Børneporno links
BREV
Hej
jeg er en dreng på 12 år som har rodet mig ud i noget værre rod.
Da jeg var på internettet og søgte på porno, kom der noget børneporno frem. Jeg blev “nysgerrig” og søgte på børneporno. Jeg blev overrasket da jeg fandt ud ad der var børneporno på nettet. Sådan lige uden videre, pga. jeg ved det er ulovligt.
Da jeg så gik ind på siden, kom der en stor meddelse på min iPad om at jeg er beskyldt for at sprede børnepornografiske billeder, og at jeg skulle betale 1000kr eller sådan i den dur (med lovene. Prisen på bøderne etc.) Så kom der en besked op at jeg skulle skrive adgangkoden til mobilepay (som jeg ikke har) og overføre de 1000kr. Er dette rigtigt?
Kommer der nogle politimænd, bliver politiet overhovedet involveret?
Vær sød at svare hurtigt da jeg er meget bange for hvad der skal ske.
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære dreng på 12 år
Det må have været en rigtig ubehagelig oplevelse for dig. Først at kunne finde noget børneporno på nettet, og bagefter at få den ubehagelige besked på din skærm. Det har helt naturligt gjort dig bange for, om politiet bliver involveret. Derfor er det rigtig godt, at du har skrevet herind, så du kan få svar på dine spørgsmål.
Jeg kan berolige dig med, at politiet ikke sender beskeder ud over nettet, om at man har gjort noget ulovligt, og at man skal betale en masse penge. Den type beskeder kommer fra nogle andre, der vil gøre folk så bange, at nogle af dem vælger at betale. Man skal aldrig betale, når der kommer sådan en besked op, og man skal heller ikke udlevere koder til MobilePay, hævekort eller andre ting. Så det, du oplevede, har intet med politiet at gøre. Det var blot nogle, der forsøger at skræmme andre til at betale dem penge.
Børneporno er ulovligt, som du skriver. Og der er flere, der forsøger at bekæmpe børneporno på nettet og få stoppet dem, der laver det og lægger det ud. Red Barnet har et sted, hvor du vil kunne ”melde” de sider, du har været inde på. Også uden at du behøver at fortælle, hvem du er. Red Barnet vil så forsøge at få stoppet de sider. Hvis du vil vide mere om det, kan du læse mere på http://stopdigitaleovergreb.nu/redbarnet/anmeld/.
Hvis du har flere spørgsmål, eller bare har lyst til at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.
Kærlig hilsen BørneTelefonen