Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Plejefamilie eller aflastning

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 16-årige pige

Når man har en søskende, der er psykisk syg, så kan det godt være rigtig svært. Det kan jeg også læse, at det er for dig. Det er meget forståeligt og helt okay. Det er godt, du skriver.

Jeg ved ikke, om du har det sådan, men jeg ved, at man godt kan komme til at føle sig overset af sine forældre. Som du så godt beskriver; dine forældre har kun haft øje på din søster. Jeg kan sagtens forstå, hvis det får dig til at føle dig udenfor og ret alene.

En del oplever sygdom i familien i en kort periode. Det kan slide rigtig meget på familien. Når det er over en periode på 8+ år, halvdelen af dit liv, ja, så må det sætte store spor både i dig og resten af familien.

Det er godt at høre, at din søster har fået det bedre. Men det er selvfølgelig ikke særlig rart, at I så er begyndt at skændes mere. Jeg tænker, det kan have med at gøre, at I nu er mere på samme niveau med psyken. Det er blot et gæt.

Dine forældre forsøger at løse konflikterne, men jeg forstår det sådan, at du føler, at al skylden ligger på dig. Sådan skal det ikke være. Du er også et barn, ligesom din søster, og du har ret til at have det godt og føle dig tryg derhjemme.

Jeg tænker da også helt sikkert, at du skal have noget hjælp til at få det bedre. Der er flere muligheder for at finde hjælp. De fleste muligheder er ved kommunen, og jeg vil hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du har lyst til at kontakte kommunen.

Det første, du kan gøre, er at ringe til kommunens anonyme rådgivning for børn og unge. Du googler bare din kommunes navn + “Anonym rådgivning børn og unge.” Så skulle du gerne kunne finde et nummer til rådgivningen.

Her sidder der voksne, som hver dag taler med børn og unge, der har det svært derhjemme. Når de tager telefonen, kan du sige: “Hej, jeg har det meget svært derhjemme. Min søster har været syg i mange år, og jeg har brug for at komme lidt væk og få hjælp.”

Kommunen vil så spørge ind til det hele derhjemme. De vil nok også tale med din mor og far. Du kan også fortælle kommunen, at du gerne vil have en aflastnings- eller plejefamilie.

På den måde kan de finde ud af, hvordan I bedst kan få hjælp. Det kan være, at I alle bliver tilbudt at tale med en familiebehandler, at du får psykologhjælp og/eller aflastning, eller at din søster kan få aflastning væk fra hjemmet nogle gange.

Nu ved jeg ikke, om du allerede har talt med en sagsbehandler eller kontaktperson hos kommunen? Hvis du har det, vil jeg gerne fortælle dig om vores bisiddere.

BørneTelefonens bisiddere er en voksen, som er din støtte. Bisidderen kan hjælpe dig med at snakke med kommunen og hjælpe dig med at få sagt de ting til kommunen, som du synes er vigtige.

En bisidder kender også meget til børns rettigheder og kan derfor også fortælle dig om de rettigheder, du har. Vores bisiddere har hjulpet rigtig mange børn og unge, der har haft det svært, med at få den hjælp de har brug for.

Hvis du føler dig klar til at få en snak om en bisidder, kan du ringe direkte til Bisidningen på tlf. 35555559 og taste 2 for Bisidning.

Du kan også læse mere her: Bisidder fra BørneTelefonen eller se her, hvordan en anden ung pige fik hjælp: Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår

En helt tredje mulighed er også at tale med din egen lærer. Måske du allerede har prøvet det. Men din lærer kan også få kontakt til kommunen. Det kan være en god idé at snakke med din lærer, fordi læreren kan være en støtte i dagligdagen og være opmærksom på, hvordan du har det.

Til sidst vil jeg også gerne fortælle dig om En Som Mig og Er du okay? – det er begge steder, hvor du kan læse mere om og høre andre børn og unge fortælle om, hvordan det er for dem at have en søskende med psykisk sygdom. Her kan du også finde tilbud om hjælp til dig som søskende.

Jeg håber, at du kan have mod på at kontakte kommunen enten ved at ringe til kommunen, ringe til vores bisiddere eller tale med din lærer.

Du har vist en stor styrke ved at skrive til mig. Derfor tror jeg på, at du har modet til at tage det næste skridt.

Et kæmpe knus og de varmeste tanker fra BørneTelefonen

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat