Autisme
Jeg er blevet fortalt af nogle bekendte, at jeg måske har autisme.
Det kom ikke som den største overaskelse for mig, da jeg kan relatere til mange autistiske træk.
Er der en måde man kan blive helt sikker på at man har autisme på, uden at få en rigtig diagnose fra lægen?
Jeg føler mig nemlig ikke klar til at få en diagnose endu.
Vh. mig
Børnetelefonen
Du har sendt dit brev til Børn Hjælper Børn. BørneTelefonen har besluttet, at det er bedst, at du får svar af en voksen rådgiver. Vi håber, at du alligevel vil kunne bruge svaret.
Hej med dig,
Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver til os, når du har brug for hjælp.
Du skriver, at der er bekendte, der tror, at du måske har autisme. Det kommer ikke som den største overraskelse for dig, fordi du kan relatere til mange autistiske træk. Og så spørger du, om der er en måde, hvor man kan blive helt sikker på, at man har autisme uden at få en rigtigt diagnose af lægen.
Jeg kan godt forstå, hvis du føler, at det kan være lidt overvældende måske at skulle have en autismediagnose af lægen. Men jeg må skuffe dig med, at der ikke er andre sikre metoder til at finde ud af, om man har autisme.
Autisme kan vise sig på forskellige måder og man kan også udvise adfærd, der ligner autisme, uden at man er autist. Og derfor skal man igennem nogle undersøgelser hos en læge eller psykiater, før man kan vide, om man har autisme. Så jeg tænker, at du må opsøge en læge, hvis du vil vide, om du har autisme.
Du fortæller, at du ikke føler dig klar til eventuelt at få en autismediagnose hos lægen endnu. Men alligevel vil du gerne vide, om du har autisme. Derfor vil jeg forslå, at du kunne snakke med en voksen, du kender godt. Hvis du taler godt med din mor eller far, kunne det være en af dem. Eller en anden fra din familie eller måske en helt fjerde voksen, du har tillid til. Du kunne fortælle, hvordan du har det. Ligesom du har fortalt os. Så vil den voksne kunne hjælpe og støtte dig til et besøg hos lægen, hvis du alligevel skulle have fået mod på det. Og så ville du ikke stå alene med resultatet. Uanset om det blev en autismediagnose eller ej.
En diagnose er jo egentligt bare et redskab, som læger bruger, når de skal tale med hinanden. Diagnoser er en form for ‘kasser’, som lægerne bruger, når de skal forsøge at få overblik, så de kan hjælpe på den bedste måde. En diagnose er ikke ‘sandheden’ om, hvordan du er. Derfor er det en god ide, ikke at tillægge diagnoser alt for stor betydning.
Nu ved jeg jo ikke så meget om, hvordan de autistiske træk, du mærker, kommer til udtryk for netop dig – det er jo forskelligt fra person til person. De fleste mærker både fordele og ulemper, som knytter sig til de autistiske træk. Måske er det også sådan for dig.
Man ved heller aldrig, hvordan ting vil ændre sig med tiden; hjernen og ens person er altid i forandring og udvikling. Det har derfor stor betydning, at man hen ad vejen lærer sig selv at kende og finder frem til de strategier og måder at gøre ting på – der føles passende og rare for én selv. Man kan sagtens have et godt liv med en autismediagnose – især når man får sig indrettet på en passende måde og talt med sine omgivelser om det. Alle mennesker har brug for at finde de strategier og måder at indrette sig på, der passer bedst til dem.
Jeg håber, du kan bruge mit svar til at komme videre og blive klogere på dig selv. Og husk, at du altid kan skrive til os igen på BørneTelefonen.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
Har du en diagnose?
Har du svært ved at følge med i skolen? Forstår dine klassekammerater dig ikke? Har du svært ved at få venner? Har du mange konflikter eller føler du dig ensom?
At leve med en diagnose kan føles svært. Andre børn og unge fortæller, at de føler sig anderledes og har svært ved at passe ind. Det kan derfor være en stor hjælp at få talt med nogen, og få hjælp til hverdagen, så den passer til dine behov.
Klik dig videre her og få hjælp til, hvordan du kan bede om hjælp og fortælle det til din klasse. Du kan også læse andres fortællinger eller få gode råd til hverdagen og hvordan man får nye venner.