Kære du
Tak fordi du skriver herind og fortæller om det, der skete med din hårbørste.
Når jeg læser dit brev, kan jeg godt forstå, at du blev både vred, mundlam og ked af det. Du skriver, at det var din HH Simonsen hårbørste, som du brugte næsten hver dag, og at det var din yndlings. Så selvom det måske udefra kan lyde som “bare en hårbørste”, så var det jo ikke bare en tilfældig ting for dig. Det var noget, du var glad for og brugte meget.
Jeg lægger også mærke til, at det ikke kun handler om selve hårbørsten. Det lyder også som om, det ramte dig, at din bonusmor havde smidt noget ud, som var dit, uden at spørge dig først. Du skriver, at de nogle gange går igennem dine og dine søskendes ting, men at du aldrig havde troet, hun kunne finde på at smide dine ting ud uden at tale med dig først. Gad vide om det måske også var dét, der gjorde det hele ekstra voldsomt indeni?
For når nogen tager eller smider ens ting ud uden at spørge, kan det godt føles som om ens grænser ikke bliver respekteret. Og så kan kroppen nogle gange nå at reagere med vrede, før man når at tænke sig om.
Du spørger, om det var en voldsom reaktion på sådan en lille ting som en hårbørste. Jeg tænker, at det giver god mening, at du reagerede stærkt, når det ikke føltes lille for dig. Samtidig lyder det også som om, du selv kan mærke, at du blev meget vred og råbte på en måde, du ikke plejer. Du skriver, at du aldrig har råbt sådan af hende før, og at det var første gang. Det fortæller mig, at du faktisk tænker over, hvordan du reagerede. Det er en rigtig fin evne at have.
Måske kan begge ting være sande på én gang: At det var forståeligt, du blev vred og ked af det. Og at du måske gerne ville have reageret anderledes, hvis du havde haft lidt mere tid til at samle dig.
Hvis du har mod på det, kan du måske prøve at tale med din bonusmor igen, nu hvor du ikke er lige så sur længere. Det kan være en god idé at gøre det på et tidspunkt, hvor I ikke allerede er midt i en konflikt. Du kan for eksempel sige:
“Jeg ved godt, at jeg råbte, og det ville jeg gerne have sagt på en anden måde. Men jeg blev virkelig ked af, at du smed min hårbørste ud uden at spørge mig først. Den betød faktisk noget for mig, og jeg vil gerne have, at du spørger mig, før du smider mine ting ud.”
På den måde får du både sagt, at du godt kan se din egen reaktion, men også at det ikke var okay for dig, at hun smed din ting ud uden at spørge. Du behøver ikke gøre dig selv forkert for at sige undskyld for måden, du råbte på. Og du behøver heller ikke lade som om, det ikke betød noget, bare fordi det “kun” var en hårbørste.
Måske kan du også tale med din far om det, hvis det føles nemmere. Ikke kun om hårbørsten, men om at du gerne vil have, at dine ting bliver respekteret, og at de voksne spørger dig, før de smider noget af dit ud. Det er helt rimeligt at ønske sig.
Jeg synes, det siger noget rigtig fint om dig, at du skriver herind, efter du er blevet roligere, og prøver at forstå både din egen reaktion og situationen. Det lyder som om, du gerne vil gøre det ordentligt, selvom du blev rigtig gal i øjeblikket.
Jeg håber, du får talt med hende eller din far på en måde, hvor du bliver lyttet til. Du er altid velkommen til at skrive igen. Du kan også ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du har brug for at tale med en voksen om det.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
