Må min mor tjekke mine private beskeder?
KORT SVAR FRA BØRNETELEFONEN
Selvom du er under 18 år, har du stadigvæk ret til et privatliv. Ifølge loven må man ikke læse andres emails og beskeder. Så din mor må i teorien ikke læse dine beskeder. Men på den anden side har forældre ansvar for, at deres børn ikke bliver udsat for noget, der kan skade dem. Derfor kan de godt vælge tjekke deres barns beskeder, hvis de er bekymrede.
BREV
Jeg har længe været i tvivl om det med privatliv og rettigheder. For omkring 1 år siden skrev jeg med en dreng, som jeg ikke kendte personligt. Vores samtaler indeholdte mange private beskeder. Det fandt min mor ud af, ved at tjekke hele min mobil igennem og kigge mine private ting.
I dag har jeg en kæreste, som jeg kender personligt. Vi har været kærester i et halvt år. I starten skrev vi også nogle forholdsvis private beskeder. Igen tjekkede min mor min mobil en dag. Da hun fandt ud af det, fik jeg stuearrest i et halvt år.
Har læst nogle steder på internettet om rettighederne for ens eget privatliv. Som jeg forstår det, må forældre ikke tjekke ens private ting på mobiler, computer mm.
Er det lovligt? Og er der noget jeg overhovedet kan gøre?
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære pige på 14 år
Jeg forstår godt, du føler dig uretfærdigt behandlet og synes, du har ret til privatliv. Det er godt, du står op for dig selv og kan mærke, hvad du synes er urimeligt.
Selvom du ikke er 18 år, har du stadigvæk ret til et privatliv. Ifølge loven må man ikke læse andres post, og det gælder også digital post som emails og beskeder. Så din mor må ikke læse dine beskeder. Men på den anden side har forældre ansvar for, at deres børn ikke bliver udsat for noget, der kan skade dem. Derfor kan de godt vælge tjekke deres barns beskeder, hvis de er bekymrede for, at barnet er kommet i problemer.
Det bedste ville være, hvis du kunne få en god snak med din mor, så I sammen finder ud af en måde, hvor du føler dig respekteret. Måske ville det være en god idé, hvis du har en anden voksen, du har tillid til, der kan hjælpe dig med at tage en snak med din mor.
Hvis du har brug for at tale mere, er du altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen eller skrive til chatten.