Hjælp ?!
BREV
Jeg har virkelig smerte fuld menstruation og min mor gider ikek at forstå det er noget galt med mig
jeg skal bruge 5 tamponer på en dag og et bind hver gang jeg skifter tampon fordi jeg bløder virkelig meget
havd skal jeg gøre skal jeg starte på p- piller ?
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære pige på 14 år
Hvor er det godt, at du skriver ind. Det lyder slet ikke rart, det du oplever og jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig lidt videre, så du ikke skal have det så slemt under dine menstruationer.
Smertefuld menstruation
Du har måske hørt, at det er “normalt”, at menstruation gør ondt. Og ja, det må gerne være lidt ubehageligt og være træls, men det skal ikke være så voldsomt og smertefuldt, som det lyder til for dig. Så det er faktisk rigtig godt, at du er opmærksom på det.
Jeg er ved ikke, hvilke bind og tamponer du bruger og derfor heller ikke, om du desværre “bare”er en af de piger, som bløder meget eller om det er for meget. Der kan nemlig være stor forskel på, mængden og smerterne fra pige til pige. Men du oplever selv, at du bløder rigtig meget og derfor tænker jeg også, at det er sådan. Uanset hvad, så skal menstruation ikke gøre SÅ ondt eller være så voldsomt, at det påvirker din hverdag.
Hvad kan du gøre?
Du fortæller, at din mor ikke virker til at ville forstå, hvordan du har det. Det er rigtig øv for dig og jeg tænker, at det må være svært, at din mor ikke vil prøve at forstå dig. Det kan måske også føles som om, at hun ikke tager dig helt seriøst. Er det mon sådan, du har det?
Du kan måske forsøge at tale med hende igen, men ellers så kan det være, at der er en anden i din familie, som du kan dele det med? Ellers vil jeg foreslå, at du kan tale med en sundhedsplejerske, hvis I har sådan en på din skole? En sundhedsplejerske er nemlig en specialuddannet sygeplejerske, som også kan støtte og vejlede dig. Hvis ikke du ved, om din skole har en sundhedsplejerske, så kan du måske spørge en af dine lærere eller tjekke din skoles hjemmeside. Hvad tænker du om den idé?
Du kan selv tage til lægen
Hvis din mor stadig ikke vil hjælpe dig eller kan forstå, at du har brug for hjælp, så er der også den mulighed, at du selv tager kontakt til din læge. Du finder oplysningerne på dit gule sygesikringskort. Du kan ringe til dem og fortælle dem om din situation og at du gerne vil tale med din læge.
Din læge skal normalt fortælle dine forældre om, hvad du bliver undersøgt og behandlet for. Hvis det kan være til skade for dig, at dine forældre får besked, kan lægen kan vælge at lade være med at fortælle dine forældre om din undersøgelse. Du kan fortælle lægen, hvis du er bange for, hvordan dine forældre vil reagere.
Du kan fortælle lægen det, som du har skrevet om her. At din menstruation er meget smertefuld og at du bløder meget. Lægen vil sikkert spørge ind til forskellige ting omkring dig og din sundhed, måske måle dit blodtryk og lytte på dit åndedræt. Det er vigtigt, at du er helt ærlig, så du kan få den bedste hjælp.
Du spørger ind til p-piller og det vil du også kunne tale med lægen om. Det er jo egentlig en form for prævention, som skal beskytte med graviditet, men nogle piger og kvinder oplever også bedring ved smertefulde menstruationer, når de begynder på for eksempel p-piller eller mini-piller.
Der kan dog også være bivirkninger ved de hormonelle præventionsformer og derfor er det vigtigt, at du taler med lægen, som er den, der kan rådgive dig allerbedst.
Jeg ved, at nogle piger er nervøse for at tage til lægen og skulle tale om de her ting. Derfor vil jeg også fortælle dig, at det er helt okay at være nervøs. Det er der mange som er, når de skal til lægen. Især hvis det er første gang, man skal fortælle om sig selv, sin sundhed og menstruation.
Men lægen er helt vant til det og de taler med alle mulige forskellige mennesker hver dag. Alle de ting, som os ikke-læger måske synes er lidt pinlige eller svære at tale om, dem synes læger er helt almindelige, fordi de taler om det og ser det hver dag. Måske det kan hjælpe at tænke på det, hvis du bliver nervøs.
Til sidst vil jeg bare igen fortælle, at det er virkelig godt, at du er opmærksom på din krop og det, som den fortæller dig. Det er virkelig sejt i din alder allerede at være så god til det og det skal du endelig blive ved med. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig med, hvad du skal gøre nu, fordi du skal helt sikkert ikke have det så skidt.
Mange knus og held og lykke fra BørneTelefonen
Menstruation
På vores side om menstruation kan du blive klogere på, hvad menstruation er og få gode råd til, hvordan du taler om den og en guide til bind, tampon og menstruationskop.