Fake Snapchat profil truede mig med at dele nøgenbilleder
BREV
Brevet er anonymiseret af BørneTelefonen
Hey.
For godt 2 ugers siden addede jeg en på Snapchat, som jeg ikke kendte.
Der var så en fake profil som skrev til mig, og sagde at hvis ikke jeg sendte ham nøgenbilleder, så ville han dele et af mig.
Jeg ved at jeg ALDIG har taget et nøgenbillede, eller noget som overhovedet ligner, så jeg sendte ham selvfølgelig ikke noget. Jeg slettede ham bare.
Alligevel tænker jeg på det han sagde hver dag, og selv om at jeg ved det bare tricker min hjerne, så er jeg stadig lidt bange…
jeg kan ikke snakke med mine forældre eller nogle voksne jeg kender, for jeg har ALTID fået afvide siden jeg fik lov til at få sociale medier, at jeg ikke skulle snakke/skrive med folk jeg ikke ved hvem er…
håber i har et råd til, at jeg ikke kommer til at tænke så meget på det
Knus mig
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Hej 15 årig pige
Jeg kan godt forstå, at du har fået en forskrækkelse, og at tankerne kører rundt i dit hoved. Det er der ikke noget, at sige til – for du er blevet truet, og det er slet ikke okay!
Du har jo gjort alt det rigtige, og har handlet meget ansvarligt ved, at slette ham.
Desværre er sociale medier et paradis for voksne, som gerne vil i kontakt med børn og unge – de er super “dygtige”, og ved lige hvad de skal skrive, eller hvilke billeder de skal lægge op. Dine forældre har ret i, at du skal være meget påpasselig og tænke dig godt om. Det fandt du jo også ud af, og handlede netop i den ånd som dine forældre har lært dig – mega sejt gået!
Jeg synes, at du alligevel skal fortælle dine forældre om din oplevelse – både for at få det ud af dit system, men også fordi dine forældre kender dig og kan støtte dig. De vil sikkert være glade for, at du deler din oplevelse med dem, og at du handlede som du gjorde. Selvom du måske har skrevet med nogen, du ikke kender.
Jeg kan godt forstå, at man kan blive nysgerrig. Det er helt almindeligt, at man måske endda også kan føle sig lidt glad over, at der er nogle, der har lyst til at være i kontakt med dig. Men desværre, kan man også være rigtigt uheldig og komme ud for nogle ubehagelige oplevelser.
Måske du og dine forældre, kan få en snak om, hvad du kan gøre for at undgå lignede oplevelser senere hen. Og hvis du alligevel kommer ud for det igen, kan du overveje om du vil melde det til Snapchat eller til politiet. Som sagt, er det nemlig ulovligt at true på den måde, som han har gjort.
Jeg syntes også, at du skal overveje at dele din oplevelse med dine venner – på den måde kan I i vennegruppen få en snak om, hvordan man “opfører” sig på de sociale medier. Der er intet at være flov over – du må huske på, at dem med fake profiler er top trænet i, hvordan man indfanger børn/unge. Du har ikke gjort noget forkert.
Jeg synes, at du har taklet det super flot og jeg ønsker dig alt det bedste!
Hilsen BørneTelefonen