Hej pige på 11 år
Det er godt, at du har skrevet til os, for jeg kan se, at du tænker meget over, om du er blevet gravid. Jeg kan berolige dig med, at du ikke er gravid, når du ikke har haft sex. Som pige skal man have haft seksuel kontakt med en dreng, før man kan blive gravid.
Du skriver, at din menstruation er 50 dage forsinket. Jeg kan godt forstå, at du undrer dig over, hvorfor din menstruation ikke er kommet endnu.
Du skriver, at der nok er en anden forklaring på, hvorfor du ikke har fået din menstruation. Det er jeg helt enig i.
Du fortæller, at du fik din menstruation for et års tid siden. Og at din cyklus blev regelmæssig en måned efter. Men ens menstruationscyklus kan godt ændre sig.
Selvom du har oplevet at have regelmæssig menstruation, så kan du sagtens opleve, at din cyklus er uregelmæssig nu – uden at det er fordi, du er gravid. Det kan der være forskellige grunde til.
En grund kan være, at din krop stadig skal vænne sig til en menstruationscyklus. Det er helt normalt, og det er der rigtig mange, der oplever. Bare rolig, du er ikke den eneste, der kan blive lidt bange for, hvorfor ens menstruation pludselig er uregelmæssig.
En anden grund kan være, hvis du har oplevet nogle forandringer i dit liv, der har været lidt hårde. Eller hvis du har tabt dig.
Jeg kommer sådan til at tænke på, om du har følt dig stresset i for eksempel skolen, fritidsaktiviteter eller noget helt tredje? Det kan nemlig også påvirke ens cyklus, hvis man går og føler sig stresset.
Hvis det er sådan, at du føler dig stresset, eller der er sket en stor forandring i dit liv, så synes jeg, at det er en god idé at tale med en om det. Det kan være din mor, søster eller skolens sundhedsplejerske.
Du har skrevet herind til BørneTelefonen, og det fortæller mig, at du er modig og nysgerrig efter at lære mere om din krop, end du allerede ved i forvejen. Har du mon lyst til at tale med din mor, søster eller sundhedsplejersken om, hvordan du går og har det? Det kan sommetider hjælpe at få sat ord på ens følelser.
Hvis det er for svært at tale med de voksne om det, så er du også altid velkommen til at ringe ind til os på BørneTelefonen på 116111.
Jeg håber, at du har bruge mine forslag.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.