Kære pige på 14 år.
Du lyder slet ikke opmærksomhedskrævende. Og selv om du har helt ret i, at det hjælper bare at komme af med sine tanker, så tror jeg, at du også vil være glad for et svar. Og det giver jeg dig nu med glæde.
Jeg kan godt forstå, at du er bekymret over, om du har arvet din fars sygdom. Den bekymring har alle, der er vokset op i en familie med en forældre, der er psykisk syg.
Skizofreni er en sygdom i hjernen, der skyldes både arv og miljø. Selvom du har arvet noget fra din far, så er det altså slet ikke sikkert, du bliver syg. Faktisk er der kun lille risiko for det. Samtidig viser symptomerne sig som regel først, når man er 18-25 år. Og altså ikke i de tidlige teenageår, som du er i nu. Derfor tror jeg slet ikke, at du er syg som din far. Samtidig er det jo også sådan, at man sagtens kan leve et almindeligt liv som skizofren, når man får den rette behandling.
Du fortæller om den belastning, det er for dig at vokse op i din familie. Der er ingen tvivl om, at psykisk sygdom i familien næsten altid præger alle i familien. At du og din lillebror oplever, at jeres far er ved at begå selvmord, er meget skræmmende og utrygt. Og det er en oplevelse, der er svær at glemme.
Du skriver ikke, om I som familie har fået hjælp til at leve sammen. Men det håber jeg, for det er ikke kun den psykisk syge, der har brug for hjælp. Det har hele familien. Dine forældre kan derfor kontakte kommunens familieafdeling, hvis de ønsker hjælp til jer alle sammen. Du og din familie kan også læse om Psykiatrifondens tilbud på deres hjemmeside
Der er gode råd både til personen med en psykisk sygdom og til dem, der er pårørende.
Når jeg læser om, hvordan du har det lige nu, bliver jeg bekymret, Det er ikke godt, at du mest lever under dynen med dine triste tanker. Lige nu fokuserer du på verden, der er fucked, men i alle menneskers liv er der også positive ting at finde. Det gælder " bare" om at finde dem og fremhæve dem. Og det er ikke altid nemt. Derfor er jeg glad for, at du nu giver dig selv en chance ved at skrive til BørneTelefonen. Det er nemlig en god start på at komme ud af sengen.
Jeg opfatter dig bestemt ikke som et opmærksomhedskrævende emobarn. Men jeg tænker, at du er gået i stå i dit liv, og at du har brug for omsorg og nogen, der lytter til dig, for at komme videre. Prøv at tænke på, hvem det kunne være?
Har du en lærer, der er god til at lytte? Eller er der en i familien, du kan betro dig til - din mor eller en bedsteforældre f.eks.? Eller sundhedsplejersken på skolen? Du oplevede selv, at det var rart at skrive brevet til brevkassen og komme af med dine tanker. Næste skridt er, at fortælle om dem til én, der kan hjælpe dig.
Jeg kan ikke fortælle, om du har en illnes. Det er din læge, der kan fortælle det. Så når du er bekymret for det, vil jeg foreslå, at du kontakter din læge evt. sammen den person, du betror dig til. Så kan I sammen finde ud af, om du har ret i din bekymring.
Som barn af en psykisk syg far, kan du kan få hjælp fra Psykiatrifondens rådgivning. De har telefonrådgivning på 3925 2525.
Du er naturligvis også meget velkommen til at ringe på BørneTelefonen på 116 111. Her kan vi snakke videre med dig om din situation og om, hvad du ønsker, der skal ske. Vi vil meget gerne hjælpe dig.
Mange gode tanker fra BørneTelefonen
