Brev

Arbejde

Hej

Det tog mig lang tid at tage mod til at søge job,

da jeg ikke har det for godt med for store steder og mange mennesker,

men jeg kunne virkelig godt bruge pengene,

og det ville også være godt for personlig udvikling.

Efter noget tid fik jeg svar fra en lille hyggelig kaffebar

hvor jeg så fik to vagter ril at starte ud med.

Første dag gik okay.

De er rigtig søde der og sådan noget,

jeg er bare ikke så meget til at servere

og sådan noget som jeg skal gøre der.

Dagen efter var problemet.

Jeg mødte ind som dagen før,

og jeg havde det fint.

Men pludselig fik jeg bare en vild ubehagelig følelse indeni.

Jeg fik vild stor trang til at græde

og jeg ville virkelig ikke være der mere.

Men jeg holdt ud og klarede resten af dagen,

med tanken i baghovedet om at efter den dag skulle jeg aldrig tilbage.

Jeg begynder næsten at græde bare af at tænke på at tage tilbage.

Jeg har snakket med min familie om det,

men de siger bare at jeg skal gi det mere tid.

Jeg er ikke sikker på at de overhovedet forstår

hvor ubehagelig den følelse er.

Jeg hved ikke hvad jeg skal gøre.

Pige, 15 år

Læs hele brevet

Svar fra andre

Børn

Bare rolig, det skal nok gå. Som din familie siger prøv at give det lidt mere tid. Jeg ved godt hvordan det er og har selv prøvet det. Men hvis det ikke bliver bedre så prøv noget andet <3

Anonym
august 24, 2023

Jeg ved ikke helt hvordan du har det men jeg elsker at hjælpe andre og mit bedste bud til hvad jeg ville gøre var måske at spørge dine venner/veninder om de har et job og måske vis de har ville det være en god idé at starte et job med en du kan lide at være sammen med😘håber det kunne hjælpe🤗🤗

S, Pige, 13 år
august 24, 2023

Kender til det. Har selv haft et job i en bager siden foråret nu. De første par ganeg var vildt overvældende og jeg gi helt i baglås hvis kunderne sagde noget jeg ikke var forberedt på. jeg havde heldigvis mega søde kollegaer og jeg opdagede hurtigt at de var mere end villige til at hjælpe. Måske prøve at blive tætte med nogen af dem? Så bliver man trygere ved at spørge om hjælp.

Jeg havde nogen gange “toiletpauser” hvor jeg sad på toilettet og næsten hyperventilerede. Jeg var nødt til at give mig selv pauser og det er mere end okay!!! Du behøver ikke begrunde din nervøsitet. Det vigtigste er at du sætter dig selv først. Men jeg vil anbefale at blive lidt længere. Det er ekstremt grænseoverskridende det ved jeg godt TRO MIG! Men tit bliver det bedre. Det er helvede de første par gange men efter et par uger eller måske måneder bliver det nemmere.

Gør hvad du føler er bedst for dig men husk også at komme ud af comfortzonen <3