Kære pige på 13 år.
Tak for dit ærlige brev. Det du fortæller med, at der poppede noget op på skærmen, tror jeg at mange har oplevet. Det er rigtigt godt, at du har talt med dine forældre om det. Jeg tror ikke, at der sker noget ved det.
Du fortæller, at du så porno, fordi du ikke var med til seksualundervisningen. Jeg vil derfor lige fortælle dig, at det man ser i porno ofte er meget langt fra virkeligheden. Det er skuespillere der er med i pornofilm og de er instrueret af et helt filmhold, til at gøre det de gør. Porno er jo lavet til voksne, og kan virke meget voldsomt, fordi man ser billederne meget tæt på og der er heller ingen følelser med. Almindelig kærlig sex foregår for det meste meget mere stille og roligt og slet ikke så vildt som i pornofilm. I stedet vil jeg anbefale dig at kigge på en rådgivning for børn og unge, der rådgiver og fortæller om sex, sexualitet, prævention og mange andre ting omkring sex: www.privatsnak.dk
Du fortæller også, at du før har brugt andres email i forbindelse med snapchat? Jeg ved ikke om du har haft en aftale med andre om, at bruge deres konto, men ellers så må man ikke. Jeg tænker, at det er fordi du ikke har din egen konto på snapchat? Måske kunne det være en idé at du får snakket med dine forældre om det, hvis du gerne vil have en snapchat konto eller adgang til de andre sociale medier. Så kan de nemlig hjælpe dig med hvordan du bedst muligt er på dem og de kan hjælpe dig med, hvordan man kommunikerer på de steder. Der kan nemlig ske meget mobning og andre ubehagelige ting på de sociale medier, som man kan have brug for voksne, til at hjælpe med at undgå.
Jeg synes at det er super godt og modigt, at du har skrevet herind. Du har selv kunne mærke at det der er sket, ikke er rart. Det er vigtigt at kunne mærke det.
Venlig hilsen BørneTelefonen