I tvivl

Kære brevkassen,

jeg ved godt at jeg kun er 11 år, så i synes sikkert ikke det virker som noget stort det her eller whatever, så jeg vil også lige starte ud med at sige, hvis det har nogen betydning, at jeg altid har været meget moden af min alder.

Nå, men jeg har en kæreste (har været sammen med ham i 8 måneder), og der har både været op og nedture, og vi har været igennem en masse.

De sidste mange måneder har vi været sammen stort set hver dag, da vi boede næsten lige ved siden af hinanden inden jeg flyttede for en uge siden, så derfor blev vi også tit lidt træt af hinanden, men vi er bare så glade for hinanden, så vi kan næsten ikke lade hinanden være, men vi er også begyndt at arbejde meget på at være sammen med andre, men det har faktisk ikke så meget med det jeg ville fortælle at gøre, for det var:

Vi er desværre typerne der bliver meget nemt jaloux (arbejder vi også på), så en dag for omkring en måned eller to skete der noget rigtig træls –

jeg var taget hjem tidligere end min kæreste, og han havde været sammen med to andre piger, den ene er jeg meget gode veninder med (problemet er ikke at han var sammen med andre piger, da jeg arbejder med at han jo selvfølgelig helt selv må bestemme hvem han er sammen med), og så havde han prøvet at få hende min gode veninde og den anden pige med på at lyve for mig, og ikke fortælle mig at de var sammen

(min gode veninde ringede til mig da jeg var kommet hjem og fortalte mig det hele, og jeg blev sindsygt ked af det og fik helt ondt i maven og var sur og skuffet),

da hun på et tidspunkt havde sagt at hun ville ringe til mig til ham og sige et eller andet, og så havde han sagt ”Jamen så løber jeg lige væk”, og at hun skulle sige at han ikke var sammen med dem, og at han var sammen med sine drengevenner og sådan, og jeg snakkede med ham om det om aftenen, da han også havde været i sådan en legegruppe agtig med den anden pige og nogen andre senere, og han blev virkelig sur og ked af det på sig selv,

og jeg tænkte til sidst at alle jo kunne lave fejl og at vi nok skulle komme igennem det osv, men jeg gik alligevel i flere dage og havde ondt i maven over det, og vi kom til tider også ind på det igen, og blev uvenner, så det sårede mig dybt, og det vidste han også godt,

så en måned efter kom vi ind på det igen, og lovede hinanden at starte på en frisk og sådan, og så havde vi selvfølgelig nogen små gange hvor vi blev lidt trætte af hinanden og sådan, men ellers havde jeg en fornemmelse af at det gik meget bedre. 

Men så kom vi på et tidspunkt lidt alvorligt op at skændes på skolen, og jeg var ret provokerende overfor ham, og han gav mig en lussing. Vi har før slået hinanden for sjov, men det her var bare lidt mere, og jeg kom til også at give ham en, ingen af dem med særlig stor kraft, vi vidste bare ikke begge to hvordan vi skulle handle, men det skænderi snakkede vi OGSÅ om, og kom OGSÅ over, efter at have snakket sammen, for han havde det også rigtig dårligt med det, og blev også selv rigtig ked af det og skuffet over sig selv, så det var heller ikke det.

MEN men men, i går var jeg sammen med to af mine gode veninder, og så, så jeg ham oppe på en edderkoppe(staves??) gynge sammen med en anden pige og en dreng, og da han så mig troede han ikke at jeg havde set ham, så han skyndte sig at hoppe ned ad gyngen og gemme sig, og det gjorde mig rigtig ked af at han overhovedet ikke lærte noget af sidste gang, og vi kom slemt op at skændes,

han græd meget og jeg var også på kanten til det, men jeg har ret svært ved at komme til mine tårer, men vi var på kanten til at slå op og begge virkelig kede af det, og jeg kan slet ikke tage det når han græder på den måde, og han krammede mig og gentog at jeg ikke måtte gå, og at han ikke kunne leve sit liv uden mig og jeg sagde at han ville komme over det 

men det sagde han at han ikke ville, og alt muligt virkelig rørende, så det endte selvfølgelig med at vi blev gode venner, og elsker stadig hinanden meget højt, men når jeg tænker på at han gjorde det hele en gang til, selvom han lød virkelig meget oprigtig da han sagde alle de søde og smukke ord til mig, bliver jeg så ked af det og sur osv. og får ondt i maven og kan være i dårligt humør i lang tid.

Så jeg står i det her dilemma, jeg bare ikke kan få ud af mit hoved, men som jeg virkelig hader:

Er han den rette, eller skal jeg virkelig tage mig så meget sammen jeg nu kan og få slået op med ham, selvom det ville gøre meget ondt på mig og blive det sværeste i mit liv, og ville muligvis tage mig måneder, endda år at komme over, er det så stadig det bedste for os begge, ikke fordi jeg har lyst overhovedet?

Kan i hjælpe her? Har virkelig brug for hjælp.

Jeg håber at i fik nok information omkring mig og min situation lige nu, da den fylder meget, og vil gerne have hjælp.

Kan det også være jeg bare skal give det hele lidt tid, og måske holde en pause, selvom selv bare dét ville være hårdt for mig?

Vores forhold er også tit rigtig rigtig godt, og jeg elsker ham så meget, og det er fuld af romantik osv.

Glæder mig til at høre fra jer,

knus en 11-årig pige