Hvor?

Kære dig

Tusind tak for dit ærlige og modige brev. Jeg kan virkelig godt forstå, at du er ked af det og føler dig splittet. Det lyder som om, du står i noget, der er rigtig svært, hvor du på den ene side ikke har det godt hos din mor, men på den anden side er usikker på, hvad der sker, hvis du flytter hjem til din far.

Du skriver, at din mor har mange regler, og at hun råber af dig, når du prøver at tale med hende. Det lyder som om, du virkelig har prøvet at få det til at fungere, men at det gør dig rigtig ked af det. Når man ikke føler sig tryg derhjemme, og når man ligger og græder om natten, også når man er hos sin far, så er det et tegn på, at det her fylder meget. Det er helt forståeligt, og det giver mening, at du reagerer, som du gør.

Du fortæller også, at du er bange for at flytte, fordi det kan gå ud over din mor, og at hun måske skal sælge dyrene og flytte, hvis du ikke længere bor der. Jeg kan godt forstå, at det gør ondt at høre sådan noget, især fordi du sikkert gerne vil passe på hende. Men jeg vil gerne sige noget vigtigt til dig: Det er ikke dit ansvar at sørge for, at de voksne har det godt, eller at økonomien hænger sammen. Din mor vil kunne få rådgivning af andre voksne, når det kommer til økonomi.

Det er de voksnes ansvar, ikke dit

Du skal først og fremmest have det godt, der hvor du bor. Her på BørneTelefonen taler vi en gang imellem med unge, der – ligesom du – føler et kæmpe ansvar for at blive hos den ene forældre. Fordi mor (eller far) er kommet til at sige, at hele økonomien afhænger af, om de bliver boende hos dem.

Jeg vil her gentage: Det er hensynet til dig, der er vigtigst. Du har to forældre, og ønsker du at bo mere hos den ene – så kan du bruge din ret til at blive hørt og sige din mening. Du har nemlig det, der kaldes en initiativret, og du kan læse mere her, hvis du har lyst til det.

Nederst på denne side finder du nemlig afsnittet ‘rettigheder’ – og her kan du læse om initiativretten.

Skilsmisse

Du har ret til støtte og hjælp
Når du begynder at tænke over, om det ville være bedre at bo hos din far, så lyder det som om, du allerede har en fornemmelse af, hvad der er bedst for dig. Det er bare ikke altid let at følge den mavefornemmelse, især ikke når man samtidig skal sige farvel til sin skole, sine venner eller noget, man holder af, som håndbold.

Det er vigtigt, at du ikke går med det hele alene. Måske er der en voksen omkring dig, en lærer, en sundhedsplejerske eller en anden, som du kan tale med om, hvordan du har det. De kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der kan gøres. Og noget andet vigtigt: Du har faktisk ret til at få en bisidder, altså en voksen som kan hjælpe dig med at sige de svære ting og støtte dig, hvis du for eksempel skal tale med kommunen. En der er der for dig og som er på din side.

Hvis du har lyst til at høre mere om vores bisiddere, så kan du se mere om dem lige: her
Du kan også ringe anonymt på det her nummer og tale med vores bisidderafdeling: 35 55 55 59. De har åbent mandag til torsdag kl. 9-16 og fredag kl. 9-15. De kan fortælle mere om, hvordan en bisidder kan hjælpe dig og svare på dine spørgsmål.

Hvis du har brug for det, så er du også altid velkommen til at ringe eller skrive til os på BørneTelefonen på 116111. Vi vil meget gerne tale med dig, og du bestemmer selv, hvad du vil sige og hvornår.

Jeg synes virkelig, det er sejt, at du har skrevet her. Du virker som en pige, der mærker efter og tør sige fra, også selvom det er svært. Det er ikke nemt, det her, men du behøver ikke stå alene i det.

De kærligste hilsner
BørneTelefonen