Kære pige på 13 år
Først vil jeg gerne takke dig for at vise os tillid og skrive til os på BørneTelefonen. Jeg synes det er modigt og handlekraftigt, du kontakter os . Du er god til at sætte ord på dit liv og problemerne i din familie.
Der er ingen tvivl om, du har det rigtig hårdt, og ingen skal have det sådan! Du fortæller mig, dine forældre er skilt, og du føler, du gerne vil have hjælp, men at det også er svært med indblanding udefra. Det er virkelig hårdt for dig at være vidne til, at din lillebror og mor er ensomme.
Jeg kan godt forstå, du blev bange og ked af at høre din bror sige, at hans nytårsforsæt er at dø. Jeg tænker, du måske ikke skal tage sin brors alvorlige ord så bogstaveligt. Måske er ordene et råb om hjælp, fordi din bror ønsker at komme ud af ensomheden og blive hjulpet?
Det er forståeligt, det ikke er let at tale med andre om emner, der er tunge og triste. Det ved vi fra mange andre børn og unge, der ligesom du, står helt alene og har meget at kæmpe med. Men for at der kan ske en forandring, er det vigtigt, at sige det højt. Derfor er det rigtig godt, at du handler på det, så I kan få et bedre liv.
Jeg har nogle ideer, der forhåbentlig vil kunne hjælpe dig, så du og din familie kan få det bedre. Jeg vil prøve at liste dem op her.
Mulighed 1: Jeg vil foreslå, at du fortæller din far om dine alvorlige bekymringer. Du skriver i dit brev, at det fungerer godt og fint hjemme hos din far. Du skriver ikke noget om, hvorvidt din bror er med eller ej? Jeg tænker, I nok er der sammen?
Jeg bliver nysgerrig på, om du mon har fortalt din far om din brors manglende omgangskreds og hans nytårsfortsæt om at dø? Måske har din far allerede på fornemmelsen, at din bror ikke trives, og at jeres mor har det hårdt med angsten og depressionen. Men din far ved muligvis ikke, hvor alvorligt det er?
Din brors udtalelse om, at han har lyst til at dø skal tages alvorligt. Derfor er det meget vigtigt, at du fortæller din far, at du ser, at både din mor og din bror er ramt af stor ensomhed. Du kan også fortælle ham, du føler, at I er i et stort sort hul uden nogen udvej. Ved at italesætte det kan din far få øje på, hvor store problemerne er. Herved kan din far bedre hjælpe jer op ad det sorte hul, så hullet ikke vokser sig større.
Mulighed 2: Du kan også vise dit brev og mit svar til din far eller en anden voksen, som du har tillid til. Måske kan være, du kender en sød lærer eller pædagog på din skole? Eller måske kender du et rar sundhedsplejerske eller pædagogmedhjælper i din fritidsklub?
I princippet er det ligegyldigt hvem, den voksne er. Det vigtigste er, at du føler dig tryg ved den voksne, og den voksne tager dig alvorligt og læser dit brev.
Sammen kan I snakke om, hvordan du – og din mor – kan få det bedre. Det kan være, det fx kunne være en god idé, at du, og måske din lillebror, skulle være lidt mere hjemme ved din far bare i en periode? Det er der mange familier, der bliver enige om, hvis den ene forælder ikke har det så godt psykisk eller fysisk. Der kan også være en masse andre muligheder for, at I kan bevæge jer hen imod at få det bedre.
Mulighed 3: Du skriver, at hjælp udefra vil stresse helt vildt. Måske du tænker det, fordi det føles meget privat, at din mor er syg? Eller bare tanken om at nogen skal gå rundt i jeres hjem er helt grænseoverskridende? Jeg kan i hvert fald godt forstå, hvis du tænker sådan.
Hjælp “udefra” kan være mange ting. Fx kan det bare være at læse lidt her om, hvordan andre børn og unge har det, når deres forældre bliver syge: https://bornetelefonen.dk/henvisninger/naar-far-og-mor-bliver-syg/
Der er også en hjemmeside, som hedder Er du okay? Det er en hjemmeside for børn med forældre og søskende, der er syge. Her kan man tage en test og få masser af gode råd til at være i alle de svære tanker. Du kan også se, hvilke tilbud om hjælp der er tæt på dig.
Prøv at se nærmere her: https://bornetelefonen.dk/henvisninger/er-du-okay/
Jeg vil gerne fortælle dig, at hvis din mor får det rigtig rigtig dårligt, og I børn har svært ved at have det godt derhjemme, så er det vigtigt, din mor får hjælp udefra. Det er både for at gøre det bedste for hende men også for at sikre, at du og din lillebror er trygge og bliver passet på. Det er faktisk jeres rettigheder som børn.
En sidste mulighed er, at du ringer eller skriver til os på Børnetelefonen på 116 111. Vi er vant til at tale med mange børn og unge, der ligesom du er ramt af familieproblemer.
Vi ved godt, det kan være rigtig svært og trist at tale om. Vi vil meget gerne lytte til dig og hjælpe dig på vej. Vi vil også meget gerne komme med flere ideer til, hvad du kan gøre for at hjælpe dig.
Hver dag ringer og skrive mange børn til os på BørneTelefonen. Børnene ringer, fordi mange oplever at stå alene med tunge problemer. Du kan læse mange af disse breve på BørneTelefonens hjemmeside. Måske kan breve og råd fra andre trøste og støtte dig i at finde flere løsninger på dine problemer.
Kontakt os meget gerne på BørneTelefonen, hvis du har brug for os. Jeg håber, du meget snart får det bedre derhjemme og din familie får hjælp.
De varmeste tanker og knus fra BørneTelefonen