Kære pige på 16 år
Du er helt sikkert havnet i en ond cirkel - som hvis du sad fast i kviksand og blev trukket længere ned i dybet, hver gang du bevægede dig.
I sådan et tilfælde er man nødt til at have hjælp af nogen, der kan hjælp én op.
Når man bruger alkohol for at dulme sine problemer, så skubber man dem bare foran sig. Man glemmer dem måske for en stund, men de forsvinder ikke.
De bliver ved at ligge der, så du overvældes at dem igen og igen. Derfor er du nødt til at få talt om problemerne, så de bliver løst og kommer til at fylde mindre.
Jeg vil foreslå dig, at du betror dig til nogle af dine venner på efterskolen; taler en masse om de ting, der går dig på og får dig til at synke ned i hullet. Og så vil jeg også foreslå, at du også taler med din kontaktlærer eller en anden lærer. Og ikke mindst med dine forældre.
Selvom jeg mener, at der skal gøres noget ved forbruget af alkohol med det samme, så kan det godt være, at du måske skal vente et par uger med at fortælle, at du har brugt alkohol til at holde det ud. Altså på efterskolen.
Det siger jeg, fordi jeg ved, at mange efterskoler er meget strikse omkring alkohol, og det kan betyde, at du bliver bortvist.
Der er rigtig meget, der står på spil, og det tager meget hårdt på unge mennesker, der bliver bortvist fra deres efterskole. Så måske er det klogt at vente med det. Det har du ikke brug for at skulle gå igennem, når du i forvejen har det skidt. Og du skulle også nødig få det værre. MEN, du skal have hjælp til at klare de følelsesmæssige ting nu!
I takt med, at du får talt om tingene og får det psykisk bedre, tror jeg, at du hurtigt kan undvære alkohol i hverdagen. Hvis det ikke ændrer sig i løbet af et par uger, selvom du får talt en masse om dine bekymringer og måske også får tilbudt psykologsamtaler, så bør du med det samme betro dig til nogen om din brug af alkohol. Så du kan få hjælp til at komme ud af det. Det kan være en god ven, som kan hjælpe dig med at få talt med en voksen.
Det er meget alvorligt at udvikle et misbrug; især i en ung alder, hvor du endnu hverken er færdigudviklet biologisk eller følelsesmæssigt. Derfor skal der gøres noget godt for sig, så hurtigt som muligt.
Prøv engang at kigge lidt på disse to rådgivninger, som rådgiver og hjælper mennesker der er berørt af misbrug/brug af alkohol. De har hver især en online rådgivning: Hope + Tuba.
De skriver, at de henvender sig til børn og unge, der vokser op i familier med alkoholmisbrug, men man kan sagtens tage kontakt og fortælle, at man selv har et misbrug, som man har brug for hjælp til at få løst.
Derudover må du endelig tage kontakt til BørneTelefonen på telefon, chat eller sms, hvis du får brug for at tale med nogen. Det er gratis og du er anonym på 116111.
Jeg håber inderligt, at du får den hjælp, du har behov for, for hurtigst muligt at få det bedre.
Det kan være hårdt at bekæmpe sine problemer, og det kræver, at du er frisk og klar i hovedet, så jo mindre du drikker, des stærkere bliver du, og des nemmere bliver det for dig at vinde kampen.
De kærligste hilsener fra
BørneTelefonen