Kære J, Tak for dit brev.
Hvor er det godt, at du skriver, for jeg kan fornemme, at du føler dig splittet. Du skriver, at du ikke ved, hvad du skal gøre med den puffbar, du har købt: Beholde den eller smide den ud?
På den ene side føler du, at du kommer tættere på dine nye venner. Du fortæller også, at puffbar smager godt, og at det føles lidt sejt at puste røg.
På den anden side, tænker du på at skille dig af med den. Jeg kan godt forestille mig, at selvom fælleskabet omkring puffbars er hyggeligt, så er der også en del ting, du tænker på. Puffbars indeholder meget nikotin, som er afhængighedsskabende og ikke særligt godt for dig. Det ville være ærgerligt at blive afhængig af puffbars. Jeg kan også godt forstå, at du synes det er spild af penge. Det er desuden ulovligt at sælge puffbars.
Jeg kan sagtens forstå, at du har ladet dig afprøve det. Det er ganske naturligt, især som ung, at afprøve nye ting.
Hvis du synes, at det kan være svært at lade vær, kunne det måske være en ide at snakke med en voksen som du har det godt med om det.
Jeg kan som sagt godt forstå, at du synes det var noget spændende noget, især når du er kommet med i en ny vennegruppe som bruger det. Det er forståeligt, at når man lærer nye venner at kende, at man er villig til at prøve flere ting for at blive tættere med dem. Men samtidigt, er det jo heller ikke en nødvendighed for at kunne være med i et fællesskab. Jeg bliver sådan nysgerrig på, om i ikke også snakker og laver andet end at ryge puffbars? Kunne det være en ide at foreslå ting i kan lave sammen, som ikke omhandler puffbars? Det kunne f.eks. være at tage på den lokale skaterbane, hvis i har sådan en.
Det kan være svært at være i et fællesskab, som laver noget man egentlig ikke har lyst til. Man skal ikke lade sig føle presset, til at gøre noget man ikke vil. Har du mon tænkt over, om der er nogle af de andre i gruppen, som måske også går og har det sådan som du har det? Jeg tænker også, det måske kunne være rart for dig at være lidt sammen med en god ven, som ikke er en del af dette fællesskab, så kan du måske også dele, hvordan du går og har det. Hvad tænker du om det?
Jeg har en hjemmeside her, hvor du kan undersøge mere, hvis du har lyst: Netstof
Her kan du også tale med en ekspert, der kan gøre det nemmere for dig at tage valget. En ekspert på Netstof ved meget mere om stofferne i puffbars, end vi ved her på BørneTelefonens brevkasse. Her kan du få svar på alle spørgsmål vedr. puffbars og afhængighed, og du kan også skrive ind til dem.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, ellers kan du altid ringe eller skrive ind til BørneTelefonen på 116 111, hvor der også sidder en masse rådgivere, som gerne vil snakke med dig.
Kærlig Hilsen BørneTelefonen.