Diagnose???

Kære barn på 17 år.

Hvor er det bare godt, at du skriver herind til BørneTelefonen, især når jeg kan fornemme i dit brev, at du ikke har det særlig godt for tiden, og at du føler dig forvirret over, hvad der foregår. Jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe dig!

Du fortæller, at du i mange år nu, har været tilknyttet både psykiatrien og private psykologer, fordi du hallucinerer, og har det rigtig skidt mentalt. Det er på det sidste blevet værre, og du har fået en følelse af, at der er noget “galt” med dig. Du giver udtryk for, at du gerne vil have en diagnose, så du kan få svar på hvad der foregår, da du er forvirret, men du føler ikke, at nogen vil fortælle dig noget.

Kære du, jeg kan virkelig godt forstå, hvis du synes, at det er ubehageligt at gå rundt med en følelse af, at der er “noget galt med dig”, og at det ikke er rart, at du føler, at ingen fortæller dig, hvad der foregår. Jeg kan forestille mig, at det måske føles usikkert og utrygt, når du oplever, at der er noget “galt”, men ikke ved hvad endnu?

Psykiatrien i flere år

Til at starte med, så har jeg lige brug for at fortælle dig, at jeg synes, det er så sejt og stærkt af dig, at du allerede har fået sagt højt, at du har det skidt, og at du allerede er i gang med et behandlingsforløb i psykiatrien og hos private psykologer. Det fortæller mig, at selvom du har det rigtig skidt lige nu, så er du aktivt i gang med, at gøre hvad du kan for, at det bliver bedre – Det håber jeg, at du tager stolthed i, fordi det er fandeme sejt!

Diagnose?

Jeg ved ikke, om du ved det, men der er faktisk rigtig mange mennesker, der oplever en “lettelse”, når de endelig får stillet en diagnose. For mange, så kan en diagnose gør nogle abstrakte og kaotiske oplevelser mere konkrete – som om man pludselig kan forhold sig til det hele på en anden måde, fordi man kan putte oplevelserne “ned i en kasse”, og måske endda begynde at identificere sig med den “kasse” eller “diagnose”.

Derfor, så kan jeg sagtens forstå dit ønske om, at få stille en diagnose, eller få givet et mere konkret svar på, hvad det er, der foregår. Så de her tanker om, “er der noget galt med mig”, måske kan blive lavet om til, “okay, det er ‘det her‘, jeg oplever”.

Når det så er sagt, så er det desværre ikke alle diagnoser, der kan stilles lige hurtigt. Det skyldes, at der er en masse forskellige faktorer, der spiller ind i, om det er præcis den ene eller den anden diagnose, der er rigtig. Derfor, så kan det godt tage lang tid at få stillet den rigtige diagnose.

Nu nævner du selv, at du hallucinerer, og generelt har et skidt mentalt helbred. Hallucinationer er det man kalder “psykotiske symptomer”, og de indgår i en lang række af forskellige diagnoser. Men fælles for nogle af de diagnoser er, at det tager mindst 2 år, før man kan stille diagnosen.

Måske det hjælper dig at vide, at selvom det kan føles enormt langt, og som om at du får intet at vide, at så er det måske i virkeligheden fordi, at du faktisk følger en helt normal plan for diagnosticering?

Men derfor forstår jeg virkelig godt, at det jo ikke ændrer på, at du går og venter, og måske får det værre i mellemtiden, fordi det er kaotisk og utrygt, ikke at kunne forholde sig til noget konkret. Men måske det kan være en trøst, at det nok betyder, at dine behandlere gør hvad de kan for at finde frem til den rigtige diagnose, så du kan få den bedst mulige behandling.

Hvad tænker du mon om det?

Hvis du vil læse mere om nogle af de forskellige symptomer, du er i behandling for, så kan du kigge her.

Tilværelsen i mellemtiden

Selvom det godt kan tage længere, før du får stillet en konkret diagnose, så er det jo stadig vigtigt, at du ikke bare går og venter, imens du får det værre. Derfor tænkte jeg på, om du har lyst til at snakke lidt om, hvad du ellers kan gøre i mellemtiden?

Først og fremmest, så tænker jeg, at det er virkelig vigtigt, at du får fortalt nogen, at du faktisk føler, at ingen fortæller dig noget, og at du ønsker at finde ud af, hvad det er, der foregår med dig.

Det kunne for eksempel være nogle af dine behandlere i psykiatrien, eller måske din psykolog, hvis du stadig går hos dem? Du kunne også fortælle det til dine forældre, eller en anden voksen, som du føler dig tryg ved.

Du har allerede taget en masse skridt imod, at komme i behandling, og imod en bedring, og du har også skrevet herind til os. Det fortæller mig, at du sagtens kan råbe højt, når du har det skidt. Det håber jeg, at du også husker at gøre med de her følelser, som du har fortalt mig om. Fordi det er også vigtigt, at du får hjælp og støtte til dem!

Derudover, så vil jeg give dig en henvisning til Det Mentale Motionscenter, hvor du kan finde nogle god råd, konkrete øvelser, og læse mere om, hvordan du kommer lidt ned i kroppen og ud af hovedet, som kan hjælpe rigtig meget på, at have overskud til det hele, især når det føles for svært at være i. Det tror jeg, at du ville få en masse ud af, hvis du kaster dig ud i at prøve!

Jeg synes simpelthen, at du er så stærk og modig. Det er så pisse sejt, at du har startet i et behandlingsforløb, og at du endda undervejs også tør at række ud til os, og dele dine bekymringer og følelser, når det stadig er svært, og du føler dig forvirret. Det fortæller mig, at du har styrken til at gennemføre det her behandlingsforløb, også selvom det undervejs vil være utrygt og svært.

Og så er du selvfølgelig ALTID velkommen til at skrive ind til BørneTelefonen igen, eller ringe ind på 116 111, hvis der er mere, eller noget helt andet, du har brug for at snakke om!

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Knus og et rigtig stort kram fra

BørneTelefonen.