hvad gør jeg?

Kære du

Tak fordi du skriver herind og fortæller om de tanker, du går med. Du skriver, at dine forældre har været skilt, siden du var helt lille. Din far kan godt være med til fødselsdage og lignende arrangementer, men han kan ikke lide din mor.

Du fortæller også, at din mor blev kærester med din papfar, da hun var gravid med din lillesøster. Og at din far har fortalt dig, at ham og din papfar engang var venner.

Som jeg læser dit brev, er det ikke kun historien i sig selv, der fylder. Det er også alt det, historien får dig til at tænke og føle.

Når man hører forskellige historier

Du skriver, at din far har fortalt nogle detaljer. For eksempel noget med, at din mor og din papfar kyssede, mens du så det.

Din mor siger, at det ikke passer. Det lyder som et rigtig svært sted at stå. For hvem skal man tro på, når to voksne fortæller noget forskelligt?

Måske kan det næsten føles, som om du bliver trukket ind i en historie, du ikke selv har valgt at være en del af.

Når mor kommer til at ligne “skurken”

Du skriver, at det måske lyder dumt, men at du føler, din mor ville være skurken i en film.

Det lyder ikke dumt. Det giver faktisk god mening, at din hjerne prøver at forstå historien som en slags film. I film er der ofte en skurk og en, det er synd for.

Men virkelige familier er tit meget mere rodede end film. Der kan være flere oplevelser af den samme historie. Der kan også være ting, børn ikke har haft mulighed for at forstå, fordi de var små, da det skete.

Måske var der noget, der gjorde ondt på din far. Måske har din mor en anden oplevelse af det. Måske er der dele af historien, som ingen af dem fortæller helt på samme måde.

Det betyder ikke, at du skal finde ud af, hvem der har ret.

Det er ikke dit ansvar at dømme dem

Du skriver, at du kan komme til at tænke, om din mor ægte er led.

Det kan være en ubehagelig tanke at få om sin mor. Især hvis man samtidig holder af hende.

Måske kommer tanken, fordi du prøver at være loyal over for din far, når han fortæller, at han er blevet såret. Og måske kommer tvivlen, fordi du også kender din mor og ikke ved, om historien passer sådan.

Det er meget at stå med som barn. Du behøver ikke være dommer over dine forældres gamle forhold. Du behøver ikke afgøre, hvem der var god, og hvem der var led.

Du må gerne sige til dig selv:

“Det her er de voksnes historie. Jeg må gerne elske min mor og min far, uden at jeg skal finde ud af, hvem der har skylden.”

Når detaljer gør én forvirret

Når en forælder fortæller detaljer om den anden forælder, kan det nogle gange gøre et barn rigtig forvirret.

Måske er det rart for din far at fortælle, fordi det stadig gør ondt på ham. Men det kan blive tungt for dig at bære. Du kan måske sige til din far:

“Jeg kan godt høre, at det har gjort ondt på dig. Men jeg bliver forvirret og ked af det, når jeg hører detaljer om mor og M. Jeg har brug for ikke at skulle vælge side.”

Eller:

“Jeg vil gerne have lov til at have mit eget forhold til både dig og mor.”

Det kan være svært at sige. Måske kan du skrive det i en besked i stedet.

Du må gerne tale med en anden

Det kan være rigtig rart at tale med en voksen, som ikke er din mor eller far.

Det kan for eksempel være en lærer, en pædagog, en bedsteforælder, en moster, en faster eller en anden person, du føler dig tryg ved.

Du kan sige:

“Jeg bliver i tvivl om, hvad der passer, fordi mine forældre fortæller forskellige ting. Jeg får tanker om, hvem der er skyld i hvad, og det gør mig ked af det.”

Så skal du ikke holde alle tankerne alene.

Steder du kan få hjælp

Du kan kontakte Børnenes Skilsmissetelefon. De taler med børn og unge, hvis forældre er skilt. De ved meget om, hvordan det kan føles, når man står mellem to forældre eller hører ting, der gør én forvirret. Det er gratis og anonymt at ringe.

Du kan også ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111. Her kan du tale videre om din mor, din far, din papfar og den tvivl, du får indeni.

Hvis dine forældres skilsmisse eller aftalerne omkring dig fylder på en måde, hvor du ikke har det godt, kan BørneTelefonen også fortælle dig mere om dine rettigheder. Børn har ret til at blive hørt, og når man er fyldt 10 år, kan man i nogle situationer bede Familieretshuset om at holde et møde med ens forældre. Det kaldes initiativret.

Det er ikke sikkert, at det er det, du har brug for lige nu. Måske er første skridt bare at få talt med nogen om tankerne.

Du har ikke gjort noget forkert ved at blive i tvivl. Det giver mening, at du prøver at forstå en historie, hvor de voksne fortæller forskellige ting.

Men du skal ikke være den, der afgør, hvem der er skurken.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen