Arbejde er for meget
BREV
Okay ved godt jeg ikke er et barn meget længere og dette måske er dumt at skrive til jer. Men er på randen af et mentalt sammenbrud pga mit arbejde.
Det startede i oktober da den nye butikschef og souchef startede. Var meget glad for de tidligere, bortset fra distriktchefen som er en totalt nar. Da vi fandt ud af hvem den nye souchef var sagde en op, og der gik rygter om hvor forfærdelig hun var. Den gamle butikschef sagde jeg ikke skulle bekymre mig.
Well fun fact alt bliver lavet om og vi får hele tiden at vide at vi gør tingene “dumt” og ikke laver nok.
I start oktober skrev jeg med det samme om feriedage i slut december. Min chef svarede på alt muligt andet men ignorerede ferien. Da jeg spurgte sagde han jeg ikke havde sendt noget, så jeg sendte screenshot. Han svarede ikke og ignorerede det flere gange i løbet af månederne, selvom vi skrev om andre ting.
Første dag i min ferie ringer han og siger han ikke havde set det. Jeg siger jeg godt kan komme den ene dag. Han siger så han fjerner den anden vagt i min ferie. Dagen inden skriver han at den faktisk ikke blev fjernet, så der mødte jeg også op.
Første vagt alene med min souchef gik jeg grædende hjem og græd hele natten. Følte hun hakkede på mig hele vagten.
Nu i januar siger flere af dem der startede før mig op (en muligvis fyret pga uenigheder). Der er kun 3 tilbage som har været der før mig.
Jeg bliver snart 18, bor alene og har brug for pengene. Han spørger om jeg kan arbejde i to butikker. Jeg siger ja så længe jeg mest er i min egen. Får fuldtid, men han begynder at putte og ændre vagter uden at spørge eller informere mig. Bare lægger dem ind ugen før eller senere.
En vagt der blev ændret flere gange skriver jeg aftenen før at jeg skal ringe til lægen og muligvis afsted. Næste dag siger han at det må vente til ugen efter. Da jeg ringer den dag har lægen ferie ugen efter, så jeg siger jeg bliver nødt til at gå fordi det var lidt akut (havde slem nældefeber). Han blev super sur, begyndte at bringe kontrakten på banen og sige det ikke var muligt. Jeg endte med at græde i kassen og gemme det med håret, kunne ikke snakke med kunderne. Det var forfærdeligt.
Han fortsætter med at lægge vagter uden at spørge. Siger vi skal snakke om faste dage, men gør det aldrig. Når jeg spørger siger han bare at han allerede har lagt vagter ind til næste uge eller senere samme uge, uden at informere eller spørg mig. Nu har han lagt marts og april, og det er kun i den fremmede butik. Så jeg kommer ikke til arbejde i min egen butik længere og har intet fået af vide. Gider ikke engang spørge ham ind til det og snakke med ham når han ikke selv vil fortælle eller spørge mig. Og han har lagt vagter på dage jeg gentagne gange har sagt jeg ikke kan i marts pga familie arrangementer (min fødselsdag, barnedåb og andres) hvilket fun fact stresser mig mere ud end arb.
Jeg er så træt. Bliver kastet rundt og får stress. Har det dårligt mentalt i forvejen (dårlig barndom)
Regler for ungarbejdere bliver ikke overholdt. Lukkevagt og så morgenvagt, 10-12 timer når det burde være 8, pauser der ikke rigtig holdes. Hvis man siger nej får jeg åbentbart en sviner, og jeg kan ikke sige nej når folk presser mig. Sagde jeg jeg er syg, så har de “brug for mig”, selvom jeg syg.
Alle de gode er sagt op, og nu er jeg kun i en anden butik med endnu mere stress.
Alt er lort. Jeg kan ikke bare sige op endnu, skal finde noget andet først, og starter snart på gym. Er også bange for min chefs reaktion, han har lige fornyet min kontrakt som ikke engang er gået i gang endnu.
Og samtidig er der kaos i min familie. Jeg er overvældet og har ingen pauser i min uge. Har brug for bare én dag om ugen. Har haft værre mareridt end normalt og græder hele tiden pga jeg har set min familie så meget på det seneste. Det føles som om jeg bliver kvalt når jeg tænker på min familie, som om de fysisk holder mig nede. Ved ikke om jeg overdriver, men det føles virkelig voldsomt. Alt er bare lort og er ikke selvmordstruet men er virkelig ved at gå ned. Kan slet ikke overskue at skulle på arbejde overhovedet. Det simpelthen for meget for mig. Kan godt være det bare er pga familie problemer men det føles bare forfærdeligt på arbejdet. Idk måske det bare mig ved det ikke. Håber snart at kunne sige op men hvem gider en 18 årig der snart skal begynde skole så ikke er stabil og ikke ved hvor ofte de kan arbejde senere hen. Alt er kaos og jeg går under
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære pige på 17,
Det er absolut ikke dumt af dig at skrive til os. Det må du altid gøre, når der er noget, der fylder. Måske man kan tænke, man skal kunne en masse selv, når man er 17. Men du skal ikke kunne alt endnu og alle har ret til at få hjælp. Faktisk snakker vi med mange på din alder – også flere der er et par år ældre end dig. Så du er mere end velkommen til også at være her.
Jeg synes faktisk, det er vigtigt, du skriver, når du oplever at være på randen af et mentalt sammenbrud pga. dit arbejde. Det er vigtigt at lytte til og få det vendt med nogen, så man ikke går under. Jeg håber, at en samtale med os måske kan give dig lidt af det, du søger.
Det lyder til, der er en dårlig stemning på arbejdspladsen
Du fortæller, at det hele startede i oktober, hvor en ny butikschef og souschef starter på dit arbejde. Du var meget glad for de tidligere chefer, så jeg kan sagtens forestille mig, at det uanset hvad, er lidt af en omvæltning, når de stopper.
Der gik også en del rygter, om hvor barske den nye souschef var. Så det lyder også til, det har sat en lidt svær tone fra starten af.
Det lyder jo desværre på dit brev til, at de rygter måske talte sandt nok. For du beskriver, at I hele tiden får at vide, at I gør tingene “dumt” og ikke laver nok. Det lyder umiddelbart som en super demotiverende stemning at komme på arbejde i.
Jeg hører også, der har været noget konflikt med feriedage, hvor din chef ikke har lyttet til dig. Faktisk har din chef decideret ignoreret dig og dine ønsker, så du har måtte dukke op alligevel. Samtidig får du heller ikke rigtig lov til at være syg uden at skulle have at vide, at der er “brug for dig”.
Så jeg hører tydeligt, at der er nogle chefer, som ikke lytter til deres ansatte, og som påpeger fejl og glemmer at anerkende. Det er sjældent en rar arbejdskultur at være i, og det kan gøre det meget svært at have lyst til at tage på arbejde.
Samtidig kan det være noget, som påvirker en uden for arbejde. Så man ender med at tage arbejdet med hjem. Mon du har oplevet det?
Jeg forstår godt, at du er træt!
Første vagt alene med din souschef, gik du grædende hjem og græd hele natten. Puha, det lyder som en skrækkelig vagt. Hvis nogen gør en så ked af det, er der helt sikkert noget, som ikke fungerer. Det er ikke okay, og det kan jeg ikke understrege nok.
Jeg hører også, at flere af dem, der startede op før dig, nu har sagt op. Så det lyder også til, det langt fra kun er dig, som oplever at være ked af at gå på arbejde. Det siger jo rigtig meget om, at der er en kultur på arbejdspladsen, som er usund at være i.
Men du fortæller, du har brug for pengene. Det kan gøre det rigtig svært at forlade en arbejdsplads, som man ikke har det godt på. Især hvis der ikke lige står et andet jobtilbud og banker på døren. Så jeg forstår godt, hvis det er svært for dig at vide, hvad der er bedst at gøre lige nu.
Jeg forstår virkelig godt, at du er træt. Du oplever at blive kastet rundt mellem to butikker, ikke at kunne vide at du får fri, når du skal have det, og du har næsten ikke lov til at være syg. Jeg tror faktisk, de fleste ville blive trætte, hvis de arbejdede under de vilkår.
Du fortæller, at regler for ungarbejdere ikke bliver overholdt
Det lyder jo også ret problematisk. Generelt bliver jeg faktisk ret bekymret for den måde, som dit arbejde kører på. Både fordi der brydes regler, men også fordi det lyder til, at de ansatte ikke respekteres.
Jeg forstår godt, du ikke kan overskue at skulle på arbejde. Jeg forstår sådan set også godt, hvis du slet ikke har lyst. For arbejdsvilkårene giver da ingen grund til, at man skulle have lyst til eller mod på at være der. Tværtimod.
Jeg tænker absolut ikke, det kun er pga. familieproblemerne, at det er svært at være på arbejde. For dine chefer behandler jer simpelthen ikke okay.
Jeg kan desværre ikke ændre på vilkårene for dit arbejde. Og jeg ved godt, du har brug for pengene, så at stoppe føles måske heller ikke som en mulighed. Men jeg tænker, det er meget vigtigt, at noget ændrer sig.
Derfor får jeg lyst til at fortælle dig om en side, der hedder Jobpatruljen. Her kan du læse om dine rettigheder som ungarbejder under 18 år. Du kan også få hjælp til overblik over hvilken fagforening, der passer til dig. For dét, du beskriver, er ikke okay. Det er netop noget, en fagforening kan hjælpe dig med. Du finder siden lige her: Jobpatruljen
Jeg hører tydeligt, at du er super presset
Du fortæller også, du har haft værre mareridt end normalt, og at du græder hele tiden. Det lyder til, der sker noget i familien, som også gør det svært at være dig lige nu. Du skriver, du har set din familie meget på det seneste, og det lyder til, det ikke har været godt for dig. Er det mon rigtigt forstået?
Du beskriver det faktisk som følelsen af at blive kvalt, når du tænker på din familie. Som om de fysisk holder dig nede. Det synes jeg er en meget god beskrivelse. Det fortæller enormt tydeligt, hvordan din familie påvirker dig, og hvordan det føles at være dig, når du er omkring dem. Det lyder virkelig svært.
Jeg hører en ung pige, som er enormt presset. Både på arbejde og privat lige nu. Når der er så meget, som påvirker ens mentale helbred, er det enormt vigtigt, at man får noget hjælp. For det går ikke, at du fortsætter sådan. Det lyder også til, du godt selv er klar over, at det ikke er en god vej at fortsætte ad.
Du har ret til hjælp
Du fortæller, at du ikke er fyldt 18 år endnu. Når du er under 18 år og har det så dårligt, så har du ret til at din kommune hjælper både dig og din familie. Du har ikke fortalt så meget om præcis hvad, der er svært i din familie, men du er rigtig god til at fortælle om hvilke konsekvenser, du mærker af det.
Du kan række ud til din kommune og fortælle ligesom du gør i brevet her hvordan, du har det og at du har brug for hjælp. Du kan læse her om hvordan du kan få hjælp fra din kommune: Din Side
Du har ret til en bisidder fra Børns Vilkår
Hvis det er svært selv at kontakte kommunen, så kan du få hjælp af en bisidder fra os her i Børns Vilkår. Det er gratis. En bisidder kan også tage med dig til møder i kommunen og hjælpe dig med at få sagt det, der er svært.
Jeg vil rigtig gerne fortælle dig mere om vores bisiddere, men vil heller ikke gøre mit svar til dig meget længere nu, så det bliver helt uoverskueligt. Derfor sender jeg dig et link, hvor du kan læse om bisidderne her: Bisidder fra Børns Vilkår
Hvis du gerne vil høre mere om det eller tale mere om alt det her, så må du altid gerne ringe eller skrive til os på 116111.
Jeg kan høre, at du har klaret rigtig meget svært i løbet af dit liv og stadig lykkes med at stå op hver dag og kæmpe videre. Det viser at du har en enorm styrke og kampgejst.
Jeg tror på, at du kan bruge al den styrke nu til at række ud til dem, der kan hjælpe dig; bl.a. en fagforening og din kommune.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.