Min veninde er blevet en belastning
BREV
Hej…
Jeg er en pige på 15 år, og jeg ved ikke hvordan jeg skal takle min gode veninde. Da vi kom i klasse sammen sidste år bar det fedt og vi lærte hurtigt hinanden at kende, men med tiden blev hun nærmest som en magnet. Hun har angst, og mærkeligt nok ender hun altid i bunden af herakiet, og så er det som om hun har alvorligt brug for hjælp til at komme lidt op.
En af mine andre veninder oplevede det samme på deres gamle skole, så jeg har snakket med hende og mine forældre- mange gange, og min lærer kan jeg ikke snakke med. Der er bare ikke nogle som kan give mig svaret.
Jeg tager på efterskole efter sommerferien og det gør hun måske også- på samme skole. Problemet er bare at jeg vil komme til at “bære” hende gennem det da hun ikke er klar og ikke tager afsted hvis jeg ikke gør.
Hvis hun kommer derned vil hun igen gå lige i hælene på mig så jeg ikke kan få den start som jeg drømmer om hvor jeg kan gå rundt mellem dem som jeg har lyst til at gå med. Hun forstår ikke hentydninger så det hjælper kun hvis man meget bevidst siger at hun IKKE må går med.
Jeg håber I kan hjælpe mig, da der jeg gerne vil beholde hende som veninde bare på en plan hvor jeg stoler på at hun kan klare sig selv og hvor jeg ikke har pres på at jeg skal være sammen med hende- men har gode pauser.
Hilsen pigen på 15
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære pige på 15
Tak for dit brev. Det lyder til at du står i en vanskelig situation med din veninde, som jeg kan høre, du holder meget af. Du står foran et nyt og spændende kapitel – nemlig efterskole.
Et år på efterskole er et år med mulighed for udvikling – både socialt og fagligt.
Men det der fylder mest på en efterskole, er de mange nye venner, man får. For nogen kan det også være en mulighed for at få en ny rolle og udfordre sig selv.
Du skriver at din veninde virker angst og hægter sig meget på dig. Du skriver også, at hun skal have tingene fortalt meget eksplicit – altså lige ud af posen.
Det tror jeg også, du får brug for her.
Jeg tænker, du kan overveje disse to muligheder::
1. Affind dig med at hun skal på samme efterskole som dig, men sæt jer sammen og lav en forventnings-afstemning.
Det kunne fx. være at du har brug for, at I ikke hele tiden er sammen og at det er vigtigt for dig, at du ikke kommer til at føle, at du skal holde hende oppe? Men at du selvfølgelig, vil være der for hende, hvis hun bliver ked af det eller andet. Spørg også hende, hvad hun forventer eller har brug for og find så ud fra det noget i kan enes om.
Det vigtigte er, at I får snakket om tingene inden opholdet starter, så ingen af jer bliver skuffede.
På efterskole møder man mange nye venner. Man får en roommate, man får en gang/fløj som man bliver tætte med, man får en klasse, man får en kontaktgruppe, man får nogle linjefag osv. Der er uendelige muligheder for at finde nye venner, selvom man kender nogle af dem man går på efterskole med. Jeg er sikker på at både din veninde og dig begge får nye venner. Og så får man en kontaktperson, en voksen, man kan gå til og tale med. Du kan opfordre din veninde til at tage en snak med denne kontaktperson, hvis hun har behov for det, ligesom du også vil kunne tale med din kontaktperson, hvis du har behov for hjælp til at tackle jeres venskab og hvordan og hvor meget I skal være sammen.
2. Du fortæller hende, at du synes, I skal gå på hver jeres efterskole
Jeg kan sagtens forstå at du gerne vil være en fri fugl, når du starter på efterskole for lige netop at kunne få en masse nye venner og dette betyder jo ikke, at de gamle venner dermed forsvinder.
Måske din veninde også ville have godt af at starte som en fri fugl et andet sted? Det lyder til at hun er tryg ved dig, men det har måske forhindret hende i at komme tæt ind på andre? Hvis hun har angst ville et efterskole-ophold uden dig måske også kunne hjælpe hende til at tackle angsten og prøve nye udfordringer?
Hvis du vælger denne mulighed, så er det vigtigt, at du fortæller hende alle argumenterne for, hvorfor du synes, at I skal på hver jeres efterskole.
Argumenterne kunne være:
– Du har brug for at være en fri fugl når du starter
– Det vil være godt for din veninde at stå på egne ben
– I er stadig tætte veninder og holder kontakten
– Du er bange for at jeres venskab vil blive ødelagt, hvis hun tager på den samme
Uanset hvad du vælger, er det vigtigt, at du får snakket med hende og fortalt hende, hvordan du har det med situationen. Du kan måske også vende dine tanker endnu engang med dine forældre, evt. vise dem dit brev til os og mit svar, så du kan få deres råd og støtte i hvad der kunne være bedst for dig og din veninde?
Håber at du og din veninde finder ud af det hele
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen