Kondomet sprang – kan jeg blive gravid af kort sex?
KORT SVAR FRA BØRNETELEFONEN
Det peger i retning af, at du ikke er gravid, men der er mange faktorer, der spiller ind. Du kan tage nødprævention senest 120 timer (fem døgn) efter det usikre samleje. Hvis det er for sent, så skal du tage til lægen og blive undersøgt og få en afklaring.
BREV
Jeg er en 16 årig pige, som her fornyligt havde sex med min kæreste. Vi havde ikke haft sex længe før det sparng, og han siger at han ikke nåede at komme. Jeg har en virkelig uregelmæssig menstruation, og har derfor ingen ide om hvornår den kommer.
Tror i, den korte tid vi havde sex og hurtige reatiktion at jeg kan nå at blive gravid?
Hilsen en meget forvirret pige, der ikke er klar til at blive gravi
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære pige på 16 år
Tak for dit brev. Og det forstår jeg godt.
Det er svært for mig at sige, om du er blevet gravid, men fordi I havde sex i kort tid, inden kondomet sprang, og I stoppede samlejet med det samme, peger det i retning af, at du ikke er gravid. Men der er mange faktorer, der spiller ind fx præsperm.
Præsperm er en væske, som kommer ud af mandens urinrør, når han bliver ophidset, som under sex. Og der kan godt være sædceller i præspermen – derfor er det muligt at blive gravid, selvom han ikke har fået udløsning i dig.
Du kan læse mere om præsperm her og om, hvad man gør, hvis kondomet springer her.
Hvis det ikke er for sent, kan du tage nødprævention senest 120 timer, altså fem døgn, efter det usikre samleje. Hvis det er for sent, så skal du tage til lægen og blive undersøgt og få det afklaret. Du kan også tale med lægen om, hvilken præventionsform I skal bruge fremover.
Du er også meget velkommen til at skrive til os igen, og du kan ringe eller chatte med os på 116111, hvis du har brug for mere hjælp.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen