Kære du,
Tak for dit brev. Jeg synes du lyder, som en rigtig fornuftig og reflekterende pige, som siger meget om dig som person. Jeg kan virkelig godt forstå dine tanker, da et lille barn både vil påvirke dit og din kærestes liv.
Du skriver, at du vidste hvad du gik ind til, men det tænker jeg, at detkan være svært at forudse alt det man kommer til at føle og det kommer til at ske. Som allerede nævnt, er et barn en livsændrende begivenhed og følelserne om det, er ikke følelser du i forvejen er bekendt med. De følelser du sidder med, er helt forståelige og viser mig, at hvis barnet viser sig, at være din kærestes, så vil du tage opgaven som papmor alvorligt.
Jeg kan fornemme, at mange af dine følelser handler om hvorvidt du vil kunne klarer opgaven, som papmor. Tanker omkring hvorvidt man er god nok, især i rollen, som forælre eller papforældre, vil jeg mene, er helt naturligt. Man vil gøre det, så godt som muligt og det skaber næsten altid en form for nervøsitet og usikkerhed. Der er heldigvis ingen entydig manual, for hvordan man er en god papmor. Jeg tænker, at hvis man gør det så godt som man kan, viser engagement, kærlighed og vigtigst af alt, giver din kæreste plads til, at være far så er du allerede rigtig langt. Ofte virker det ukendte, meget mere skræmmende end det egentlig er.
Du skriver, at du er misundelig og bange for, at blive jaloux når din kæreste skal være alene med moren og barnet. Jalousi rummer svære følelser, men samtidig også noget vi mennesker ikke altid kan styrer. Vi er trods alt kun mennesker. For mig, viser dine følelser, at det er noget du er bevidst om og derfor allerede nået langt, i forhold til mange andre. Jeg tænker at det er meget vigtigt, at du og din kæreste for snakket sammen om din frygt. Hvis I kan snakke åbent om det, er det også nemmere for din kæreste, at hjælpe dig til, ikke at lade de bekymrende følelser tage overhånd. Husk på, at det er dig han har valgt som kæreste og ikke moren til barnet. Det er også vigtigt, at du husker ikke, at lade misundelsen gå ud over barnet, da barnet som den eneste, ikke har valgt, at blive sat i den her situation. Det synes jeg også er tydeligt, at du vil gøre dit bedste for barnet.
Jeg kan forstå, at du har brug for hjælp til, at håndtere dine følelser. Det synes jeg lyder rigtig fornuftigt. Jeg ved ikke, hvor mange af de her tanker du har delt med din kæreste? Jeg forstår, at han ikke helt kan følge dine tanker. Men har du mon fortalt det hele? Jeg tænker umdiddelbart, at din kæreste vil være den bedste til, at berolige dig, når de opgivende følelser trænger sig på. Måske han også går med en frygt, for hvordan det hele skal komme til, at gå?
Du skriver, at du gerne ville have en psykolog og ville ønske noget mere hjælp til unge i de her situationer. Det kan jeg godt forstå. Jeg synes også uden tvivl, at det ville være godt med voksen støtte, i din situation. Jeg tænker, at du eventuelt kunne overveje, at ringe ind til vores BørneTelefon? Her ville du kunne få vendt nogle af de tanker, som du har. Ellers tænker jeg måske dine egne forældre, kunne være en hjælp? De har måske også engang stået i en situation, hvor de frygtede om de kunne leve op, til rollen som forældre? Hvis du er på et studie, er der måske mulighed for at snakke med en psykolog eller vejleder oom følelserne. Dertil er der i alle kommuner en gratis og anonym rådgivning, hvor man kan få snakket med en rådgiver - mon det vil være en hjælp for dig?
Det lyder som om, at du og din kæreste har noget rigtig godt sammen, så jeg synes det er rigtig fint, at du vil kæmpe for det. Det er bare vigtigt, at du ikke kæmper alene, men at I kæmper sammen. Hvis I slet ikke i forstår hinanden, bliver det rigtig svært at opnå støtte, når babyen kommer. Måske du kunne overveje, at vise ham brevet her?
Jeg håber du kunne bruge nogle af mine råd og ønsker både dig og din kæreste, alt muligt held og lykke fremover.
Mange hilsner, BørneTelefonen
