At fylde sig tyk

Er det normalt at veje 44.8 som en 11 årige pige fordi være gang jeg kommer i skole og ser på de andre piger i min klasse føler jeg mig bare tyk fordi de er så tynde.

Pige, 11 år

Kære dig. Tusind tak for at skrive ind til BørneTelefonen. Jeg skal prøve at besvare dit brev så godt, som jeg kan.

Krop, vægt og udvikling

Du skriver, at du føler dig tyk i forhold til de andre piger i din klasse.

Til at starte med er det vigtigt for mig at sige, at man jo næsten altid kommer til at sammenligne sig med andre. Jeg kan derfor godt forstå, at du lægger mærke til, hvordan de andre i klassen ser ud.

Men der er ingen rigtige eller forkerte måder at se ud på – kroppe er mega forskellige.

Når du er 11 år, sker der meget med din krop. Det kaldes puberteten. Alle mennesker går igennem puberteten. I puberteten ændrer kroppen sig fra at være et barn til at blive en voksen krop.

For dig betyder det, at din krop begynder at blive mere som en kvindekrop. Det er fordi, der kommer flere hormoner i kroppen. Hormonerne hjælper kroppen med at vokse og udvikle sig.

Kropsligt kan det for mange (især piger) betyde, at man kan tage lidt på, fordi man enten vokser, får bryster eller får mere form. Det kan for mange føles skræmmende, og mange skriver også ind til os og fortæller, at de ikke kan genkende deres krop.

Puberteten begynder også på forskellige tidspunkter. Nogle starter allerede som 10-11-årige, mens andre først kommer i gang senere i teenageårene.

Alle udvikler sig i deres eget tempo

Mange kan føle sig alene, når de går igennem puberteten, fordi de sammenligner sig med andre, som ikke har udviklet sig endnu. Det kan være super svært, men i de tilfælde er det vigtigt at huske på, at alle kommer til at udvikle sig, og at du måske er begyndt lidt tidligere er helt okay og normalt.

Inde på BørneTelefonens hjemmeside har vi faktisk en hel side omkring kroppen og dens udvikling. Derinde kan du læse om gode råd, og andre børns breve. For mange kan det give en følelse af ikke at være alene om tingene. Jeg linker til siden her.

Som skrevet før, så er kroppe meget forskellige, hvilket blandt andet kan være på grund af højde, form, muskler og meget mere. Og igen så kan puberteten spille en stor rolle i den alder. Derfor giver det ikke mening at tale om normal vægt, når alle kroppe udvikler sig forskelligt.

Gør ting, der får dig til at føle dig godt tilpas

Når du gør noget, du kan lide, kan det hjælpe din krop og dine tanker med at falde til ro.

Nogle kan lide at tegne, gå en tur eller lave perler. Andre kan lide at være sammen med venner eller familie. Det vigtigste er, at du laver noget, der gør dig glad, og som kan hjælpe dig med at tænke på noget andet end din krop.

Vi har alle noget, vi er usikre på – og det er modigt at sige det højt

Vægt er super svært, fordi man kan se på de andre i ens klasse og føle sig tyk, tynd, høj og lav, men det er vigtigt at huske, at vi alle har usikkerheder. Mange vælger bare ikke at sige det højt, og derfor synes jeg, at du er super sej, fordi du har valgt at sætte ord på, hvad du føler.

Jo mere vi sammenligner os med hinanden jo mere kan man glemme de små unikke ting, som faktisk gør os til dem vi er, og det er vigtigt ikke at glemme dem.

Tal med nogen

Du er bestemt ikke den eneste, som har mange tanker om kroppen, og inde på Privatsnak kan du blandt andet læse spørgsmål fra andre børn, som har lignende tanker. Derinde kan du også læse om puberteten, og hvor forskellig kroppen kan være og se ud. Du kan også ringe eller skrive til dem helt anonymt. Jeg linker til siden her.

Jeg ved ikke, om du allerede har snakket med nogen om de her tanker før, men måske kunne det være en ide at snakke med nogle, som du stoler på. Det kunne for eksempel være dine forældre, bedsteforældre, søster/bror eller en helt anden. Du kan også bruge sundhedsplejersken på din skole.

For mange kan det være rart at dele det, der fylder, med andre. Det kan give nye tanker eller vinkler, som man måske ikke selv havde tænkt på.

Jeg håber, at dette svar er noget, som du kan bruge til noget.

Til sidst vil jeg endnu en gang sige: Kroppe er så forskellige, og puberteten kan derudover gøre, at man føler sig anderledes i en periode. Vi får mange breve fra unge, der har det præcis som dig. Måske er det lidt rart at tænke på, at du slet ikke er alene om at have det sådan.

Du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive herind igen eller ringe til os på 116111, hvor der altid sidder søde voksne klar til at snakke med dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen.

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer, læse andre børns breve kroppen eller få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat