Brev

ADHD?

hej børnetelefonen.
jeg har meget energi, kan ikke koncentrere mig, glemmer hurtigt og flere ting. jeg tror jeg har ADHD men kan ikke tage til lægen for mine forældre vil ikke tage mig. og jeg vil bare gerne vide om jeg har eller ikke har.
please hjælp mig

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,

Hvor er det stærkt, at du har mod til at skrive ind, for jeg kan fornemme, at du føler dig alene med problemerne og tankerne. Hvor er det bare stort af dig, at du deler så svær en ting med nogle. Det synes jeg virkelig er sejt gået. Du kan virkelig være stolt af dig selv.

Jeg kan godt forstå dine frustrationer omkring ikke at vide om man har ADHD eller noget helt andet. Menneskekroppen er bygget op på mange forskellige måder, hvilket betyder at alle mennesker har forskellige egenskaber.

Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke på, om du har læst meget om de her ting på nettet. Og det måske er der, du har følt dig genkendt i ADHD. 

Diagnoser er lavet til at psykologer og læger kan forsøge at hjælpe mennesker, der har nogle udfordringer. Og at stille en diagnose kræver, at man har læst mange år på universitetet, fordi det er så kompliceret en ting.

Derfor skal man passe på med at give sig selv diagnoser på baggrund af ting, man har læst. For at få stillet en diagnose, skal man nemlig igennem et længere udredningsforløb hos enten en psykolog eller en psykiater, som har mange års uddannelse og erfaring.

En diagnose består af nogle forskellige symptomer, som til sammen kan gøre, at en diagnose ”passer” på én. Men ét symptom kan godt passe under mange forskellige diagnoser. Og man kan også have et symptom uden at have en diagnose. For eksempel er koncentrationsbesvær både et symptom for depression, ADHD, nogle personlighedsforstyrrelser og meget andet.

Det er virkelig imponerende, at du selv ønsker en afklaring selvom du møder forhindringer på vejen. Det er en kæmpe styrke. Selvom dine forældre ikke ønsker at tage dig med til lægen, kan du faktisk godt selv tage alene derop.

Din læge skal normalt fortælle dine forældre om, hvad du bliver undersøgt og behandlet for.

Hvis det kan være til skade for dig, at dine forældre får besked, kan lægen kan vælge at lade være med at fortælle dine forældre om din undersøgelse. Fortæl lægen, hvis du er bange for, hvordan dine forældre vil reagere.

For at kontakte din læge, skal du ringe til det nummer der står på dit gule sygesikringskort. Du kan ringe ind og fortælle dem, at du ønsker at snakke med en læge, fordi du er i tvivl om du har ADHD.

Jeg tror også det vil være en god ide at fortælle en voksen disse tanker. Har du en voksen udover dine forældre du føler dig tryg ved? Det kan være din onkel, nabo eller din lærer. Det er ligegyldigt hvem det er, det er bare vigtigt at du stoler på denne voksen og føler dig tryg ved deres tilstedeværelse.

Du kan også ringe til din kommunes anonyme rådgivning for børn og unge. Du kan google ’anonym rådgivning’ og din kommunes navn for at finde nummeret. Hvis du er tvivl, kan du ringe til BørneTelefonen. Så kan vi finde nummeret sammen.

Hvis du har lyst til at prøve kræfter med at tale om det med nogen, du ikke kender, kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116111. Det hjælper for mange børn og unge i din situation.

Når du har prøvet et eller flere af mine forslag, kan det være, du skal kontakte os igen. Måske virkede det anderledes, end du havde forventet. Men det er en god ide at prøve flere ting af.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Har du en diagnose?

Har du svært ved at følge med i skolen? Forstår dine klassekammerater dig ikke? Har du svært ved at få venner? Har du mange konflikter eller føler du dig ensom?

At leve med en diagnose kan føles svært. Andre børn og unge fortæller, at de føler sig anderledes og har svært ved at passe ind. Det kan derfor være en stor hjælp at få talt med nogen, og få hjælp til hverdagen, så den passer til dine behov.

Klik dig videre her og få hjælp til, hvordan du kan bede om hjælp og fortælle det til din klasse. Du kan også læse andres fortællinger eller få gode råd til hverdagen og hvordan man får nye venner.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat