Brev

Mine forældre er homofobiske

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej 15-årige dreng

Hvor er det godt, at du har valgt at skrive din historie til os.

Det er slet ikke i orden, at din far slår og truer dig. Du har ret til at blive beskyttet mod vold og trusler – også når det kommer fra dine forældre.

Det er kommunens ansvar at beskytte dig. Men for at de kan gøre det, må de først vide, at du har brug for beskyttelse. Hvis du gerne vil vide, hvad din kommune kan gøre for dig, så kan du kontakte den anonyme ungerådgivning. Her kan du få hjælp til din situation. Du kan også få hjælp fra BørneTelefonen til at kontakte kommunen. Du kan skrive eller ringe til os på 116111 eller chatte med os. Så hjælper vi dig med at finde nummeret til kommunen.

Du skriver i dit brev, at du ønsker at få et andet sted at bo. Jeg ved desværre ikke, hvad din kommune vil vælge at gøre i din situation. Men de har helt sikkert ansvar for at beskytte dig mod vold og trusler om vold.

Du kan også få en Bisidder fra BørneTelefonen. En bisidder er en voksen, som kan tage med dig til møder med kommunen og sikre, at dine rettigheder bliver overholdt.

Det virker som om, at din familie har nogle meget fastlåste ideer, om hvordan man bør leve sit liv. De er åbenbart så sikre i deres tro, at de nu tror, at det er i orden at bruge vold og trusler. Men uanset hvad dine forældre er overbeviste om, så har du ret til at leve et liv fri for vold og trusler om vold.

Du har også ret til dine egne meninger, om hvordan du ønsker, at dit liv skal være. Dine tanker og følelser er dine, og dem kan dine forældre ikke bestemme over.

Jeg vil opfordre dig til at tale med en voksen, som kan støtte dig. Hvem har du mon, som du kan tale godt med? Det kan være din klasselærer, en nabo eller en vens forældre. Jeg ved fra andre unge i situationer, der ligner din, at de kan føle sig meget alene. Måske føler du, at alle omkring dig, deler din families overbevisninger.

Hvis du vælger at fortælle om volden og truslerne til en voksen, så skal du vide, at de har pligt til at fortælle kommunen om din situation. For alle voksne i Danmark skal hjælpe børn, som bliver udsat for vold og trusler om vold. Det fortæller jeg dig, for at forberede dig på, hvad der kan ske. Jeg ved ikke, om du er parat til at tage det skridt.

Måske føles det i første omgang bedre bare at tale om det at være homoseksuel i en familie, som er imod homoseksualitet?

Hvis det er sådan, du har det, kan du søge rådgivning og viden hos LGBT+ Ungdom. Det er en forening for blandt andre homoseksuelle. De har både chat og ungdomstelefon og meget erfaring med lige netop det at være homoseksuel og de udfordringer, man kan komme ud for i familien og samfundet. Her kan du også møde nogen, der oplever noget af det samme som dig. De kan være rigtig gode at tale med. Jeg ved fra andre unge, at det kan gøre stærk at møde andre, som oplever noget af det samme, som du gør.

Ved at skrive til os, har du øvet dig på at fortælle om dine oplevelser. Det er et svært men også rigtig vigtigt skridt at sige det til nogen. Du skal vide, at der findes en vej ud af truslerne og volden. Det er muligt at komme et andet sted hen, hvor du ikke skal leve med at føle dig forkert som den, du er.

Der er en plads her i verden, der er reserveret til dig. Den plads skal du fylde ud på den måde, som giver dig mening og gør dig glad. Der er andre mennesker derude, der har det som dig. Dem vil du kunne finde et fællesskab med, så du ikke skal føle dig alene.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat