Jeg føler mig meget ensom
BREV
Kære BørneTelefonen, jeg er virkelig taknemmelig over at i ville bruge jeres tid på mig, tak.
Jeg skriver herind fordi her for tiden begynder mit syn på tingene at være anderledes end det var for 1 år siden. Den verden jeg ser er helt uden farver, og jeg føler mig så trist og at ingen kan lide mig.
Jeg føler andres liv ville være bedre uden mig, siden ingen snakker til mig. Mine weekender er MEGET hårde, jeg står op til ingen beskeder og tomhed, og går i seng med ingen beskeder og tomhed, jeg bliver bare så ked af det.
Men det er ikke fordi jeg ikke har venner, for det har jeg. Når jeg er i skole er der gang i den, der er grin og hygge og der føler jeg mig oftest set, og derfor kan ferier og weekender føles tunge, for der er der ingen der taler med mig, ud over min familie.
Det der også gør mig trist er: jeg føler ikke jeg betyder noget for nogen, og det er fordi når jeg prøver at række ud til mine venner, så er det ALTID mig der starter samtalen, og hvis JEG ikke holder den kørende, så dør samtalen, og så har jeg INGEN at skrive med, men jeg får det også sådan: jeg gider ikke at blive ved med at vande en død plante, og håbe på at den genopstår, hvis du forstår.
Aftenerne er også hårde, ligeså hårde som weekender. Det er der der er stilhed, og min hjerne har større mulighed for at nedgøre mig mere, end når der er mennesker omkring mig og det er hverdag.
Sommerferien presser også på.
Jeg er utroligt bange for de 6 uger jeg skal tilbringe på et værelse i ensomhed. Jeg frygter den så meget, at jeg får det fysisk dårligt ved tanken om den. Andre tænker nok “Nøj hvor bliver det bare fedt! SOMMERFERIE!” Men for mig, handler det om overlevelse.
Jeg husker stadig juleferien, 2 uger, det var det rene helvede, selvfølgelig var julen og nytår hyggelig og fyldt op med snakke og mennesker, men ellers var de andre dage virkelige tomme og ubehagelige. Det gør så jeg frygter 6 uger i ensomhed, da 2 uger allerede var over ‘nok’.
Det her er så svært for mig at sige højt, derfor prøver jeg lykken med at skrive til jer! Jeg har endnu ikke fortalt det til nogen, og har gået med det her i 8-9 måneder, dog startede det ikke så slemt som det er nu. Det startede bare med en ensomhed som var til at håndtere, men dagene gik, og det blev værre og værre, og nu har jeg det så dårligt at jeg ikke ser det som værd at holde inde, jeg ved bare ikke hvem jeg tørrer sige det til…
Det der giver mig håb er Gud, han lytter til mig, elsker mig, og sladre ikke hvis jeg fortæller ham noget. Han betyder virkelig meget for mig, og det samme med Jesus. Det giver mig ro.
Men det jeg føler, er:
1. Ensomhed.
2. Dyb tomhed.
3. Dyb tristhed.
4. Desværre nogle gange selvmordstanker…
5. Hjernen der bare kører i ring.
6. Håbløshed.
7. Intet ville hjælpe, jeg er forbundet til det her.
8. Ked af det.
Det er i hvert fald de 8 ting jeg oftest føler. Det er meget hårdt som menneske at være så ensom, at livet ikke føles værd at leve. Jeg ved jeg har et langt liv foran mig, men fremtiden føles mørk og død.
Jeg skriver herind fordi jeg simpelthen ikke kunne holde til at holde det inde mere, og har brug for en der forstår mig. Mit ønske er bare, kan denne ensomhed ikke snart forsvinde.
Tak fordi du spildte din tid på mig. Det er sødt af jer at i har lavet BørneTelefonen som børn og unge kan skrive til hvis de har der svært. Tak 😊.
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære dreng på 15 år.
Du er altid velkommen her på BørneTelefonen, og jeg er meget glad for, at du har skrevet til os. Du er super god til at fortælle om din ensomhed, og jeg fornemmer helt ind i knoglerne hvordan du går rundt og har det.
Du har taget et meget vigtigt skridt, når du nu har rakt ud og været åben. Det er modigt gjort, og jeg gøre mit bedste for at vise dig muligheder og veje ud af ensomheden.
Du fortæller om en hverdag i skolen med venner, sjov og hygge – i modsætning til fritiden, hvor telefonen er død, og du meget imod din vilje føler dig isoleret og afskåret fra vennerne. Det til trods for, at du rækker ud og inviterer til at være sammen.
Jeg forstår til fulde din frustration over, at det bare ikke vil lykkes at finde nogen at være sammen med ud over i skoletiden.
Jeg fornemmer, at du har et rart og trygt familieliv derhjemme, og det er i sig selv meget værd. Men som det lyser ud af dit brev, er det bare ikke nok, når man er 15 år, og de sociale behov ændrer sig mere i retning af venner og jævnaldrende. Derfor er du utryg ved den kommende ferietid, og du mærkede allerede i juleferien, hvordan du savnede kontakten til kammeraterne.
Du er en meget vigtig person
Når det er sådan i længere tid, kan man godt komme i tvivl, om man i det hele taget er en person, der er værd at være sammen med. De tanker har også fyldt for dig, og til det vil jeg sige, at du er en meget vigtig person, og verden ville på ingen måde være den samme uden dig. Derfor er det også vigtigt, at du igen kommer til at føle dig vigtig for andre.
Din oplevelse nu er, at du er en lidt usynlig person, som godt nok er på banen i skolen, men som ikke rigtig er i fokus i fritiden. Jeg tænker på, om de andre i klassen mon er helt klar over, at det er sådan, det er for dig? Måske tror vennerne, at du ser andre i fritiden, og at det derfor ikke er så vigtigt, om de skriver eller ringer til dig.
Hvis det er tilfældet, tænker jeg det ville helt ok, at du fortæller, at du savner dem. Og at det føles helt uoverskueligt for dig med 6 ugers sommerferie uden at se dem. Måske ville de tænke på at invitere dig med, hvis de aftaler at lave noget uden for skolen? Hvad tænker du om det?
Jeg kan også godt forstå, hvis du fornemmere at kontakten i fritiden er som at vande en død plante og at du ikke lige nu ikke har flere kræfter til selv at kæmpe for det. Måske det kunne være rart at få hjælp til, så ansvaret ikke kun ligger hos dig?
Derfor sidder jeg og tænker på om det kunne være en mulighed for dig, at fortælle det til dine forældre? Hvad tror du, at de vil sige, hvis du fortæller om det?
Det kan også være at du har andre voksne du stoler på. Det kan fx være en en lærer, en moster en vens forældre eller andre du kan dele hvordan du mærker ensomheden i fritiden.
Det er slet ikke sikkert, at hverken dine forældre eller din lærer kender til hvordan du har det. Kunne du mon bede om en snak på et tidspunkt? Jeg tror det ville gøre dig godt, og du er meget velkommen til at vise dem dette brev – eller nogle udpluk af det. Måske kan de hjælpe dig med at føle dig mere som en del af fællesskabet – også i fritiden.
Fælleskab andre steder
Alle har brug for at føle sig som en del af et fællesskab, det gælder både derhjemme, i skolen og i fritiden. Som 15-årig bliver det endnu mere vigtigt at have jævnaldrende at spejle sig i, fordi man i den alder er i fuld gang med at danne sin identitet og så småt gøre klar til at træde ind i voksenalderen. Hvor kan du mon finde fællesskaber, hvor du opnår det?
Du kommer ikke ind på interesser eller andet, som optager dig – men det kan ofte være et rigtig godt sted at starte, når man søger fællesskab. Du kunne jo prøve at tænke over, hvad du er glad for at lave i fritiden og så undersøge muligheden for at dyrke det sammen med andre i din by.
Du nævner i dit brev, at Gud og Jesus er vigtige i dit liv, og jeg ved, at der netop omkring det findes meget stærke fællesskaber, som altid er klar til at byde velkommen til nye. Ofte har sådanne organisationer særligt fokus på unge, fordi de ved, hvor meget det sociale liv og fællesskab betyder.
Jeg kan heller ikke lade være med at nævne Ventilen, som er et trygt fællesskab for unge, og med voksne på sidelinjen. Prøv at se, om det mon kunne være noget for dig.
Du har ret til at få hjælp i din kommune
Det gør indtryk på mig, når du fortæller om så massiv tristhed og selvmordstanker. Derfor skal du vide at du har ret til at få hjælp. Det kan du få ved at kontakte din kommune og spørge hvilken hjælp der findes, når du har det sådan her.
Du kan læse mere her om hvordan du kontakter din kommune og hvad de kan hjælpe med: Din Side
Hvis det er et stort skridt, kan du også få hjælp fra en bisidder fra BørneTelefonen, der kan hjælpe dig med at kontakte kommunen og deltage i møder sammen med dig.
Hvis du har lyst til at vide mere om det, kan du læse om vores bisiddere lige her: Bisidder fra BørneTelefonen
Du er kommet langt
Jeg er imponeret over, hvor præcist og indlevende du fortæller om, hvordan du mærker ensomheden. Du er kommet langt i erkendelsen af, at du mærker ensomhed, og det er en kæmpe motivation for, at du forhåbentlig kan bryde ud af den.
Ensomhed kan godt føles som et tabu, men du har brudt tabuet og været helt åben og ærlig. Det er stærkt gået, og derfor er jeg også helt tryg ved at komme med nogle forslag til, hvad næste skridt for dig kunne være. Jeg håber du er klar til at give dem en chance.
Hvis du synes, kunne du også tage et kig på disse 2 sider, som jeg vil dele med dig. Måske kan du finde flere idéer og inspiration: Ensomhed og Nej til ensomhed. Måske der er noget her, der kan være en hjælp for dig.
Endnu en gang tak for dit brev, og alt muligt godt ønsker jeg for dig. Jeg håber, din sommerferie bliver bedre end du lige nu går og frygter. Jeg hepper på dig. Og husk, at vi altid er klar til at hjælpe, enten pr. brev eller på tlf. 116111.
Kærlige sommerhilsner fra BørneTelefonen