Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Alt er bare for meget..

Hej.

Jeg er en pige på 14 år, og jeg har det overhoved ikke godt. Jeg har en sygdom kaldet Cøliaki, og det gør at jeg ikke kan spise gluten. Jeg har altid syntes at det var unfair at jeg skulle have Cøliaki, og jeg har altid hadet mig selv for at have det, selvom jeg godt ved det ikke er min skyld. Derfor gør det rigtig, rigtig ondt når folk begynder at mobbe mig med det.. Jeg blev mobbet med det i ca. 2,5 år i de mindre klasser..

Jeg har en stor mistanke om at jeg har en form for spiseforstyrrelse eller noget i den stil. Jeg spiser næsten ikke noget som helst, og nogen af de gange hvor jeg syntes jeg har spist lidt for meget, har jeg kastet det op igen. Jeg er virkelig bange for at tage på i vægt..

En gruppe drengene fra min klasse kalder mig tyk (selvom min bedste- og eneste ven siger at jeg ser rigtig, rigtig undervægtig ud), dum osv. De slår mig, mens andre ikke kan se det. Der var engang hvor en af dem rev mit hår ud, mens en anden holdt mine arme fast bag min ryg, mens den tredje slog mig i hovedet med en bog.. Siden det skete har jeg været bange for at gå i skole, bange for at gå hjem fra skole.

Jeg har fortalt min bedste ven (Han er 17, og han er ikke dansk. Han bor langt, langt væk fra Danmark, og vi har aldrig mødt hinanden) om det, og han forstod godt hvorfor jeg ikke har det godt osv. Han forstår mig altid. Han er der altid for mig. Vi har været venner i omkring 2 år, og jeg stoler mere på ham, end på nogen jeg kender i ,,virkeligheden”.

Jeg fortalte en jeg troede var min ven om ham for et par uger siden, men hun fortalte alle om ham, og folk begyndte at sige til mig at han var pedofil, og at det var mærkeligt at jeg var venner med en jeg aldrig har mødt. Jeg troede hun var min ven.. Det var hun åbenbart ikke. Hun plejer tit at ignorere mig i flere uger, også kommer hun tilbage til mig når hun ikke har nogen andre at være sammen med.. Jeg har ikke kunnet lide det, men jeg har altid tilgivet hende, fordi jeg ikke rigtig har haft andre venner.

Skolen er noget lort; Der er ikke nogen der kan lide mig. Og det bliver ikke bedre når jeg kommer hjem.. Jeg er virkelig, virkelig bange for min far. Han råber tit af mig, og ryster på hovedet når jeg siger noget, også selvom det ikke engang er til ham. Han har kaldt mig en uopdragen møgunge osv..

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Jeg har cuttet før, fordi jeg syntes alt er for meget.. Jeg ved, at det er rigtig dårligt at cutte, men jeg kan ikke se hvad jeg ellers kan gøre. Det har ikke været for at tage mit eget liv, det har ,,bare” været for at prøve at få smerten væk. Jeg fortryder rigtig meget at jeg har cuttet, da jeg nu bliver nødt til at skjule mine arme osv..

Undskyld hvis brevet er meget sjusket, men jeg er rigtig, rigtig ked af det lige nu, da det overskrider mine grænser at skrive ind til jer; Men jeg har brug for hjælp, så jeg blev nødt til det.. (Jeg undskylder også hvis brevet er meget langt, men jeg tænkte det var bedre at få det hele med)

Mvh, ulykkelig pige på 14.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Selvom det har været svært for dig at skrive herind, er det godt og modigt gjort af dig. 

Jeg synes ikke dit brev er sjusket. Tværtimod får du på en rigtig fin og tydelig måde beskrevet om dit liv og hvordan du har det lige nu. Jeg håber, at det her brev kan være en hjælp for dig, for det kan nemlig godt blive anderledes. Jeg har delt brevet op for at gøre det mere overskueligt for dig at læse.

Skolen

Det du fortæller sker i skolen er slet ikke i orden! Man må ikke slå andre eller mobbe. Det er vigtigt, at du fortæller det til en lærer, som både kan og skal hjælpe dig. Det er nemlig ikke noget du skal gå med selv. Alle skoler skal have det der hedder en mobbestrategi, det vil sige, det er lærernes ansvar at sikre at skolen er et trygt sted uden mobning. Du kan overveje, hvornår det vil være et godt tidspunkt at tale med din lærer. En anden mulighed hvis det er lidt svært at få det sagt er, at du viser læreren det brev du har skrevet herind og mit svar. Hvilken lærer vil mon være bedst at tale med?

Din lærer vil også kunne tale med hele klassen om hvordan man behandler hinanden, så alle i klassen trives, ligesom læreren kan hjælpe jer med råd til hvordan man danner venskaber. Håber hvis du viser din lærer dette brev, han/hun vil læse hvor vigtigt det er både du og klassen får hjælp.

Hjemme og tanker om ens krop

Nogle gange kan andres ord ramme en og man kan blive usikker på sig selv. Det kan også gøre, at man bliver mere kritisk overfor hvad man siger, gør og hvordan man ønsker at se ud. Mon du nogle gange har det sådan? Men det handler ikke om mad, men om følelser. Når noget i livet er svært, kan det at have fokus på ikke at spise eller at cutte være en måde at tackle de svære følelser og det kræver hjælp fra voksne at få det bedre. Det lyder til, at du har en god bedste veninde, der støtter dig, det er godt at læse. Du kan overveje at kontakte sundhedsplejersken på skolen i forhold til dine tanker om din krop og dine spisevaner. På nogle skoler kan man komme forbi, når sundhedsplejersken er på skolen, mens man på andre kan tale med læreren om at få kontakt til sundhedsplejersken. Måske din bedste veninde vil gå med dig eller hjælpe dig med at få talt med sundhedsplejersken/læreren?

Derudover er det en mulighed, du taler med din mor, en anden voksen i din familie eller din bedste venindes forældre om, hvordan du har det og hvad der sker i skolen. Den voksne vil kunne hjælpe og støtte dig. Selvom det kan være grænseoverskridende at sige højt er det vigtigt at få hjælp fra andre. Ofte kan det også være en lettelse at få det sagt. Du kan også tale med den voksen som du er mest tryg ved om, at du er bange for din far. Sådan skal det nemlig ikke være derhjemme. Hvem af alle dem du kender vil være bedst at tale med?

Du har taget et stort skridt ved at skrive herind og det giver en fornemmelse af vilje og styrke. Jeg håber, at det her brev kan være en hjælp for dig.

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat