Fortryder billede – Kan jeg straffes for et nøgenbillede af mig selv?

Du behøver ikke gå rundt med en meget stor bekymring. Kærestepar og lignende, hvor begge er over 15 år, må gerne dele seksuelle billeder og videoer med hinanden. Billederne eller videoerne må ikke videresendes og skal slettes, hvis forholdet stopper. Hvis et intimt billede bliver delt uden dit samtykke, eller hvis nogen bruger det på en måde, som gør dig utryg, er det ikke noget, du skal stå alene med. Det gælder faktisk også, hvis de opbevarer det efter du har bedt om at få det slettet.

Hej

Det kan godt være, at der slet ikke er hold i min bekymring, men jeg har alligevel brug for at dele mine tanker med nogen.

For noget tid siden sendte jeg et nøgenbillede af mig selv til en dreng og det var noget vi havde aftalt, så han sendte også retur osv. Nu er vi ikke på god fod mere og skriver ikke sammen længere. Har skrevet og bedt ham om at slette billedet – ved ikke om han har gjort det.

Sad forleden og kiggede på lovgivningen omkring nøgenbilleder og synes det er lidt svært at navigere rundt i. Jeg overtænker det muligvis, men jeg kan ikke helt slippe tanken alligevel.

Så vidt jeg forstod det, er det ulovligt at sende sådanne billeder uopfordret. Kunne også læse mig frem til at det er ulovligt at dele seksuelle billeder af folk under 18 år. Men er det også imod loven, hvis billedet er af en selv og kan man straffes for det?

Hvad hvis han påstår at det var sendt uopfordret og jeg var under 18 på billedet. Jeg er fyldt 19 nu og var 18 år da billedet blev sendt men ser generelt ret lille ud af min alder.

Er der nogen som helst måde, hvorpå han kan bevise det modsatte eller at jeg bliver straffet for det. Kan man risikere kan få en plet på diverse attester eller andet?

Selvom jeg kun har delt et billede af mig selv og ikke et billede af en anden.

På den anden side vil han ikke kunne bevise, at jeg har sendt et billede medmindre han stadig har det og hvis jeg på billedet reelt var under 18 som han påstår er han jo også skyldig og bryder loven fordi han har beholdt billedet. Er det rigtigt forstået?

Er bare bange for at det kan få konsekvenser for mig og for min fremtid selvom jeg ikke har gjort noget forkert, det er muligvis bare fordi at jeg fortryder at have sendt billedet i første omgang.

Beklager min lange besked.

Pige, 19 år

Kære du

Jeg får indtryk af, at du har tænkt rigtig meget over det her. Næsten så meget, at du er kommet til at vende situationen fra alle mulige vinkler for at finde ud af, om du kan have gjort noget forkert, eller om det kan få konsekvenser for din fremtid.

Først vil jeg gerne sige, at jeg godt kan forstå, hvis det føles ubehageligt at vide, at et intimt billede af dig måske stadig findes hos en person, som du ikke længere har kontakt med. Du er virkelig ikke den eneste, der har det sådan.

Du kan tro, at mange skriver til BørneTelefonen med samme bekymringer og oplevelser.

Samtidig får jeg lyst til at holde fast i et par ting, som måske også er værd at have med, når bekymringerne fylder.

  • Du skriver, at I begge sendte billeder til hinanden, og at det skete efter aftale.
  • Du skriver også, at du var 18 år, da billedet blev sendt.

Jeg er ikke jurist, så jeg kan ikke give dig et sikkert svar på alle de juridiske spørgsmål, du stiller. Men ud fra det, du fortæller, er det svært for mig at se noget, der gør, at du behøver være meget bekymret.

Derfor er jeg også lidt varsom med at gå for langt ind i alle de ting, der måske kunne ske. Når man er bekymret, kan man nemlig nemt komme til at bruge rigtig meget energi på at tænke over situationer, som der ikke nødvendigvis er tegn på kommer til at ske.

Jeg får lyst til at fortælle dig, at du har ret til at bestemme over billeder af dig selv.

Hvis et intimt billede bliver delt uden dit samtykke, eller hvis nogen bruger det på en måde, som gør dig utryg, er det ikke noget, du skal stå alene med. Det gælder faktisk også, hvis de opbevarer det efter du har bedt om at få det slettet.

Jeg lægger mærke til, at du flere gange vender tilbage til tanken om, hvad han kunne finde på at sige eller påstå, og om det kan få konsekvenser for dig. Det lyder heller ikke, som om du rigtig stoler på ham, og jeg kan også læse, at I ikke er på så god fod mere.

Kombineret med, at du fortryder overhovedet at have sendt det, forstår jeg godt, hvis du bliver fanget i bekymringstankerne og prøver at sikre dig mod alle mulige scenarier. Det er meget menneskeligt, især når der er noget, man fortryder eller føler sig usikker omkring.

Jeg bliver lidt nysgerrig på, om det egentlig er lovgivningen, der bekymrer dig mest, eller om det måske handler om, at du fortryder at have sendt billedet og jeres nu lidt utrygge relation?

For nogle gange kan bekymringen for regler og konsekvenser komme til at fylde, når det, der egentlig gør ondt, er følelsen af usikkerhed eller fortrydelse. Måske kunne det være rart at tale med nogen om den del af det også?

For det lyder faktisk som om, at du har gjort noget konkret for at passe på dig selv.

Du har bedt ham om at slette billedet, og måske har han faktisk gjort det. Det kan jeg jo ikke vide, og det er sikkert også svært for dig at vide med sikkerhed, især hvis I ikke længere kan tale om det på en god måde. Det forstår jeg godt er svært.

Men måske kan det hjælpe at tænke, at hvis du en dag får en reel grund til at tro, at han ikke har respekteret det, eller hvis han bruger det imod dig, er det selvfølgelig helt okay, at du reagerer og gør noget ved det.

Men lige nu får jeg også indtryk af, at du har gjort det, du kunne. Du har sagt fra og bedt ham om at slette det. Mere sikkerhed kan det måske være svært at få. Og hvis du egentlig tror på, at han har lyttet til dig, kan det også være okay, at det er godt nok for nu.

Det betyder selvfølgelig ikke, at du skal lade være med at reagere, hvis der sker noget. Men jeg tænker også på, om du måske ikke behøver at stå alene med alle de bekymringer eller blive ved med at prøve at løse et problem, som du lige nu ikke rigtig har tegn på er der.

Og måske er det også okay, hvis det, du har gjort indtil nu, er godt nok for nu. Vi kan jo ikke få fuld kontrol over alting, og nogle gange kan man komme til at bruge rigtig meget energi på at prøve at skabe sikkerhed omkring noget, som det ikke er muligt at få helt vished om.

Måske handler det ikke om, at du skal gøre mere, men om langsomt at give bekymringerne lidt mindre plads, hvis der ikke dukker nye grunde til bekymring op. Mest for at passe på dig selv. Hvad tænker du mon om det?

Det betyder ikke, at du skal lade som om, du er ligeglad – for selvfølgelig er du ikke det. Men måske behøver du ikke gå alene med dine tanker.

Det kan nogle gange være rigtig rart at tale med andre, der måske har prøvet lidt det samme.

Jeg tror som sagt at mange vil kunne genkende den usikkerhed, du har. Så måske er der faktisk også nogle omkring dig, der kender det og som kan være gode at tale med?

Måske kan det også være rart at kigge i Børn hjælper børn – eller Ung til Ung, hvor du måske kan spejle dig lidt i andres oplevelser?

Hvis du på et tidspunkt bliver bekymret for, om billedet er blevet delt, eller hvis du oplever noget ubehageligt i forbindelse med det, er du meget velkommen til at kontakte os igen. Vi kan hjælpe dig med at få overblik over dine muligheder og tale med dig om de bekymringer, der fylder.

Hvis du ønsker et mere konkret juridisk svar på dine spørgsmål, kan det også være en mulighed at kontakte en retshjælp eller anden juridisk rådgivning. Det kan nogle gange give mere ro at få vejledning fra nogen, som arbejder med lovgivningen til daglig.

Til sidst får jeg bare lyst til at sige, at jeg godt kan forstå, at det her har gjort dig bekymret. Når man er nervøs for, om noget kan få konsekvenser, giver det god mening at prøve at undersøge det og få svar. Og som jeg læser det, har du også gjort det, du kunne, for at passe på dig selv.

Jeg håber, at svaret her kan give dig lidt ro og måske hjælpe dig til at række ud og tale med nogen omkring dig.

De bedste hilsner

BørneTelefonen

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat