Kære pige på 12 år
Du har skrevet til BørneTelefonen, fordi du ikke har ret mange penge til at købe tøj for. Det kan være rigtig træls, når man er på vej til at blive teenager, og selvfølgelig gerne vil se smart ud.
Men det er jo sådan, at det er forældrene, der bestemmer hvor mange penge børn skal have til tøj.
Mange børn får jævnligt nyt tøj, og i din alder er der også børn, der får tøjpenge, og selv skal forsøge at få købt alt det tøj, der er behov for. For de fleste i din alder, er det faktisk rigtig svært.
Der er dog også mange børn, der ikke får så meget nyt tøj, som de kunne ønske sig. Mange børn i din alder får tøj i jule – og fødselsdagsgave. Det er også blevet meget moderne at gå i genbrugsbutikker, og der kan man sagtens købe smart tøj, som ikke koster så meget.
Måske kunne du snakke med din mor om, hvor mange penge hun har til at give dig tøj for. Når I har fundet ud af det, kunne I måske følges i en genbrugsbutik og se, hvad der kan fås for pengene.
Så må du glæde dig til, at du tjener dine egen penge, så du kan købe mere tøj. Det varer jo ikke så længe før du er 13 år, og kan finde et job.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen