lysten til det, fordi jeg skader mig selv… Jeg har også tit tænkt den tanke om, at begå selvmord… Men det kan jeg ikke, fordi jeg til hver en tid vil være her for dem jeg faktisk ved, at jeg har.
Lige nu sidder jeg og græder, fordi mine følelser bliver skrevet ned. Jeg har været til psygolog flere gange, men det har ikke hjulpet. Min mor fandt mig på badeværelset igår grædende.. Jeg lå og var dybt ulykkelig. Jeg sagde til min mor, at jeg gerne vil flytte skole, men så alligevel ikke.
Jeg er så heldig, at skulle på efterskole næste år (I 9), men når man bliver mobbet, er der lang tid til. Jeg håber inderligt, at det snart stopper.. For jeg har ingenting gjort, jeg er bare en tilfældig velfungerende pige, som faktisk bare gerne vil være venner med alle. Men alle ser ned på mig uanset hvad.
Har i et godt råd til mig? For hverken min mors, eller fars virker.
Hilsen den ulykkelige pige
