Grimt sprog
BREV
Hej BB
Jeg har et lille problem i skolen og lidt herhjemme også.
Drengene omkring mig taler helt vildt grimt til mig generelt.
Jeg føler overhovedet ikke st jeg har gjort dem noget og det har jeg heller ikke, men de kalder mig stadig for grimme ting.
Det er ikke mobning eller noget i den stil, men det er bare en spydig kommentar det kommer ind i mellem.
F.eks. Sov jeg sammen med nogen veninder her forleden dag og vi snakkede så på FaceTime. De talte fint med min ene veninde, men fordi mig og den anden pige ikke rigtig gad at snakke med dem sagde de at at vi var nogen søer og bitches.
Jeg ved godt at jeg måske overreagerer lidt, men det rammer mig faktisk hårdt, fordi de andre piger blivet behandlet godt af drengene.
Et andet eksempel: Mig og min veninde og en drenge fulgtes hjem fra skole, hvor vi bare kørte et miniræs forsjov. Han kom så bagfra og sagde “flyt sig din blondine”. Det var sikker forsjov jaja, men det rammer mig virkelig hårdt, fordi jeg ved ikke hvad jeg har gjort galt.
Jeg prøver at være sjov og sød, men alligevel er det kun de andre piger som drengene kan lide.
Jeg er sikker helt vildt jealous, det er jeg klar over.
Men hvornår kommer der en drenge som er sød ved mig, og kan lide mig?
Håber at I kan hjælpe mig.
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære pige på 14 år.
Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det og såret over drengenes grimme sprog. Det er slet ikke i orden at tale sådan til hinanden. Men i nogle klasser, og sommetider især blandt drengene udvikler der sig en rigtig dårlig vane med at tale sådan. Det bliver ligesom et tegn på, at man er med i gruppen, når man er sej og siger grimme ting til andre.
Du skriver, at det er kun dig og ikke de andre piger, der får de bemærkninger. Kunne det være sådan, at du mest lægger mærke til, hvad de siger til dig? Det er nemlig min erfaring, at når der udvikler sig sådan en dårlig vane fra drengenes side, går det tit ud over mange piger. Måske skulle du checke med nogle af dine veninder, om de ikke også får grimme bemærkninger?
Hvis du opdager, at du ikke er alene med dit problem, bliver det måske lidt nemmere for dig ikke at tage bemærkningerne personligt. Det er nemlig ikke dig, der er noget galt med, men det er tonen i drengegruppen, der er noget galt med.
På nogle skoler er lærerne meget opmærksomme på grimt sprog blandt eleverne. Og det hjælper faktisk, når lærere og elever taler om det. Så måske skulle du og nogle af dine veninder snakke med jeres lærer om problemet, så I kan få talt om, hvordan tonen skal være i klassen, så alle kan være der uden at blive såret.
Jeg er helt sikker på, at drengene i din klasse slet ikke tænker på, at deres sprog kan såre andre. Det skal de have at vide, så de kan ændre det.
Mange gode tanker og held og lykke med det fra BørneTelefonen