Brev

14 og gravid

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 14-årige pige

Hvor er det bare godt, at du har skrevet herind til os på BørneTelefonen. Du står i et stort dilemma, og det skal du ikke være alene om. Derfor er det så godt, at du har skrevet dette brev.

Du fortæller, at du er blevet gravid med en fyr på 20. I har været sammen lidt on/off, men sidst i havde sex blev du altså gravid. Du fortæller meget klart, at du ønsker at beholde barnet. Det kan jeg virkelig også godt forstå.

Tanken om at få et barn kan være virkelig dejlig. Måske har du drømt om at du en dag skulle blive mor. Dog er det vigtig, at du overvejer hvor meget det kan betyde for dit liv. Du er ikke så gammel endnu, og når man får et barn, så står man med et kæmpe ansvar. Det kan også betyde, at du på en måde skal blive voksen, før tid – giver det mening?

Jeg ved ikke hvordan din situation er, og jeg kan ikke sige hvad du er klar til. Jeg vil blot anbefale, at du overvejer, om det er en god ide med et barn, når du er så ung. Dermed ikke sagt, at du ikke kan blive en god mor, og ham du ses med en god far.

Vigtigst af alt er nok, at du får fortalt det til din familie og faren til barnet. Jeg kan virkelig godt forstå, hvis du er nervøs ved tanken. Det er to store ting, som du skal fortælle din familie og venner. Nemlig at du er gravid og at faren er 6 år ældre end dig.

Jeg kan forestille mig, at du måske er bange for at gøre dem forskrækkede eller kede af det. Måske du også har andre følelser og bekymringer.

I Danmark er det faktisk ulovligt at have et seksuelt forhold med én under 15 år, hvis man selv er over.

Det siger jeg ikke for at skræmme dig eller give dig flere bekymringer. Men loven er lavet for at beskytte børn og unge under 15 år mod seksuel udnyttelse fra personer, der er ældre end barnet eller den unge selv. Den store aldersforskel kan nemlig betyde at forholdet kan blive lidt ulige. Det kan for eksempel betyde, at det er svært at sige fra over for den der er ældre.

Nu ved jeg ikke så meget om jeres forhold, men det er vigtigt, at du er tryg og føler dig lige med den du er sammen med. Derfor må du endelig også række ud igen, hvis du ikke er det.

Det er nok vigtigt at huske, at nogle mennesker måske vil have brug for lidt mere tid, for at kunne forstå og hjælpe dig. Måske aldersforskellen vil gøre, at de stiller spørgsmål og har kommentarer, som kan være svære at svare på. Måske de vil have brug for, at du tager dig god tid til at forklarer, hvad der er sket og hvordan du har det.

Derfor kan jeg heller ikke love dig, at de vil forstå dig og hjælpe dig med det samme. Men jeg håber – og tror på, at de hellere vil vide, hvordan du har det og at du er gravid, end ikke vide det.

Det er nemlig også rigtig vigtigt, at du får hjælp til at træffe de vigtige beslutninger, omkring barnet og din fremtid.

Ting som disse kan være rigtig svære at fortælle. Jeg ved fra andre, der har skrevet ind til BørneTelefonen, at det kan gøre det lettere, hvis man skriver et brev. På den måde, kan du være sikker på, at du får sagt lige hvad du vil. Du kan tage dig god tid, så du får fortalt det lige på den måde, som du synes er bedst. Du kan enten give dem brevet, eller du kan læse det op for dem – hvad tænker du mon om det?

Jeg tænker at du kan bruge denne metode, både når du skal fortælle det til dine forældre, men også til faren.

Ligesom med dine forældre, er det vigtigt, at faren også får det at vide, så hurtigt som muligt. Den beslutning du tager får også en står betydning for hans liv. Han kan ikke bestemme hvad du gør med din krop – altså om du beholder barnet eller ej. Men han kan også hjælpe dig med at tage en beslutning, og støtte dig.

Udover at du får talt med dine forældre og faren, så er det faktisk også vigtigt, at du får snakket med dine læge. Det er vigtigt, fordi lægen skal undersøge, om alt er vel med barnet og dig. Lægen kan også give dig gode råd og fortælle dig om, hvad der sker i din krop, når du er gravid.

Hvis du taler med dine forældre, så kan de også hjælpe dig med at tage kontakt til lægen. Måske de også gerne vil gå med dig.

Hvis du ikke er klar til at snakke med dine forældre om det endnu, så er det stadig vigtigt, at du får talt med lægen. På dit gule sygesikringsbevis står nummeret på din læge. På den måde kan du selv få en tid.

Fordi du er under 18, så har din læge ikke tavshedspligt overfor dine forældre. Det betyder, at din læge gerne må fortælle dine forældre, hvorfor du har været til læge. Du kan dog bede lægen om ikke at fortælle det til dine forældre. Hvis lægen beslutter at det er til skade for dig, hvis de ved det, så vil lægen forholde sig tavs. Men det er op til dem.

En anden mulighed er også at tage kontakt til nogen der hedder Mødrehjælpen. Dem kan du helt gratis og anonymt skrive eller ringe til. Du kan også se, om du bor i nærheden af deres rådgivningshuse – der kan du møde fysisk op. De kan hjælpe dig med at tage en beslutning om hvorvidt du vil beholde barnet eller ej, men de kan også bare rådgive om graviditet. De kan også rådgive dine forældre.

Du er selvfølgelig også altid velkommen til at ringe ind til os på BørneTelefonen. Her kan du evt. øve dig på hvordan du vil fortælle til dine forældre og faren, at du er blevet gravid. Vores nummer er 116111. Det er helt anonymt.

Til sidst vil jeg sige tak for dit brev endnu en gang. Det er meget modigt af dig, og jeg synes du lyder helt utrolig stærk. Jeg kan kun forestille mig, at du også føler dig lidt usikker ved tanken om, at du er gravid og hvad skal der så ske med din fremtid. Det gør mig glad at høre, at du har nogle gode venner, som du tror vil støtte din beslutning.

Det er vigtigt at du får delt det med nogen. Jeg tror på, at du kan finde styrken til det.

Jeg ønsker dig det bedste

Kram fra BørneTelefonen

 

 

 

Er du bange for at du er blevet gravid? Få gode råd her

Hvis du har haft ubeskyttet sex og er bange for, om du måske er gravid, kan det være, du har spørgsmål som: Hvordan ved jeg, om jeg er gravid? Hvornår kan jeg tage en graviditetstest? Har lægen tavshedspligt? Kan jeg tage en fortrydelsespille?

 

Her på siden kan du få hjælp ved at prøve guiden, læse gode råd eller breve fra andre unge. Du kan også se, hvilke rettigheder du har, hvis du skal tale med din læge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat