Menstruation

Jeg er en pige på 12 og jeg har lige fået min første menstruation jeg er lidt bange og mest af alt ved jeg ikke hvordan jeg skal sige det til mine forældre hvad skal jeg gøre

Pige, 12 år

Kære pige på 12,

Hvor spændende at du har fået din første menstruation. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at der følger en masse blandede følelser med. Det er helt naturligt at føle sig bange og usikker, når kroppen går gennem forandringer. Derfor er det også bare godt, du skriver herind, så du ikke skal gå selv med den frygt.

Det er okay, at det føles svært at sige!

Du fortæller, du har fået din første menstruation, og du er lidt bange. Det er helt okay at have det sådan. Selvom man måske har hørt om, hvordan det er at have det, og man ved, at det vil ske en dag, så kan det være lidt chokerende, når den faktisk kommer.

Det lyder dog til, at det er det med at sige det til dine forældre, som gør dig mest usikker. Vi oplever, at mange børn kontakter os, når noget ved kroppen ændrer sig. Flere af dem fortæller, at de synes, det er svært at skulle fortælle det til deres forældre. Nogle oplever, det føles pinligt eller akavet. Mon du kan genkende det?

Jeg forstår derfor godt, hvis det kan føles som en svær ting at sige højt. Det kan virke lidt grænseoverskridende og privat. Måske man ikke vil have, at alle i familien ved det, men kun en af ens forældre. Det er også helt okay.

Vi oplever dog også, at mange føler sig lettede og glade, når de endelig får fortalt nogen om det, så de ikke behøver gå med det selv. 

Du skal vide, at det ikke er noget, som de synes er pinligt. Menstruation er nemlig en helt naturligt ting at få, når man som pige kommer i puberteten. Derfor ved dine forældre også godt, at det vil ske for dig en dag. Så de er helt sikkert forberedte på, at du en dag fortæller det.

Hvordan siger man det højt?

Nu har jeg kun dit brev, så jeg ved ikke noget om dine forældre, men jeg tænker, at der måske er en kvinde i din familie, som ved, hvordan det er at have menstruation. Det kan være en mor eller en anden kvinde tæt på dig.

Det kan være rigtig rart at have en voksen kvinde at snakke med om sin menstruation, da de har været igennem det samme i mange år, og derfor kan være gode at snakke med, hvis du bliver usikker på noget omkring din egen. 

Men det kan være svært at vide, hvordan man lige starter den samtale. Derfor har vi lavet en guide på vores side, der hjælper lidt til, hvordan man kan tale om menstruation. Den vil jeg lige give dig et link til her: Hvordan taler man om menstruation?

Du må også gerne øve dig på at sige det højt ved at ringe eller skrive ind til os. Det er der faktisk mange, der gør. Så siger man bare: “jeg vil gerne øve mig på at fortælle noget svært, kan jeg gøre det med jer?”. Det må man altid gerne. Det kan du gøre ved at ringe på 116111 eller skrive til vores chat eller sms. Det er helt anonymt.

Måske der er et særligt tidspunkt på dagen, hvor du ved, at dine forældre har god tid til at lytte til dig. Det kan være, at du ved, at de kl 20 altid er mere rolige, og der er tid til at snakke. Det kan nemlig være godt at fortælle det, mens de ikke laver en masse andet, men kan fokusere på dig.

Det kan også være, der er et tidspunkt, hvor du er selv med en af dem. Nogle gange kan det være nemmere kun at sige det til den ene til at starte med. Så kan du sige, at du har fået din menstruation, og at du bare lige havde brug for, at de vidste det. Det er nemlig også okay at sige, hvis du ikke vil snakke for meget om det.

Jeg håber, du kan få en god samtale om det. Husk på, at det er en helt naturlig ting, som næsten alle piger og kvinder skal igennem. Så det er ikke noget, du behøver være flov over at sige højt.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Knus fra BørneTelefonen

Menstruation

På vores side om menstruation kan du blive klogere på, hvad menstruation er og få gode råd til, hvordan du taler om den og en guide til bind, tampon og menstruationskop.

Flere svar om menstruation

Hvor meget bløder man?

Under en menstruation bløder man ikke mere end 50-70 ml. blod. Det svarer til omkring to-tre spiseskefulde blod.

Blodet kommer ikke på én gang, men er fordelt over hele perioden, der typisk varer 4-7 dage. De fleste bløder mest i starten af deres menstruation

springer mødommen, hvis man bruger tampon?

Nej. Mødommen er ikke en hinde, der kan sprænges, som mange tror.

Mødommen er derimod en slimhindefold, der sidder inde i pigens skede.

Slimhinden er elastisk og kan udvides, derfor går slimhinden ikke i stykker, når du bruger tampon.

Ved sex kan udvidelsen af slimhinden give en mindre blødning.

springer mødommen, hvis man bruger tampon?

Nej. Mødommen er ikke en hinde, der kan sprænges, som mange tror.

Mødommen er derimod en slimhindefold, der sidder inde i pigens skede.

Slimhinden er elastisk og kan udvides, derfor går slimhinden ikke i stykker, når du bruger tampon.

Ved sex kan udvidelsen af slimhinden give en mindre blødning.

Kan menstruationen være brun?

Ja, menstruation kan godt være brunligt.

I starten af din menstruation vil blodet ofte være mere rødt. Efter nogle dage vil blodet ofte blive mere brunligt.

Det er forskelligt fra krop til krop, hvor rødt eller brunligt blodet er.

Har man fået sin menstruation, kan man blive gravid?

Hvis man har fået sin menstruation og har sex, så er der mulighed for, at man kan blive gravid.

Derfor er det vigtigt at huske beskyttelse.

Man kan fx bruge kondom, men der findes også andre former for prævention.

Hvad er tegn på menstruation?

I dagene op til at man får sin menstruation, kan man opleve fysiske og psykiske forandringer i kroppen som fx: Ømhed i underliv og bryster, hovedpine, træthed og irritabilitet. Det er slet ikke farligt.

Der er også mange, der ikke mærker symptomer.

Begge dele er almindeligt.

kan man have sex, når man har menstruation?

Ja, man kan godt have sex, mens man har menstruation, hvis man har lyst.

Nogen piger/kvinder har mere lyst til sex under deres menstruation. Andre har det lige omvendt.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat